Kapitlet om Junibevægelsen er forbi. Jeg håber, mange vil gå med i Folkebevægelsen, så vi skrive et nyt og flot kapitel i unionsmodstandens store bog

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
I lørdags blev JuniBevægelsen nedlagt. Det skete på et ekstraordinært landsmøde med stemmetallet 24 mod en, mens fem undlod. Et kapitel i unionsmodstanden er forbi.
Kapitlet tog sin begyndelse efter at et flertal af den danske befolkning den 2. juni 1992 havde stemt nej til Maastricht-traktaten, hvor Folkebevægelsen mod EU blev splittet og Junibevægelsen etableret.
Ud over nogle ikke ubetydelige personlige modsætninger var der også en politisk. Den nye bevægelse skulle samle både EU-tilhængere og EU-modstandere - så længe de bare var modstandere af en egentlig union.
Kapitlet nåede sit vælgermæssige højdepunkt ved EU-parlamentsvalget i 1999, hvor Junibevægelsen fik 317.508 stemmer. Det svarede til 16,1 procent af stemmerne og gav tre mandater i EU-parlamentet. I øvrigt det samme antal, som Socialdemokraterne opnåede.
Over årene skiftede Junibevægelsen profil. Fra i starten at have været åben for både EU-tilhængere og EU-modstandere fremstod bevægelsen mere og mere som værende for EU. Eller 'et nyt og slankt EU', som hovedparolen lød i forsommerens valgkamp. Måske nogen forestillede sig, at denne afdæmpning i det politiske budskab ville føre til en bredere tilslutning.

Junibevægelsen røg ud - desværre
Men præcis det modsatte skete. Mange vælgere synes at have ræsonneret, at hvis man alligevel skulle stemme på et EU-parti, så kunne man lige så godt stemme på det parti, som man plejede at stemme på. Og der er jo nok af EU-positive partier at tage af. Andre vælgere syntes, at JuniBevægelsens EU-kritik trods alt var blevet for tam - og valgte Folkebevægelsen.
Resultatet blev en voldsom tilbagegang. Ved valget den 7. juni 2009 stemte kun 55.396 vælgere - svarende til 2,4 procent - på JuniBevægelsen. Det ville have været nok til at give valg af fire-fem mandater til Folketinget, men ikke til EU-parlamentet. Dér er der jo kun 13 danske pladser, og den reelle spærregrænse ligger dermed helt oppe omkring syv procent.
En eller anden kunne måske tro, at jeg så snuppede et ekstra glas rødvin lørdag aften. Ud over egen succes er andres fiasko jo ikke at foragte, lyder devisen. Men nej. Jeg er oprigtig ked af, at JuniBevægelsen ikke klarede skærene ved valget i juni. Og jeg er ærgerlig over, at vi i Folkebevægelsen ikke fik så mange overskydende stemmer, at vi kunne give JuniBevægelsen en hjælpende hånd over spærregrænsen, sådan som de gjorde for Folkebevægelsen ved valget i 2004.
Ikke fordi jeg på nogen måde er i tvivl om nødvendigheden af den konsekvente EU-modstand. Jeg er imod EU som sådan, og det er min bestemte opfattelse, at både Danmark, Europa og Verden ville være et bedre sted foruden.

Kampen mod EU foregår konkret
Men kampen mod EU foregår også på det konkrete plan. Den foregår for eksempel, når man kæmper for befolkningernes ret til stemme om EU`s udvikling ved folkeafstemninger. Den foregår, når man kæmper mod den Lissabon-traktat, som vil gøre EU endnu mere udemokratisk og på over 50 nye områder overfører beslutningsret fra de nationale parlamenter til EU. Og den foregår, når man nede i EU-parlamentet kæmper imod totalharmoniseringer og for, at medlemslande kan gå foran, når det gælder miljø, forbrugerrettigheder, dyrevelfærd og sociale rettigheder.
I mange af disse kampe har JuniBevægelsen og Folkebevægelsen gennem årene stået sammen. Derfor kommer der til at mangle en makker fremover. Det vil kunne mærkes - og almindelige mennesker risikerer, at komme til at betale prisen gennem forringelser og yderligere underminering af demokratisk indflydelse.
Kapitlet om Junibevægelsen er forbi. Jeg håber, at rigtig mange vil benytte anledningen til at gå med i Folkebevægelsen og give et bidrag til, at vi kan løfte opgaven. I fællesskab kan vi skrive et nyt og flot kapitel i Unionsmodstandens store bog.

www.sorensondergaard.dk