Offensiven mod Sverige er med til at aflede Europa opmærksomhed fra Israels overgreb mod palæstinenserne og de forbrydelser, den israelske besættelsesmagt dagligt begår i de besatte områder

af Carlo Hansen
Uanset om der er hold i påstandene eller ej, så har den svenske avisartikel om den israelske hærs påståede organtyveri fra døde palæstinensere givet Israel mulighed for endnu engang at anstille sig i offerets og den forfulgtes rolle: Israel og jøderne med hele verden imod sig.
Med hysterisk skrigeri om svensk antisemitisme og en sammenligning af artiklen med det middelalderlige 'blood libel' (vildt overdrevne historier om, at jøder dræbte mennesker for at bruge deres blod i religiøse ritualer) har den israelske regering aktiveret hele pressionsapparatet, som det rutinemæssigt sker, når der rejses kritik af den jødiske stats handlinger og politik.
At smide tabuord som 'antisemitisme' i hovedet på kritikerne giver erfaringsmæssigt langt bedre resultat for israelerne end at forholde sig sagligt og professionelt til kritikken. Beskyldninger om antisemitisme, holocaust-benægtelse og jødeforfølgelse får mange kritikere til at bakke ud og er med til at hindre, at nødvendige diskussioner og holdninger til israelsk politik bringes frem.
Israel forsøger sig med samme fremgangsmåde i den aktuelle sag med den store svenske avis Aftonbladets artikel af journalisten Donald Boström.

Gamle mistanker
Artiklen bringer mangeårige og vedholdende palæstinensiske mistanker og ubekræftede rygter frem i lyset om, at israelerne gennem årtier måske har taget interne organer fra palæstinensiske fanger uden tilladelse fra de pårørende.
Nogle af oplysningerne, der bringes i artiklen, antyder endda, at palæstinensere i nogle tilfælde kan være blevet taget til fange netop med det formål for øje at tage deres organer. Det er i øvrigt ikke nye oplysninger, verden her præsenteres for. Informationerne i Donald Boströms artikel stammer fra et kapitel i bogen 'Inshallah: konflikten mellan Israel och Palestina', redigeret af Boström og udgivet første gang i 2001.
Den gang reagerede Israel ikke. Når den israelske regering nu farer frem med bål og brand otte år senere, kan det blandt andet hænge sammen med, at de palæstinensiske påstande om israelsk organtyveri nu bringes ud i de europæiske medier, hvor kritikken af Israels politik i det store og hele ellers holdes på et for Israel ikke-skadeligt niveau.
Det handler om 40 års besættelsespolitik, overgreb og drab på palæstinensere, belejringen af Gaza-striben og krigen mod stribens indespærrede befolkning i januar, eller det er fortløbende trusler om krig mod Iran og de arabiske nabolande med risiko for at sætte hele Mellemøsten i brand.
Det er blandt andet sikringen af denne tilstand, at fastholde kritikken fra Israels europæiske venner og allierede på det hidtidige ufarlige plan, der dirigerer den israelske regerings voldsomme angreb på den svenske ytringsfrihed i forbindelse med Donald Boströms i øvrigt ikke dokumenterede oplysninger om den israelske hærs påståede organtyveri.

Angreb på svensk ytringsfrihed
Med den israelske regerings højrøstede krav om, at den svenske regering skal undskylde, om offentlig fordømmelse og svensk regeringsindgreb mod Aftonbladet, ligger 'Mellemøstens eneste demokrati' her helt på linje med den islamiske holdning til demokrati og ytringsfrihed, som den kom til udtryk i sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.
For Israel handler det i organ-sagen ikke kun om almindelig skadeskontrol. Der skal åbenbart også statueres et eksempel, så andre potentielle kritikere ved, hvad de kan vente sig, hvis de skulle træde over stregen med kritik af Israel.
Derfor presses citronen en ekstra gang med trusler om at aflyse den svenske udenrigsministers planlagte Israel-besøg og med begrænsninger af svenske journalisters arbejdsbetingelser i Israel, foruden trusler om boykot af den store svenske møbelkoncern IKEA.
Israel driver sin offensiv mod Sverige over grænsen til uforskammethed, når den israelske udenrigsminister Avigdor Lieberman beskylder den svenske regering for ikke at gribe ind mod 'blood libel mod jøder' ved at gå tilbage i historien og betegne affæren som en påmindelse om Sveriges neutralitetspolitik under Anden Verdenskrig, 'da Sverige heller ikke greb ind'.
EU forsøger at løse konflikten mellem Sverige og Israel med en resolution, under svensk EU-formandskab i øvrigt, som på det skarpeste fordømmer antisemitisme og lover at gribe ind imod den slags. Men det er ikke nok til at tilfredsstille de israelske krav.
Hvis deklarationen holdes i generelle vendinger og ikke specielt relaterer til artiklen i Aftonbladet, så løser det ikke konflikten, har en talsmand for det israelske udenrigsminister udtalt ifølge MIFTAH.ORG (31. august 2009).
Det israelske angreb på Sverige tjener muligvis også flere formål. De voldsomme beskyldninger om svensk antisemitisme kan minde om lignende israelske anklager om antisemitisme mod forhold i andre lande.
Blandt andet i Frankrig, hvor forhenværende ministerpræsident Ariel Sharon i 2004 i kølvandet på en række angreb på jøder og jødisk ejendom i svulstige vendinger til fransk raseri opfordrede derboende jøder til at emigrere til Israel med den begrundelse, at Israel var det eneste sted på kloden, hvor jøder kunne finde fred og sikkerhed mod antisemitisme og jødeforfølgelse.

