Kriminalisering af social protest, hvormed stater i moderne tid altid har forsvaret sig, er blevet skærpet og internationaliseret, og den danske stat er dybt integreret heri

af Patrick Mac Manus, København
Som formand for Landskomitéen Sydafrika-Aktion (LSA) 1986-1990 og anholdt to gange i perioden er PET-Kommissionens beretning om 'overvågning af den antiimperialistiske venstrefløj 1945-1989' (Bind 9) af en vis interesse.
Målet for bevægelsen var at bære kampen for et nyt Sydafrika ind i hverdagen, at bringe den sydafrikanske frigørelsesproces så tæt på befolkningen som muligt. Målet var at skabe en deltagelse, der overskred det politiske systems mere snævre form. Ikke mindst i en tilbagevendende kampagne for løsladelsen af Nelson Mandela fra årtiers fængsling.
Landskomiteens aktionsformer havde som mål at henlede opmærksomhed på og miskreditere et illegitimt sydafrikansk styre og enhver tilsigtet eller utilsigtet støtte til dette styre.
Aktiviteterne havde ofte karakter af såkaldt civil ulydighed: De bevægede sig på kanten af loven for på denne måde at fremhæve de illegitime forhold, som aktiviteterne rettede sig imod. Civil ulydighed bliver også i disse dage et væsentligt tema.

Fra PET-rapporten
LSA bliver især tildelt opmærksomhed i PET`s årsberetninger fra 1985 og i de følgende år. Komitéen har kontakt til 'forbudte' organisationer, især til African National Congress (ANC) og South African Congress of Trade Unions (SACTU).
Landskomitéen arbejder primært for at afbryde enhver dansk forbindelse til Sydafrika og samarbejder i øvrigt med ANC i Nordisk Sanktionsbureau, der overvåger, om den danske sanktionslovgivning bliver efterlevet. En lovgivning, der mod regeringens ønske bliver vedtaget af et 'alternativt flertal'. En boykot af Shell-produkter står øverst på kampagnens dagsorden.
Det nævnes i beretningen, at LSA er det samlende organ for en række komitéer i landet. I januar 1985 dannes en københavnsk komité. En gruppe, der iværksætter flere aktioner, herunder indtrængen på det sydafrikanske konsulat.
Konsulatet bliver udråbt til ANC`s repræsentation i Danmark, og ruderne knust. 14 aktivister bliver anholdt. Konsulatet er udsat for hærværk og nye besættelser flere gange i løbet af de følgende år.
En gruppe aktivister trænger ind på South African Airways kontor på Vesterbrogade i København, hvor der bliver udøvet hærværk mod inventaret. I den forbindelse bliver to personer anholdt. Aktivister trænger ind i Investeringsbørsen ved Holmens Kanal og ødelægger kontorinventar til en værdi af cirka 100.000 kroner.
South African Airways lokaler bliver igen angrebet og udsat for rudeknusninger og bemaling. Elleve personer bliver anholdt. Aktivister, der aktionerer mod forretninger, som handler med sydafrikanske varer, bliver anholdt.
Maskerede aktivister trænger ind i rejsebureauet ITTA, hvor inventar og lokaler bliver udsat for omfattende hærværk. Ti aktivister stjæler 70 kasser Lego fra en BR-butik på Strøget i København; kasserne bliver bragt til Storkespringvandet og brændt. Det lykkedes ikke for politiet at finde gerningsmændene.
I Region II har Sydafrika Komitéen også udøvet hærværk mod firmaer og forretninger med forbindelse til Sydafrika. Aktionerne finder sted i og omkring Århus. Maersk Air, Århus Oliefabrik og kulimporten fra Sydafrika er de mest udsatte mål. Sådan er beretningen fra Politiets Efterretningstjeneste.
Det politiske klima bliver efterhånden skærpet, ikke mindst under indtryk af boykotkampagnen mod Shell.
Der var et stigende ønske fra statslig side om politisk og juridisk at inddæmme den tendens til destabilisering og uro, som solidaritetsbevægelsen tilsyneladende var ved at skabe. I januar 1989 bliver 21 medlemmer anholdt og sigtet, herunder formanden for landskomitéen..

