07 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mindre tidstyranni her og nu

Mindre tidstyranni her og nu

Lørdag, 29. august, 2009, 00:00:00

Århus Kommune kan godt selv gå foran og fjerne unødvendigt bureaukrati, som ikke direkte eller indirekte skyldes lovkrav

af Kirsten Normann Andersen, afdelingsformand, FOA Århus
FOA Århus har to helt konkrete forslag, som kan reducere tidstyranniet i ældresektoren, og som Århus Kommune selv kan indføre nu uden at spørge regering eller folketing.
Det ene forslag vil halvere antallet af tidsregistreringer i hjemmeplejen, og det andet vil helt afskaffe minut-tælleriet i plejeboligerne.
Rådmand for Sundhed og Omsorg i Århus, Dorthe Laustsen, har længe opfordret regeringen til at fjerne unødvendigt bureaukrati og tidstyranni i ældresektoren. FOA Århus mener også, at regeringen har et ansvar for, at ældresektoren er ved at blive kvalt i unødvendigt bureaukrati. Eksempelvis kræver den såkaldte frit valgs-ordning, at kommuner bruger mange ressourcer på at administrere ordningen.
Århus Kommune kan imidlertid godt selv gå foran og fjerne unødvendigt bureaukrati, som ikke direkte eller indirekte skyldes lovkrav.
FOA Århus foreslår, at personalet i hjemmeplejen fremover kun registrerer, hvornår de ankommer hos en borger. I dag registrerer personalet også, hvornår de går. Registreringen er unødvendig, fordi Århus Kommune ikke længere lover de ældre en vis mængde tid, når de bliver visiteret til hjælp. I stedet bliver de ældre udelukkende lovet bestemte ydelser, for eksempel 'påsætning af støttestrømpe', og derfor er det ikke længere relevant for de ældre, at tidsforbruget hos hver enkelt bliver registreret.
Desuden står personalets transporttid mellem borgerne ikke længere i deres arbejdsplaner, som nu indregner den såkaldte 'vejtid' i de besøg, der er i løbet af dagen. Det er således op til den enkelte medarbejder at disponere over den samlede tid.
Mindre registrering vil spare en del tid, da en aftenvagt i hjemmeplejen let kan have 35 til 50 besøg, og personalet skønner, at det tager mellem et og to minutter at registrere komme- og gå-tider hos hver enkelt borger. Det sker elektronisk på en såkaldt PDA, der er teknisk ustabil.
FOA Århus` andet forslag handler om plejeboligerne, hvor Århus Kommune selv har valgt at visitere og tidsmåle de enkelte ydelser. Det er der ellers hverken noget direkte eller indirekte lovkrav om, fordi der ikke er frit valg i plejeboligerne. Her er det derfor tilstrækkelig visitation at vurdere, hvilke ældre der samlet set er berettiget til plejeboliger.
Alligevel har frit valg underligt nok smittet af på plejeboligerne, som har fået et bureaukrati, der ikke bare er uproduktivt, men også helt unødvendigt. Det bør selvfølgelig stoppe nu.
FOA Århus har sendt forslagene om at reducere tidstyranni til rådmand Dorthe Laustsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. aug. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp