Sagen om de afviste, irakiske asylansøgere er en kærkommen anledning for medierne til at berette om og formidle det kurdiske problem i sin helhed
fra Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere (FOKUS-A) v/ Halit Sert, kontaktperson vedrørende de irakiske asylansøgere
Til de danske medier.
Er det etnocentrisk, taktløst og indiskret i den ulykkelige sag om de afviste, irakiske asylansøgere, at FOKUS-A anmoder om øget fokus fra mediernes side på staten Tyrkiets rolle i sikkerhedssituationen i Nordirak (Kurdistan)?
Vi mener nemlig, at hele sagen om de afviste, irakiske asylansøgere er en kærkommen anledning for medierne til at berette om og formidle det kurdiske problem i sin helhed.
Op mod halvdelen af de afviste mennesker er fra Iraks kurdiske del, hvis hverdag den tyrkiske stat jævnligt river op i med militærmagt under løgnagtige forudsætninger.
Det kurdiske problem knægtes for ofte - selv når det er af ypperste relevans for forståelsen af en given problemstilling. Bent Bendtsen med flere udtaler sig og retter kritik af Tyrkiet, når dagsordnen er den rette, samt når 'tyrkietkortet' passer ind i mediestrategiske overvejelser.
Men når sammenhængen er mindre appellerende i vælgerhavet, druknes det, og der øves decideret vold på det kurdiske problem. Virker danske medier mon efter samme parametre som nutidens politikere? Det håber FOKUS-A inderligt ikke.
Er det udpræget rørstrømsk, at I bedes stille Jer selv spørgsmålet: 'Hvorfor mon over halvdelen af disse afviste mennesker ikke nænner at kalde sig selv for kurdiske?'
Vel indgår I medier selv i en travl og hektisk hverdag, hvor mangt og meget skal formidles. Men i en sag, som har vundet så betydelig mediebevågenhed, mener FOKUS-A, at det kurdiske problem i sin helhed bør levnes sendetid og spalteplads, da det er evigt relevant for forståelsen af bevæggrunden for irakernes ønsker og desperation.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278