Det politiske klima
I forlængelse heraf bliver det noteret, at formanden var medlem af DKP og var på skolingsophold i Ungarn i sommeren 1987. Den pågældende beskrives som 'moderat', idet han 'tager afstand fra voldelige hærværksaktioner ud fra den overbevisning, at det skader sagen i forhold til den brede befolkning'.
Anholdelserne var langtfra de første i komiteens historie. Der var ofte blevet kalkuleret med anholdelser som element i komiteens aktivitet. Anholdelserne var en logisk konsekvens af begivenheder, konflikter og diskussioner i både offentligheden og i komiteen gennem de forudgående år.
I den tid kunne der iagttages en udvikling af terrorbegrebet, der senere udfoldede sig i stor målestok. 'Terrorisme' hørte til det sydafrikanske styres sædvanlige sprogbrug for modstanden mod regimet.
ANC blev i hele perioden defineret som terroristisk organisation af det amerikanske udenrigsministerium og i London. (Det er først i år, at navnet Nelson Mandela er fjernet fra USA`s officielle indrejseadvarsel mod 'terrorister').
Betegnelsen vandt i stigende grad indpas i højreradikale og konservative angreb på anti-apartheidbevægelsens arbejde i Danmark. Samtidig voksede kravet om en skærpelse af lovgivningen.
Et element i skærpelsen var forsøget på at omfortolke straffelovens paragraf 114 i afsnittet om 'Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.'
Heri hedder det: 'Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil seks år'.
Bestemmelsen var rettet mod en indre trussel mod statslig myndighed, vedtaget efter Anden Verdenskrig, men blev i denne periode søgt udvidet til at omfatte støtte til organisationer i andre lande, der førte kamp mod statsmagten - som i Sydafrika eller Palæstina.
Dette kunne gælde økonomisk eller anden væsentlig støtte til ANC eller til palæstinensiske organisationer, som på dette tidspunkt var i søgelyset, ikke mindst på grund af den såkaldte Blekingegade-sag.
Landskomitéen Sydafrika-Aktion fastholdt, at den i sin støtte til ANC betragtede den væbnede kamp som et legitimt middel i en samlet strategi for at omstyrte apartheidregimet i Sydafrika, og at lovgivningens intention aldrig havde været at kriminalisere en støtte af denne art.

Aktuelle forhold
Den vidtgående omfortolkning af paragraf 114 gik i sig selv igen, men var foruroligende. Den varslede de skærpelser af straffelovens kapitel 13, den såkaldte terrorpakke, der i juni 2002 blev vedtaget af Folketinget. Vedtaget midt i den panik, der bredte sig efter angrebet den 11. september 2001 på tvillingtårnene i New York.
Hermed bliver det strafbart materielt eller på anden vis at støtte indenlandske eller udenlandske organisationer, der klassificeres som terroristiske.
Klassificeringen af organisationer som terroristiske er samtidig præget af stor vilkårlighed, præget især af et skjult og ukritisk samarbejde mellem efterretningstjenester.
En fælleseuropæisk arrestordre og internationale udleveringsaftaler, som også omfatter USA, er et yderligere led i internationaliseringen af straffelovsbestemmelserne.
I stigende grad bliver demokratiske rettigheder betragtet som hindring for indsatsen mod 'terrorismen'. Legitime modstandsformer stemples som terroristiske.
Modstanden kan rette sig mod nationalstaters manglende evne til at imødekomme legitime ønsker om selvbestemmelse. Eller rette sig mod en global destruktion af både menneskeliv og naturgrundlag, som de nuværende politisk-økonomiske systemer rummer i sig.
Den kriminalisering af social protest, med hvilken stater i moderne tid altid har forsvaret sig, er både blevet skærpet og internationaliseret gennem de seneste år, og den danske stat er dybt integreret heri. En ophævelse af terrorlovgivningen ville være at vende tilbage til virkelighedens historie.
Folkeligt oprør er en historisk kendsgerning og i visse tilfælde en nødvendighed. En nødvendighed, der indtræffer, når alle andre handlingsmønstre er undertrykte og utilgængelige. En åben støtte til en sådan bevægelse nægtes i lovgivningens nuværende perspektiv og rammes af retsforfølgelse.
I sin tid vurderede Politiets Efterretningstjeneste, at formanden for Landskomitéen Sydafrika-Aktion var 'moderat, idet han tog afstand fra voldelige hærværksaktioner ud fra den overbevisning, at det skadede sagen i forhold til den brede befolkning'. - I dag anklages den samme for at støtte 'terrorisme' i Palæstina og Colombia.
Tiderne har ændret sig. Men stadigvæk gælder det: Overførsel af økonomiske midler og politisk sympati for befolkninger og bevægelser, der rammes af voldsom ulighed og besættelse, er og vil fortsat være en grundlæggende rettighed, som hverken anklagemyndighed eller statsmagt kan ophæve. Civil ulydighed er fortsat en demokratisk nødvendighed.