18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bo Magnussen er død

Bo Magnussen er død

Torsdag, 13. august, 2009, 00:00:00

Med Bos død har vi mistet en god kammerat og en erfaren ildsjæl i fagbevægelsen og på venstrefløjen

af Christian Juhl, 3F Silkeborg
Bo Magnussen er død. Han blev 59 år.
Bo var i hele sit voksne liv en meget værdsat aktør i de alternative kulturmiljøer og i det fagpolitiske liv i Århus.
I slutningen af 60`erne og begyndelsen af 70`erne læste han statskundskab på Århus Universitet, senere tog han en læreruddannelse.
Det var i det fagpolitiske liv og i de alternative kulturmiljøer, at Bo brugte sit arbejdsliv. Han var således med til at starte folkeværtshuset 'Æsken' i Anholtsgade i 1971, som i mange år var en rugekasse for nye kunstnere, samtidig med at det var et gedigent værtshus.
Gennem sit arbejde på Æsken blev Bo engageret i fagbevægelsen. Han var en af de markante kræfter i opbygningen af en stærk faglig organisation for hotel- og restaurationspersonalet, RBF.
Han blev ansat i 1982 og varetog gennem årene mange forskellige opgaver og tillidshverv. Han tog aktiv del i arbejdet og var blandt andet aktiv i konflikten med Hurtigruten og i initiativerne for overenskomstdækning af McDonalds.
Den lokale fagbevægelse i Århus nød stor gavn af hans store viden og engagement i det internationale solidaritetsarbejde og i fredsarbejdet.
Bo var politisk aktiv på venstrefløjen, hvor han blandt andet har været folketingskandidat for Enhedslisten og aktiv i mange kampagner og debatter.
Han fastholdt sit politiske og faglige engagement i hele sit liv.
Ved sin død var han faglig medarbejder hos 3F i Silkeborg med særligt ansvar for hotel- og restaurationspersonalet. Her var han en værdsat kollega, både på grund af hans hjælpsomme væsen og hans store faglige viden og branchekendskab.
Bo fik i sine sidste år en meget hård skæbne. Samtidig med, at han selv fik en alvorlig kræftsygdom, som til sidst slog ham ihjel, blev hans kone ramt af alzheimers sygdom. Bo passede under sin egen sygdom sin alvorligt syge kone derhjemme.
Bo efterlader ud over sin kone, to børn og fire børnebørn.
Med Bos død har vi mistet en god kammerat og en erfaren ildsjæl i fagbevægelsen og på venstrefløjen.
Æret være hans minde.

Bo bisættes fra Kapellet på Nordre Kirkegård i Århus på lørdag d. 15. august kl. 12.30

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. aug. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp