I London er der én million overvågningskameraer. Hjælper det? I 2008 er der opklaret en forbrydelse per 1000 kamera, svarende til 1000 forbrydelser

Det var ikke 11. september, der var starten på frygtstrategierne. Det er startet meget før, men da World Trade Center styrtede, var det åbningen af nogle sluser, som satte ekstra fart på frygtindustrien.
Man kan snart være bange alle vegne. Gyser og horrorfilm i kabel-tv. Indbrud fra tyveknægte, som kun kan holdes borte med sensorer, kameraer og alarmer. Overfald på gaden og uventet vilkårlig terror. Vist er vores samfund ikke uden risici, men på den anden side, er det nævnte vel heller ikke mere end det kan klares. HVIS MAN VIL!

Ingen løsning
Flere og flere boligforeninger installerer overvågningskameraer. De gør det, fordi der er problemer i bebyggelsen. Typisk er det unge, der laver ballade, generer folk, sparker til folk og andet, som de bør holde op med. Det er klart, at det er ubehageligt for beboerne. Noget må der jo gøres. Det er klart.
Begrundelsen for kameraerne er dobbelt. For det første får det lømlerne til at fortrække til et andet sted, og for det andet kan man så se, hvem der har lavet balladen. Der hvor kameraerne er sat op, påstås det, at de hjælper. Det gør de nok, sådan umiddelbart.
Hvis man ikke løser problemerne reelt, bliver der flere og flere nødværgeforanstaltninger. Præcist som det sker i et uansvarligt samfund, hvor ét problem bliver løst ved at skabe to nye. Kameraerne er med til at tydeliggøre et problem, men ikke at løse det.
Hvorfor er det så sådan med de kameraer? For det første er det sikkerhedssektoren, en stor og stærkt ekspanderende forretning af producenter og forsikringsselskaber, der går hånd i hånd med frygtkampagner og tryghedsløsninger. For det andet er den borgerlige stat baseret på disse simple løsningsmodeller, som samtidig har en kontrolfunktioner.

En million kameraer
I London er der én million overvågningskameraer. Det er rigtig mange. Et kamera for hver 14`ende borger i byen. Hjælper det? I 2008 er det konstateret, at der er opklaret en forbrydelse per 1000 kamera, svarende til 1000 forbrydelser.
På Pricerunner koster kameraerne mellem 600 og 1200 euro. Og så skal de sættes op, og der skal være skærme og folk til at se på dem. Årligt bliver det mindst to milliarder kroner. Eller sagt på en anden måde to millioner kroner per forbrydelse.
Man kan sørme komme langt for to milliarder kroner ved at bruge andre midler. For eksempel til at skaffe unge uddannelser og arbejde. Dejlige steder at være med trygge og udfordrende miljøer.
Det er ikke den vej, der er valgt. Vi bliver ledt af frygtens vej, hvor de gode borgere kan gå gennem det sumpede terræn, hvor de slemme holder til. Det er virkelig også et lorte-signal at give til unge, at vi håndterer dem med CCTV-kameraer og fodlæn-ker.
Den kække justitsminister Brian Mikkelsen forslog forleden i tv - som et ekko fra en svunden tid - at de unge skal i stuearrest. Det værste er, at han henviser til Manchester, som er blevet den nye referenceby for nul-tolerance-strategier. New York var den første by, der blev brugt.
Fra Ground Zero til zero - tolerance til 0-løsning.
Hvorfor ikke bygge samfund på tillid. Det er billigt, det er effektivt, og det er frem for alt både mere samfundsudviklende og sjovere. Den bedste løsning er at skabe samfund, som borgerne - også de forskellige grupper af unge - holder af og vil bygge videre på.
Det virkeligt skræmmende og frygtindgydende er, at netop dét perspektiv hverken kan eller vil den borgerlige elite se. I deres perspektiv er det det mest uhyggelige, man kan tænke sig - så heller ballade og skyderier i Mjølnerparken, Vollsmose og andre steder.
-sam