At undlade en mere omfattende indsats for at bremse arbejdsløsheden er det stik modsatte af økonomisk fornuft

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund
Regeringens krisestrategi synes kørt fast. Med finansloven for 2010 fremlægger regeringen Lars Løkke Rasmussen sin første egenhændige finanslov.
Selvom der synes at være et opsving på vej, tyder alt på, at ledigheden fortsat vil være stor og stigende og formentlig vil nå over 200.000 i 2011. Der er altså fortsat brug for en aktiv krise- og finanspolitik, der bekæmper ledigheden og øger beskæftigelsen og den økonomiske vækst.
Men regeringen synes mere optaget af - med det stigende statsunderskud som alibi - ikke at gøre nogen ny indsats af betydning for at øge den økonomiske vækst.
At regeringen i den forbindelse vil fremrykke offentlige investeringer med 10 milliarder kroner vil i den forbindelse kun reducere arbejdsløsheden med omkring en halv snes tusind personer, hvilket skal sammenholdes med, at ledigheden må formodes at stige til op imod 150-160.000 personer inden udgangen af 2009 og op til 200.000 i løbet af 2010.
Hertil kommer, at der i øvrigt i betydelig udstrækning er tale om 'gamle penge', som indgår i allerede indgåede aftaler.
At undlade en mere omfattende indsats for at bremse arbejdsløsheden med begrundelse i statsunderskuddet er det stik modsatte af økonomisk fornuft.

Lurepasseri
Fornuft handler om i økonomiske krise- og arbejdsløshedstider at inddæmme, at nedsvinget bliver for dybt og langvarigt, og om at få ledige hænder og produktionsressourcer i arbejde, hvilket langt hen ad vejen også er samfundsøkonomisk fornuftigt, idet det reducerer de offentlige udgifter og øger skatteindtægterne.
Meget tyder på, at VK-regeringen egentlig mener, at en arbejdsløshed på 100-125.000 egentlig er ganske udmærket af hensyn til lønudviklingen.
Regeringen forsøger derfor på den ene side at gøre, hvad der er absolut nødtvunget mod ledigheden indtil næste folketingsvalg.
Og alt tyder som anført på, at regeringen er langt mere optaget af statsunderskuddet og egentlig gerne ville gennemføre et omfattende økonomisk indgreb på foranledning heraf.
Men for at vinde valget satser regeringen imidlertid på at udsætte et sådant indgreb til valget eventuelt er vundet. Derfor handler regeringens overordnede økonomiske politik for tiden om at lurepasse.
Er valget vundet, vil regeringen bekende kulør og gennemføre en klar nyliberalistisk økonomisk politik med hele batteriet af Arbejdsmarkedskommissionens forslag til velfærdsforringelser.
Regeringens udspil til finanslov for 2010 er i god overensstemmelse med dette lurepasseri, idet det ikke iværksætter nye initiativer af betydning for at øge beskæftigelsen.
Alt tyder derfor på, at finansloven for 2010 bliver de spildte muligheders finanslov. Hvilket ikke bare er til skade for arbejdsløsheden, men også til skade for den økonomiske vækst og velstanden.
Der er således i 2010 behov for en mere aktiv krise og finanspolitik til at modvirke den fortsat stigende ledighed, der som anført må forventes at nå over 200.000 personer i 2011.

Reelle behov
Det må anerkendes, at øgede offentlige investeringer vil være en betydeligt mere effektiv måde at bruge de økonomiske midler end regeringens skattelettelser og udbetaling af SP-pension, som sigter på et øget privat forbrug, hvorved problemet som anført er, at i krisetider er forbrugerne tilbøjelige til at spare op snarere end at forbruge.
Men til gengæld er offentlige investeringer dyre som beskæftigelsespolitik: En milliard kroner i gennemsnit for 1000 ekstra arbejdspladser, hvilket begrænser beskæftigelseseffekten.
Skal der for alvor sættes en bremse på ledighedsudviklingen, bør beskæftigelsen også udvides gennem en i øvrigt hårdt tiltrængt udvidelse af offentlig beskæftigelse indenfor ældrepleje, sundhed, folkeskole og daginstitutioner.
For 40-45 milliarder kroner samlet kan beskæftigelsen over to år udvides med op til 75.000 gennem både øgede offentlige investeringer og øget offentlig beskæftigelse.
Det vil være et betydeligt større indhug i arbejdsløsheden end regeringens fod-slæbende økonomiske politik.