Vi fralægger os forpligtigelsen til at beskytte civilsamfundet i Irak, samtidig med at vi nægter dem, der ikke kan vende hjem til Irak, retten til asyl - selv i vores kirker

af Per Danbo, København
For os er det tilsyneladende blot vores egen smålighed, der har tvunget 22 Irakere tilbage til en krigszone, for dem er det liv eller død.
Ser man nærmere på vores motiv, er det alligevel noget større end racistisk smålighed, der ligger bag: det er hele vores selvopfattelse som fredelig og retfærdig nation, der er i fare.
Umiddelbart kan man undres over, at nogle af de få principper, der kan betegnes som en sejr for menneskeheden i en verden af historisk ufred - religiøse steders ukrænkelighed i det små og Geneve konventionens ansvarspålæggelse for civilsamfundet hos aggressor i det store - kun fremdrages ved påpegning af andres svigt af disse humanitære principper og ikke anses for gyldige eller relevante, når vi selv er overmagten.
Men det er netop derfor, at de skrøbelige universelle rettigheder, der beskytter ofre for aggression, er lavet og er så vigtige. Den angribende er altid overbevist om egen retfærd.
Når vi har invaderet og besat et land, er vi fulde af forklaringer på, hvorfor ragnarok er de besattes eget ansvar, og når vi krænker kirkefreden, er det, fordi denne er blevet misbrugt af mennesker, den ikke var tiltænkt.
Som andre aggressorer gennem verdenshistorien evner vi ikke tvivlens nåde-gave, og her har vi så slået to fluer i ét menneskerettigheds-smæk:
Vi fralægger os forpligtigelsen til at beskytte civilsamfundet i Irak, samtidig med at vi nægter dem, der ikke kan vende hjem til Irak, retten til asyl - selv i vores kirker, og vi overhører samtlige internationale institutioners advarsler, når det gælder os selv.

Tveægget sværd
Vi benægter ikke alene sammenbruddet af civilsamfundet i Irak, men truer også de irakiske myndigheder med at fratage dem det aflad,vi har efterladt dem - den økonomiske støtte. Som om vi havde gjort Irak en tjeneste med at yde denne og ikke invaderet på - af alle anerkendte - falske præmisser. Som om vi kan undsige os fuld krigsskadeserstatning mange, mange år fremover.
Men vi ved, at sværdet er tveægget, Irak skal være fredeligt, og det skal være sikkert at tilbagesende irakere. Ellers vil hele korthuset brase sammen, og så er det ikke er svært at se, at hele vores Irak projekt var løgn, fra invasion til tilbagetrækning, og at vores skyld og ansvar er stort.
Vores forsvarsminister Søren Gade lå på jorden under missilbeskydning ved selve den ceremoni, der skulle markere, at nu var Irak sikkert. Vores mission var fuldført. Selvbedraget er så stort, at det åbenbart er blevet helt usynligt.
Den tyske besættelse af Danmark varede blot fem år og krævede i krigshistoriske sammenhænge relativt få ofre og flygtninge, vores samfund var intakt, og vi blev befriet. Det tog os danskere mange år og generationer at komme os over det.
Irak er stadig på sjette år fuld af besættelsestropper, det har krævet hundrede tusinder liv, det har skabt 4,5 millioner flygtninge, ødelagt al infrastruktur, og der er absolut ingen håb om 'befrielse'.
Hvor mange år og generationer vil det tage irakerne at komme sig over dét, og hvilken form vil det tage i deres kulturelle identitet? - Hvor er vores historiske proportionssans ?

Glidebanen
Den tyske besættelse er er en stor del af vores egen identitet, og i mange år efter holdt vi ofrets moralske renhed højt og arbejdede for de overordnede internationale principper, vi i dag bryder; det er, som om vred forurettelse og smålighed nu har overtaget vores nationalkarakter.
Dansk Folkeparti har været ude med, at menneskerettighederne burde afskaffes, og Venstres udenrigspolitiske ordfører, Søren Pind, har senest udtalt, at FN ikke har nogen fremtid og intet godt udrettet.
Med Dansk Folkeparti i spidsen er vi kommet langt på en moralsk glidebane i vores selvforståelse, men vil det lykkes os at forblive i sejrherre illusionen - at vi har retten til at skrive historien - eller vil vi en dag skyldbetynget vågne op og værge for os med de tyske ord : 'Davon haben wir nichts gewusst!'
Irakerne fik ikke lov at blive, men på den - helt - anden side: hvem fra de tyskbesatte områder under Anden Verdenskrig ville forvente eller ønske asyl i Tyskland?