Israel har brug for indvandring
Århundreder med pogromer har prentet den overbevisning i jødernes bevidsthed, at hele verden er efter dem, en opfattelse, der er blevet hundredfold forstærket af de nazistiske jødeudryddelser. Derfor klinger ordet 'antisemitisme' stærkt i jødiske/israelske øren, især når det bruges demagogisk til stemningsmobilisering.
Israel har stærkt brug for øget jødisk indvandring. I dag forlader flere israelske jøder Israel, end der indvandrer nye til den jødiske stat. Den jødisk/israelske fødselsrate kan ikke følge med den palæstinensiske, hvilket har fået israelerne til at tale om palæstinensernes 'demografiske trussel' mod Israel.
Endelig kan offensiven mod Sverige være med til at aflede europæernes opmærksomhed fra Israels overgreb mod palæstinenserne og de forbrydelser, den israelske besættelsesmagt dagligt begår mod palæstinenserne i de besatte områder.
Derudover har Israel problemer med voksende modstand og kritik generelt fra en stadig mere skeptisk omverden med krav om boykot af Israel på en lang række områder. Det er en kritik, som også begynder at dukke op internt blandt israelske jøder og hos jødiske grupper i USA og Europa.
Flere lande herunder også traditionelt Israel-venlige stater - senest Sydafrika - er begyndt at advare israelske militærfolk mistænkt for medvirken til krigsforbrydelser mod palæstinenserne mod at rejse til de pågældende lande, hvor de risikerer at blive arresteret og anklaget.
Ministerpræsident Benjamin Netanyahu har også problemer med den nye amerikanske administration og præsident Barack Obamas forsøg på at få gang i den såkaldte fredsproces igen og få bremset Israels åbenlyse jordrøveri på Vestbredden med stop for udvidelse af de jødiske bosættelser/kolonier.

Propagandagevinst
Således kan den svenske organ-artikel i virkeligheden vise sig at være en gigantisk propagandagevinst og have en kærkommen afværgefunktion for den på mange måder pressede regering i Tel Aviv. I hvert fald på kort sigt.
Med artiklen om israelernes påståede ligrøverier har Donald Boström vakt et gammelt spøgelse til live, som har huseret i de besatte palæstinensiske områder i de første årtier af den israelske besættelse men ellers har holdt sig nogenlunde i ro, siden det palæstinensiske selvstyre blev etableret i de palæstinensiske områder med Oslo-aftalen fra 1993.
Palæstinenserne har fra begyndelsen af 1970`erne haft mistanke om, at israelerne stjal organer fra de unge palæstinenserne, de dræbte. Men specielt omkring 1990`erne i forbindelse med en israelsk regeringskampagne for at få israelerne til at melde sig som organdonorer har palæstinenserne registreret en mærkbar stigning i antallet af unge palæstinensere, som forsvandt.
Samtidig kunne mange palæstinensiske familier fortælle historier om unge, dræbt af israelsk militær, som blev returneret til deres familier efter flere dage og nu uden organer som hjerter, nyrer, lever eller øjne. Disse påstande er aldrig blevet bevist eller dokumenteret, men beretningerne og rygterne har fået nyt liv igen efter Donald Boströms udskældte artikel.
Der er heller ikke bragt nye informationer frem med artiklen. Den er et opkog af snart 20 år gamle oplysninger, som Boström gravede frem i sin research til kapitlet om de påståede organtyverier til bogen 'Inshallah'.
Boströms artikel handler i første omgang om en nylig afsløring af et organ-netværk af jødiske rabbinere i Brooklyn i USA. Rabbinerne handlede med nyrer fra Israel på det sorte marked. Netværkets hovedmand har fortalt, at han købte nyrerne af fattige mennesker for 10.000 dollars og solgte dem videre for 160.000 dollars til desperate patienter i USA.
Den oplysning koblede Donald Boström til de nu snart 20 år gamle palæstinensiske påstande om israelsk organtyveri og videre til Israels måde at håndtere organtransplantationer generelt. Han skriver, at Israel gentagne gange har været kritiseret for sin uetiske omgang med organer og transplantationer, og at Frankrig er blandt de lande, som er holdt op med organsamarbejde med Israel siden 1990`erne.
Boström skriver: 'Halvdelen af nyrerne transplanteret til israelere siden begyndelsen af 2000 er blevet købt illegalt i Tyrkiet, Østeuropa og Latinamerika. Israelske sundhedsmyndigheder har fuldt kendskab til sagen, men gør intet for at stoppe det. Ved en konference i 2003 viste det sig, at Israel er det eneste vestlige land, hvis sundhedsvæsen ikke fordømmer handel med organer. Der bliver ikke skredet ind mod læger, som deltager i ulovlighederne. Tværtimod, ledende lægemedarbejdere ved Israels største hospitaler er involveret i de fleste af de illegale transplantationer ifølge Dagens Nyheter (December 5, 2003).'

