I Den Faglige Byggeklub (DFB) er vi blevet gjort opmærksomme på, at man i Vejle kommune er begyndt at give tilskud til, at faglært arbejdskraft kan arbejde inden for deres eget fag
fra Den Faglige Byggeklub v/ formand Martin Arum, Fredericia
Helt konkret drejer det sig om en murersvend i et tilfælde, og en murerarbejdsmand i et andet tilfælde, der er stillet gratis til rådighed for to forskellige murermestre i fire uger til noget, der er langt under mindstelønnen.
Det finder vi i DFB fuldstændig uacceptabelt, da vi i øjeblikket har en ledighed på over 15 procent indenfor byggebranchen i 3F i Vejle.
Dette er kun at opfatte som tilskud til murermestrene, og gratis arbejdskraft er der ikke andre murermestre, der kan konkurrere med, og andre bygningsarbejdere kan heller ikke arbejde under mindstelønnen.
Det er efter vores opfattelse en glidebane, der kan resultere i fyringer ved anstændige murermestre.
Disse aftaler om virksomhedspraktik er efter vores mening på kanten af lovgivningen og moralsk forkastelige.
Vi må derfor kræve et svar fra de ansvarlige politikere, i dette tilfælde udvalgsformand John Refsgård (A), på, om det er Vejle kommunes politik at fordreje konkurrencen for arbejdsgivere med ordnede forhold, og derud-over, om man synes, det er i orden at bruge skattekroner på virksomhedstilskud?
I DFB er holdningen klar. Hvis den pågældende murermester har så meget arbejde, at han kan bruge en mand i fire uger, må han ansætte en på almindelige vilkår, og selv betale lønnen. Det kan da ikke være en kommunal opgave.
Derudover forventer vi, at denne samfundsundergravende praksis bliver stoppet øjeblikkeligt, eller er dette, hvad vi kan forvente af den socialdemokratiske udvalgsformand fremover?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278