Kapitalen forsøger til stadighed at finde nye måder at regulere sit system på, men den evner ikke at løse de indre modsigelser, som dukker op i en ny form

af Lars U.Thomsen, Esbjerg
Der breder sig en almindelig erkendelse af, at den økonomiske krise ikke er af forbigående karakter, men en mere dybtgående - en systemkrise.
Alle de tiltag, regeringen har gjort, er gået i retning af at understøtte bankerne og stimulere efterspørgslen. Man har med andre ord overført statsmidler til kapitalen for at mindske dens tab.
Berlingske Søndag skrev for nylig om krisen, at den svarer til, at kapitalismen er lagt i drop. På et eller andet tidspunkt må den ud af den kunstige tilstand, og hvad sker der så? Det er det afgørende problem.
Danmark har siden finanskrisen tabt mere på de offentlige finanser end de lande, som vi normalt sammenligner os med. I 2008 havde den danske stat - som en af de pæne drenge i klassen - et overskud på budgettet på fire procent af bruttonationalproduktet (BNP).
Men det overskud vil være forvandlet til et underskud på fem procent af BNP i slutningen af 2010. Det er et rekordtab på hele ni procentpoint.
Kapitalen får tilført offentlige midler, som må spares andre steder, for eksempel i daginstitutioner og ældreplejen. Jeg har tidligere argumenteret for, (Arbejderen den 13. februar) at vi ikke bare kan vende tilbage til den keynesianske metode.
Det er den kurs, som Socialdemokraterne og SF og til dels Enhedslisten er slået ind på. Denne metode løser ikke den økonomiske krise, fordi den er af en kvalitativ anden art, end den krise som vi oplevede i 1970`erne.

Modsætninger
Kapitalen forsøger til stadighed at finde nye måder at regulere sit system på, men den evner ikke at løse de indre modsigelser, som dukker op i en ny form. Hvilke nye modsætninger fremkalder krisen?
Den fremkalder voldsomme spændinger mellem de imperialistiske magter, som ikke længere kan skjules. EU-samarbejdet er ikke bare i økonomisk krise, men også i en politisk. Det åbner nye muligheder for, at kommunisterne kan styrke fredskampen og unionsmodstanden.
Modsætningerne i regeringerne bliver tydeligere. Bag de aktuelle rivninger ligger monopolernes uoverensstemmelser om, hvordan krisen skal løses.
De faglige lederes opportunisme får vanskeligere betingelser i krisetider, men den stoppes ikke uden et klart modspil.

Muligheder
Kun gennem et målrettet politisk arbejde, som afslører opportunismen og stiller alternative krav, kan vi vinde fagbevægelsen for en anden linje.
Vi kan tage udgangspunkt i de vellykkede antimonopolistiske initiativer i 1970`erne og 80`erne. Her lykkedes det at forene de udenomsparlamentariske bevægelser med arbejdet i Folketinget. Det kan vi gøre igen i former, der svarer til nutidens krav.
Kommunisterne må bringe sig på højde med de nye betingelser. Vi må finde veje til at forbinde de spirende protester med løsningsforslag, der rækker ud over den enkelte problemstilling. Vi må evne at forbinde de mange opgaver til et fælles antimonopolisitsk program.
Vi må evne at få den demokratiske kamp til at vokse over i en socialistisk. Det vil være en perspektivrig måde at imødegå den økonomiske krise på.