Mangler donorer
Israel har et ekstremt lavt antal villige organdonorer, det laveste i den vestlige verden. Det skyldes blandt andet religiøse årsager. Det er således i orden at modtage organer fra ikke-jøder, men jødiske organer må ikke bruges til at redde jødiske liv. Der er en stor kløft mellem behovet for organer til israelske patienter og muligheden for at få behovet dækket i Israel.
Det er her, de palæstinensiske mistanker om det israelske militærs organtyverier kommer ind i billedet. Donald Boström fortæller i artiklen, hvordan han i forbindelse med researchen til bogen i begyndelsen af 1990`erne, da den israelske regering kørte sin donorkampagne, og han selv opholdt sig i området, oplevede palæstinenserne fortælle, hvordan unge forsvandt fra landsbyerne på Vestbredden og i Gaza-striben. At soldaterne fem dage efter ville bringe dem døde tilbage med deres kroppe rippet op. Der var rygter om en dramatisk stigning af unge mænd, som forsvandt og om efterfølgende begravelse af obducerede lig.
Boström fortæller, hvordan han ved flere lejligheder fik henvendelser fra FN-medarbejdere, som udtrykte bekymring over udviklingen. 'De personer, som kontaktede mig, sagde, at der afgjort var tale om organtyveri, men at de blev forhindret i at gøre noget ved det', skriver han.
Pårørende til unge dræbte palæstinensere stiller sig de samme spørgsmål, som her refereret af Donald Boström: 'Hvorfor beholder de (israelsk militær) ligene i op til fem dage, før de lader os begrave dem? Hvad skete der med ligene i den tid? Hvorfor er de blevet obduceret imod vores vilje, når dødsårsagen er indlysende? Hvorfor bliver ligene returneret om natten? Hvorfor sker det under militær eskorte? Hvorfor lukkes området af under begravelsen? Hvorfor bliver elektriciteten afbrudt?'
Israel har svaret, at alle palæstinensere, som blev dræbt, rutinemæssigt blev obduceret. Til det oplyser Boström med henvisning til officielle palæstinensiske statistikker, at af de 133 palæstinensere, som blev dræbt det år (1992), blev kun 69 obduceret. (Læs Donald Boströms artikel).
De samme beretninger går igen i mange af de andre artikler om emnet, som nu er dukket op i forbindelse med Boströms artikel og den påfølgende ballade mellem Israel og Sverige.
En af dem er skrevet af den palæstinensiske journalist Kawther Salam, som lever i eksil i Wien. Hun har arbejdet som journalist i over 20 år i de besatte områder, inden hun blev smidt ud af israelerne. Det er ikke småting, hun har set under besættelsen. Hun skriver, at hun er klar til at stå frem og vidne til fordel for Donald Boström, hvis Israel gør alvor af truslerne om at sagsøge ham.

