10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Reaktioner efter rydningen af Brorsons Kirken

Reaktioner efter rydningen af Brorsons Kirken

Fredag, 14. august, 2009, 00:00:00

Reaktioner fra organisationer og partier efter politiets rydning af Brorsons Kirken d. 13. august 2009

Finn Sørensen, Fagligt Ansvars sekretariat
Det er en ynkelig regering, der er nødt til at bruge politimagt for at løse et problem, som nemt kunne løses på fredelig vis ved at give dem ophold af humanitære grunde. Fagligt Ansvar håber, at der kommer rigtig mange til torsdagens protester, og at de benytter lejligheden til at rejse diskussionen i fagbevægelsen om, hvad der skal være grundlaget for vores flygtningepolitik.

Anne Nielsen, formand for SOS mod Racisme
Blandt irakerne er svært syge mennesker, der er blevet nægtet humanitær opholdstilladelse. De fleste irakere er desuden individuelt i risiko, selv om Flygtningenævnet ikke har givet dem asyl. To af de allerede seks udviste irakere må leve under jorden, til de forhåbentlig kan få sikkerhed i et land, der i modsætning til Danmark respekterer Flygtningekonventionen.

Tue Magnussen, koordinator på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)
Vi er chokerede og overraskede over, at politiet har ryddet Brorsons Kirke. Især fordi det sker på et tidspunkt, hvor den irakiske regerings udmelding har sået alvorlig tvivl om, der reelt findes en aftale om modtagelse af de afviste irakiske flygtninge. Frem for anholdelser og tvangshjemsendelser bør man give humanitær opholdstilladelse.

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten
Regeringens kynisme i denne sag understreges af, at den irakiske regering formodentlig ikke er indstillet på at modtage tvangsudviste irakere på disse betingelser og at det derfor kan vise sig, at der er tale om en helt meningsløs magtdemonstration fra regeringens side

Peter Skaarup, Dansk Folkepartis retsordfører
Det er det mest skånsomme, at det foregår om natten. Forestil dig, hvis det var i dagslys og alle kunne se, hvad der var gang i. Det ville formentlig give en del mere ballade.

Birthe Rønn Hornbech, integrationsminister
Det er igen og igen gjort klart for asylsøgerne, at de havde pligt til at rejse hjem og ville blive udsendt med tvang.

Meta Fuglsang, SF's asylordfører
Det er meget underligt, at regeringen står bag en hårdhændet aktion lige efter at den irakiske premierminister undsiger den aftale, Birthe Rønn mener at have med Irak. Det hænger ikke sammen. Jeg synes ikke at det ser ud til, at regeringen har styr på, hvad den laver.

Anne Mette Omø Carlsen, formand Kommunistisk Parti København
Det er fuldstændig umenneskeligt at gå ind i en kirke midt om natten og rive folk væk fra deres familier. Det er endnu et bevis på, at politikerne fører en menneskefjendsk politik. Danmark er med til at sende irakere tilbage til døden i et land, som vi selv har været med til at besætte, og til en krig vi selv har startet. Jeg opfordrer alle til at vise deres modstand mod udvisningerne - skriv læserbreve, duk op til demonstrationer, lav aktioner og vis, at mange vil en anden politik.

Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraternes integrationsordfører
Der er for mig ingen tvivl om, at vi har en aftale. Men hvis der er forviklinger om den, må regeringen se at få det ordnet ad diplomatiets vej. Jeg går ud fra, at politiet udviste den rette konduite under nattens anholdelser, og at ingen irakere led overlast.

Morten Østergaard, Radikales politiske ordfører
Det virker besynderligt, at man herhjemme har bildt danskerne ind, at man nu kan hjemsende irakerne, mens man fra irakisk side afviser at have indgået aftale om at modtage tvangshjemsendte irakere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp