Unge skal have tid til at vokse, uden at man tager ungdommen fra dem, og det haster ikke med at blive voksen og arbejdsduelige og blive ligesom alle os andre, men at opnå selvstændighed og sine meningers mod

af Per Diepgen, Halskov
Venstrefløjens alternativer er, ikke underligt, ofte båret af synet på kapitalismen, eftersom kapitalisterne har tilegnet sig magten over så mange andre.
Men tilværelsen mellem barn og gamling, mellem arbejder og maskine, er en mangfoldig verden, og man måtte trods alt stille sig skeptisk, da socialdemokraterne med Svend Auken ville sætte mennesket først eller med en bogtitel af Julius Bomholt ville sætte mennesket i centrum.
Hensynet til børn og unge har altid været en styrke på Venstrefløjen, og et af mange udslag er, at man igennem årene har sat valgretsalderen ned (i min tid fra 25 år og to kamre).
Det er vigtigt at inddrage alle i folkestyret, også den del af ungdommen, der vil gribe og begribe den politiske ytringsform, og alligevel må jeg blive bekymret, hverken for demografien eller demokratiet, men for de unges egen udvikling.
Unge skal have tid til at vokse, uden at man tager ungdommen fra dem, og det haster ikke med at blive voksen og arbejdsduelige og blive ligesom alle os andre, men at opnå selvstændighed og sine meningers mod.
Engang hed det i politik, at unge stod til venstre, men satte sig til højre, efterhånden som bedsteborgerens magelighed indfandt sig. Eksemplerne er utallige, Karen Jespersen, Ralf Pittelkow og mange andre. Men uden betydning er det næppe, hvad man engang i ungdommen sagde og gjorde.
Dengang Fogh Rasmussen skrev 'Minimalstaten' og udførte kreativ bogføring, da Løkke Rasmussen opsøgte talebankrigere og lod sig afbillede i kammeratlig krigersamvær, da Erhard Jakobsen beundrede apartheidstyret og da Brian Mikkelsen besøgte samme, da Hans Engell udsmykkede sit værelse med nazifane og Mein Kampf, da Margrethe Auken deltog i Tidehverv og Søren Krarup skrev lovord om antiparlamentarikeren Harald Nielsen, da Bent Jensen begyndte sit antikommunistiske felttog på Bornholm, da Ole Wivel og Knud V. Jensen mødtes i den fascistprægede Ringen, da hr.Møller tjente penge på våben til nazisterne, da KU marcherede med skrårem og ridestøvler og bønderne meldte sig i LS, da Søren Espersen rehabiliterede Valdemar Rørdam og den royale Bjørn Nørgaard slagtede heste til forargelse for borgerskabets kunstsans, eller da triumviratet Pia, Peter og Kristian i Fremskridtspartiet satte indgroet dansk popularitet i stedet for politik.
Det er måske derfor, at liberalister vil tage vare på ungdommen, men bekæmper den på gader og veje, og det er måske derfor, at liberalister vil have deregulering, når først erhvervskapitalismen er sikret en fordelagtig regulering.
Begge dele bestemmer, om miljøet bliver bæredygtigt for hele samfundet. Hverken gadens parlament eller revolutionen er, som vi ser, forbeholdt venstrefløjen, tværtimod.
I det hele taget er det ikke ligegyldigt eller ubetydeligt, hvad man i ungdommen nemmer, eller hvorledes socialister fører en alternativ politik fra en gammel verden ind i en ny og ung globalisering.