Kidnapper lig
'Emnet tyveri af palæstinensiske organer er kendt af alle i Palæstina', skriver hun.
Hun fortæller blandt andet, at hun personligt har været vidne til, hvordan israelske soldater i militære køretøjer har kidnappet ligene af døde palæstinensere fra skadestuer på palæstinensiske hospitaler.
'I andre tilfælde har jeg set, hvordan israelske soldater har fulgt efter palæstinenserne til gravpladsen for at stjæle liget fra familien før begravelsen. Den onde praksis var så udbredt, at mange mennesker begyndte at bære ligene af de myrdede hjem for at begrave dem i haven, under huset eller under træer i stedet for at vente på ambulancen, der skulle køre dem til hospitalet', skriver Kawther Salam.
Hun bringer mange andre påstande om personlige iagttagelser og egne billeder frem i artiklen. (Den kan her læses i sin helhed).
I en artikel fra april 1990 i Washington Report on Middle East Affairs med titlen 'Autopsies and Executions', skrevet af Mary Barrett, gives en detaljeret beskrivelse af groteske drab på unge palæstinensere. Artiklen indeholder også et interview med den tidligere øverste leder af sundhedssystemet på Vestbredden under jordansk administration og direktør for retsmedicin og obduktion.
Her spørger Mary Barrett dr. Hatem Abu Ghazalch om 'den udbredte bekymring over organtyveri, som har præget Gaza og Vestbredden siden intifadaen begyndte i 1987', og han giver flere årsager: 'Der er indikationer af, at organer, navnlig øjne og nyrer, blev fjernet fra ligene under det første år eller halvandet år. Der var simpelthen for mange rapporter fra troværdige folk, til at der ikke skete noget. Hvis en bliver skudt i hovedet og kommer hjem i en plasticpose uden indre organer, hvad vil folk så tro?' (Hele Mary Barrets artikel kan læses her).
Palæstinenserne lufter ikke kun deres mistanke om israelsk organtyveri, men taler også om, at palæstinensere i hundredvis gennem årene er 'forsvundet' eller begravet på de såkaldte 'nummer'-gravpladser.

Hemmelige fængsler
Det canadiske site Global Research citerer en palæstinensisk researcher, Abdul-Nasser Farwana, for at sige, at 'en af de ulovlige handlinger, udført af Israel, er at have hemmelige detentionsfaciliteter, hvor dusinvis af palæstinensiske tilbageholdte blev fængslet og der er aldrig er hørt fra dem siden'.
Farwana citeres videre for, at Israel stadig tilbageholder hundredvis af palæstinensere og arabiske kæmpere, og at Israel nægter at samarbejde med Internationalt Røde Kors om emnet. Abdul-Nasser Farwana siger videre, at Israel er den eneste stat, som har den politik at beholde ligene af dræbte arabiske og palæstinensiske kampfolk, og at omkring 300 'krigere' er begravet på 'nummer-gavpladsen'.
Farwana citeres videre for at sige, at 'dusinvis af tilbageholdte er døde i israelske fængsler', nogle på grund af tortur, og at deres lig ikke straks blev returneret til deres familier. I stedet er de blevet sendt til retsmedicinske centre, og nogle af deres organer var fjernet, før de blev sendt tilbage til deres familier. (Læs mere).
Der ligger en sådan nummer-gravplads i Jeriko på Vestbredden. Den hedder Rihaneh og er det sted, hvor dræbte fedajeener, de palæstinensiske kæmpere, som havde infiltreret Israel fra Jordan, er begravet.
Gravpladsens beliggenhed er hemmelig. Der har længe verseret rygter om, at de palæstinensere, som forsvinder efter at være blevet arresteret af israelsk militær, er endt der. Måske har de først været en tur i en af Israels hemmelige fængsler.
100 kilometer nord for Jerusalem på kanten til Vestbredden ligger 'Facility 1391'. Det er et af Israels hemmelige fængsler. Fængselskomplekset er ikke afsat på noget landkort, det er raderet væk fra alle luftfotos, og den militære censor har fjernet al omtale af dets beliggenhed fra israelske medier.

