06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skab internationalt pres - boykot Israel

Skab internationalt pres - boykot Israel

Tirsdag, 15. september, 2009, 00:00:00

Dette er historien om en israeler, der kommer til den smertelige erkendelse, at en boykot er den eneste måde, hvorpå Israel kan reddes

af Neve Gordon
Israelske aviser er fyldte med artikler om det internationale forsøg på en boykot af Israel. Film er blevet fjernet fra israelske filmfestivaler, Leonard Cohen er under angreb for at ville optræde i Tel Aviv, og Oxfam har afbrudt forbindelserne til en kendis-talsmand, en amerikansk skuespillerinde som promoverer kosmetikprodukter, der er produceret i de besatte områder.
Støtten til boykotten af Israel er voksende. Det er netop sådanne taktikker, der var med til at vælte apartheidstyret i Sydafrika.
Det er ikke overraskende at mange israelere, selv peaceniks (fredsfolk, red.), ikke synger med. En global boykot kan ikke undgå at komme til at lyde som anti-semitisme. Den rejser også spørgsmålet om dobbelte standarder i relation til Kinas overtrædelser af menneskerettighederne, samt den på overfladen modstridende position, der vedrører accept af boykot af ens nation.
Det er ikke en let beslutning for mig som israelsk borger, at bede udenlandske regeringer, regionale autoriteter, internationale sociale bevægelser, tros-baserede bevægelser, fagforeninger og borgere at afbryde samarbejdet med Israel. Men i dag, mens jeg ser på mine to drenge, der leger i haven, er jeg overbevist om, at det er den eneste måde, hvorpå Israel kan frelses fra sig selv.
Jeg siger dette, fordi Israel har nået en historisk skillevej, og i en krisetid er det nødvendigt med drastiske løsninger. Jeg siger dette som en jøde, der har valgt at opfostre sine børn i Israel, og som en, der har været medlem af den israelske fredsbevægelse i næsten 30 år, og som er nervøs for landets fremtid.

En apartheidstat
Den mest præcise måde at beskrive Israel i dag er som en apartheidstat.
I mere end 42 år har Israel kontrolleret landet mellem Jordan-dalen og Middelhavet. I dette områder bor seks millioner jøder og godt fem millioner palæstinensere. Ud af denne befolkning bor godt en halv million jøder og 3,5 millioner palæstinensere i de områder, som Israel besatte i 1967.
På trods af at de lever i det samme område, er de underlagt to vidt forskellige retssystemer. Palæstinenserne er statsløse, og mangler mange basale menneskerettigheder. Dette i en skarp kontrast til deres israelske naboer som er israelske statsborgere.
Spørgsmålet, som holder mig vågen om natten både som forældre og som borger, er hvordan jeg kan sikre at mine to drenge såvel som mine palæstinensiske naboers ikke vokser op i et apartheid regime.
Der er kun to moralske måder, hvorpå dette mål kan nås.
Det første drejer sig om en et-statsløsning: Tilbyde borgerskab til alle palæstinensere og dermed etablere et bi-nationalt demokrati indenfor det område, som er kontrolleret af Israel. Dette har den konsekvens, at Israel vil ophøre med at være en jødisk stat. For de fleste israelere er dette utænkeligt.
Den anden mulighed kræver, at vi opgiver vores apartheid og accepterer en to-statsløsning., hvilket betyder, at Israel trækker sig tilbage til 1967-grænserne, acceptere en deling af Jerusalem og en anerkendelse af palæstinensernes ret til at vende hjem, med den betingelse, at kun et begrænset antal af de 4,5 millioner palæstinenserne vender tilbage til selve Israel. Resten kan vende tilbage til Palæstina.

En stat eller to stater
Geografisk er et-statsløsningen gennemførlig, idet israelere og palæstinensere allerede er blandet sammen. Og allerede nu er et-statsløsningen (i skikkelse af apartheid) en realitet. Imidlertid er en to-statsløsning ideologisk mere realistisk, idet færre end en procent af jøderne og kun en minoritet af palæstinenserne støtter bi-nationalisme.
For tiden, på trods af konkrete problemer, er det lettere at ændre de geografiske end de ideologiske realiteter. Hvis de to folk engang i fremtiden ønsker at dele en stat, så kan de gøre det, men i dag er det noget, som de ikke ønsker.
Hvis en to-statsløsning er vejen frem mod afskaffelse af apartheidstaten, hvordan opnås den da?
Jeg er overbevist om, at eksternt pres på Israel er det eneste svar. Gennem de sidste tre årtier, er antallet af jødiske nybyggere i de besatte områder vokset. Myten om et forenet Jerusalem har ført til en apartheid by, hvor palæstinensere ikke er borgere og mangler almindelige muligheder. Den israelske fredsbevægelse er svundet i antal, så den i dag nærmest er ikke-eksisterende, og samtidig bevæger israelsk politik sig mod højre.
Det er derfor åbenlyst for mig, at den eneste måde hvorpå Israels kurs kan ændres, er gennem internationalt massivt pres. Ordene og fordømmelserne fra Obama-administrationen og EU har ikke givet resultater, ikke engang afbrydelse af bosættelser eller tilbagetrækning fra de besatte områder.

Massivt internationalt pres
Jeg har derfor besluttet at støtte boykot, frigørelse og sanktionsbevægelsen, som blev startet af palæstinensiske aktivister i 2005, og som har opnået støtte verden over.
Målet er at få Israel til at respektere international ret, samt at palæstinenserne har ret til selvbestemmelse.
I den spanske by Bilbao formulerede en koalition af organisationer en ti punkts kampagne for boykot, frigørelse og sanktioner rettet mod Israel med det formål, at presse Israel 'gradvist og på en bæredygtig måde, som er følsom i forhold til kontekst og kapacitet'.
For eksempel begynder indsatsen med sanktioner mod og frigørelse fra israelske firmaer, som arbejder i de besatte områder, efterfulgt af sanktioner mod dem, som hjælper med at bevare og opretholde bosættelserne.
Kunstnere, som rejser til Israel for at optræde og for at tiltrække opmærksomhed mod problemerne, er velkomne, mens dem som blot vil optræde, ikke er.
Intet andet har virket. Et massivt internationalt pres på Israel, er den eneste måde at forhindre, at den næste generation af israelere og palæstinensere - mine to drenge inkluderet - ikke kommer til at vokse op i en apartheidstat.

Kronikken er oversat af Kim Andersen.


Neve Gordon er født i 1965 og er tredje generatione israeler.
Han er senior lektor og institutleder ved det israelske Ben-Gurion universitet i Beersheba ved afdelingen for politik. Desuden er han doktor og forfatter til bogen 'Israel's Occupation' (Israels besættelse, red.).

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp