Pludselig er det meste af Folketinget grebet af en ligestillingsfeber. Nu skal der fan`en gale mig være ligestilling. Kan man komme på et bedre greb end et ryk i BURKAEN?
En svimmelhed har ramt vores land. Synet er sløret og proportionssansen er kommet i udu.
Den mindste ting bliver anset for at have samme betydning som månens mulige kollision med jorden. Store ting i verden, som at vores samfund selv sænker planeten, det kan vente, til vigtigere sager er ordnet.
Ugen bød på en af dem, som medierne villigt kogte suppe på. Man skulle tro at det var agurketid, men det er det ikke.
Se så. Pludselig blev det meste af Folketinget grebet af en ligestillingsfeber. Nu skal der fan`en gale mig være ligestilling. Slut med enhver kvindeundertrykkelse. Og kan man komme på et bedre greb end et ryk i BURKAEN? Nej - de ku` man ikke.
Naser Khader fra de konservative, Dansk Folkeparti og selvfølgelig Socialdemokraterne har foreslået forbud mod kvinders tildækning af deres ansigt, så der kun er en sprække til øjnene.
Nu har vi heldigvis ikke så mange sandstorme i det her land, at det er nødvendigt at gå tildækket. Ingen skulle få mig til at gå tildækket på den måde. Om vinteren er en anden sag, og så skal der mere til. Tildækningen har kulturelle og religiøse udspring. Indrømmet - det virker aparte.
Man kan altså også komme under stærkt pres for at anskaffe et slips og tage det på. Der er steder, hvor det er ilde set ikke at bære den stramme knude om halsen. Der er koder, men ikke formel lovgivning der påbyder eller forbyder slips. Etiketter har man dog i stor stil.
Selvundertrykkelse
Der er aspekter af kvindeundertrykkelse i de tildækkende klædedragter. Men ethvert samfund har en mængde af diskrete regler og normer, som folk påtager sig og som på den måde styrer dem. Eller de styrer sig selv som selvdisciplinering. Ethvert computerprogram eller spil har nogle indbyggede regler og værdier, som ikke kan brydes.
Man spiller eller man spiller ikke. Der er ting man kan sige, og ting man ikke kan sige. Reklamebranchen og fabrikanterne bruger milliarder af kroner på at lave produkter, der via kulturelle koder lander i indkøbskurven.
Selv Facebook har sine spilleregler, der ikke kan brydes. Der er meget mere af den slags, end man tror. Om det så er religiøse skikke, manipulation fra magthavere eller mediebårne koder og normer. Burkaer har klart karakter af at være en del af dette.
Ligestilling
Men når de Konservative, Socialdemokraterne og DF over en nat finder ud af, at de pludselig vil slå et slag for ligestillingen, så må vi spærre øjnene op - og måbe.
Der er masser af mangel på ligestilling. Det emne tager de borgerlige medier ofte op. Og hvad tager de så fat på? De tæller kvinder i lederstillinger.
14 procent af topstillingerne på det offentlige område er kvinder. Ja og 2 ud af 19 departementschefer er kvinder. 95 ud af 104 kommunaldirektører er mænd. Så vist er det ulighed. Og helt sikkert kan kvindelige ledere have positive kvaliteter, som mange mænd ikke har. Bestemt da. Men der er sørme andre steder i samfundet, hvor der også er ulighed - voksende ulighed.
Kvinder tjener 18 procent mindre end mænd i gennemsnit. Sådan har det været i de sidste ti år. Skattereformer har øget denne ulighed. Det er en ulighed, der rammer langt de fleste kvinder. Hvad har de tre burkapartier tænkt sig at gøre ved det?
Det er et ekstremt lille antal kvinder i Danmark der bærer burka. Og det er jo heller ikke dem, det handler om. Formålet med kampagnen fra K, S og DF er at føje endnu en facet til modsætningen mellem muslimer og danskere. En fuldstændig falsk og latterlig modstilling.
Men det er nu engang deres prioritet, for det er en høj prioritet, ikke mindst når vi tager krise, voksende arbejdsløshed og ja, den fortsatte ulighed i betragtning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278