Med hans bortgang har vi mistet en af kunstens ´outsidere´, en aristokratisk anarkist, en repræsentant for den kunstretning man kalder den fantastiske realisme, som stod op imod den abstrakte kunst og krævede ´al magt til fantasien´

af Finn Hermann
Jørgen Bobergs alt for tidlige død er et stort tab for den danske kunstverden, for kammeraterne i sammenslutningen Grønningen, som han var medlem af til sin død, og for den nutidige danske kunst i det hele taget.
Med hans bortgang har vi mistet en af kunstens 'outsidere', en aristokratisk anarkist, en repræsentant for den kunstretning man kalder den fantastiske realisme, som stod op imod den abstrakte kunst og krævede 'al magt til fantasien'.
Da Jørgen Boberg som ganske ung maler forlod de rene, klare farver og barnetegningens muntre formsprog, begyndte han at dyrke det dunkle, slørende lys, der skulle blive hans kendemærke resten af livet. Samtidig udviklede han sin fotorealistiske teknik til perfektion: Fra det 'flippede', psykedeliske portræt af Prins Henrik fra 1972 til billedet af kollegaen og vennen Henning Damgård Sørensen med en bajer i hånden (1986).
Med tiden gjorde Boberg sin motivverden mere nutidig og jordnær, men bevarede det mærkelige 'undervandslys'. Således blev der ved at være noget spørgende, tvivlende, ja provokerende over hans kunst: Som om han over for et hvilket som helst motiv stillede sig spørgsmålet: 'Er dette virkeligheden?'
Jeg husker ham som en central skikkelse i kredsen omkring det lille Gallerie Passepartout i Snaregade og tidsskriftet af samme navn. Boberg var tidligt i kontakt med den surrealistisk inspirerede såkaldte 'Wiener-skole'.
Uden at blive programmatiske så vi et perspektiv i at koble vores interesse for surrealismen sammen med 1800-tallets jugendstil og 'ungdomsoprøret's flower-power-ornamentik.
For os andre, som med tiden gik hver sine veje, mistede det magiske efterhånden sin tiltrækning. Jørgen Boberg holdt fast og fortsatte til det sidste sin stædige, ensomme søgen.
Æret være hans minde.