Israels guantanamo
'Facility 1391' er et cementfort stort set skjult af høje mure og fyrretræer. Fra to udkigstårne har bevæbnede vagter udsyn til de omkringliggende marker. Regeringen siger, at hemmeligheden omkring fængslet er vigtig af hensyn til Israels sikkerhed. Udenlandske journalister, som forsøger at skaffe informationer om fængslet, risikerer at blive udvist af landet, siger israelske advokater.
Det meste af fængselsanlægget er bygget under jorden og består af mørke cementceller på to gange to meter uden vinduer. Ifølge sparsomme oplysninger fra fanger, der er lukket ud af fængslet igen, udsættes fangerne for rutinemæssig tortur og mishandling.
Den israelske advokat Leah Tsemel, som arbejder med palæstinensiske klienter, citeres for at sige, at enhver, som sættes ind i fængslet, kan forsvinde, potentielt for altid. 'Det er ikke forskelligt fra de fængsler, som sydamerikanske diktatorer driver', har hun sagt.
Hvor mange indsatte, der er i fængslet, vides ikke. Ifølge en international ekspertgruppe af jurister, som det i 2003 lykkedes at få adgang til 'Facility 1391', så var der på det tidspunkt 662 fanger i fængslet. Men udsagn fra tidligere indsatte antyder, at det er fyldt med fanger, mange af dem libanesere fra Israels 18 år lange besættelse af Sydlibanon. Ikke engang Internationalt Røde Kors har fået adgang til 'Facility 1391'.
Fængslet blev oprindeligt indrettet for udenlandske fanger fra arabiske lande, men fra 2002, da Israel genbesatte Vestbredden under operation 'Defensive Shield', blev der i forbindelse med massearrestationer af palæstinensere også indsat palæstinensiske fanger i 'Facility 1391', fordi Israels øvrige fængsler var overfyldte. Også under Israels krig med Hizbollah i Libanon i 2006 sad der palæstinensiske fanger i fængslet.
Det er den britiske journalist Jonathan Cook, som har skrevet artiklen om Israels 'Guantanamo', som fængslet også kaldes. (Artiklen er fra 1993 og kan læses på www.counterpunch.com ).

Røde Kors ingen adgang
'Facility 1391' eksisterer stadig og er fortsat lige hemmelig og uden adgang for uafhængig inspektion. I maj i år krævede FNs Kommite mod Tortur, at Israel identificerer fængslet eller fangelejren og giver Internationalt Røde Kors adgang til fængslet.
Hvor mange palæstinensere, der sidder i fængslet i dag, vides ikke. 'Facility 1391' er ifølge Jonathan Cook (i en ny artikel fra 18. maj 2009 i Palestine Chronicle) ikke det eneste hemmelige fængsel i Israel, hvor der sidder palæstinensere. Hemmelighedskræmmeriet omkring lejren og andre hemmelige fængsler i Israel er med til at fyre op under palæstinensernes mistanke om, hvad der sker med de unge, som er forsvundet.
Donald Boström beskriver i sin artikel, hvordan han selv en nat i maj 1992 overværede begravelsen af en ung palæstinenser, 19-årige Bilal Achmed Ghanan, i landsbyen Imatin i den nordlige del af Vestbredden, efter at den unge mands lig var blevet leveret tilbage til familien af en israelsk militærkolonne.
Gilal var fem dage tidligere blevet skudt af israelske styrker, som invaderede hans landsby. Boström fortæller, hvordan soldaterne læssede offeret af i landsbyen og derefter udvalgte nogle få mandlige pårørende til den dræbte til at grave graven.
'Sammen med de skarpe lyde fra skovlene kunne vi høre soldaternes latter og vittigheder, mens de ventede på at kunne køre hjem. Da Bilal blev lagt i graven, var hans bryst et øjeblik udækket. Pludselig blev det klart for de få tilstedeværende, hvad slags overgreb, drengen havde været udsat for. Bilal var langt fra den første unge palæstinenser, som blev begravet med et snit fra maven op til hagen', skriver Boström.
Men om snittet også betød, at den unge palæstinensers indre organer også var fjernet, har Boström intet bevis for. Hans eget foto af liget fra dengang viser kun, at drengen har været skåret op og syet sammen igen.
Blandt de mange udsagn fra palæstinensiske familier til dræbte unge palæstinensere med opskårne kroppe om mistanke om fjernede organer er der ikke et eneste konkret bevis. Israelerne selv har været tavse som graven, og palæstinensiske myndigheder og retsmedicinere har ikke fået adgang til det retsmedicinske institut Abu Kabir i Tel Aviv.

Kræver sagen undersøgt
Men det betyder ikke, at sagen så bare fejes ind under gulvtæppet. Efter artiklen i den svenske avis opfordrer familien til Bilal Ghanam nu menneskeretsgrupper og juridiske organisationer til at danne et uafhængigt undersøgelsespanel til at efterforske drabet på deres søn og hans mistede indre organer, skriver The Palestine Chronicle (3/9-2009).
Samtidig meddeler det palæstinensiske nyhedsbureau Ma'an News Agency (3/9 2009), at det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden er i gang med at danne et højprofileret panel. Det skal undersøge påstandene om det israelske militærs 'organtyveri' fra dræbte og tilbageholdte palæstinensere.
Komiteen har allerede påbegyndt arbejdet med at indsamle alle tilgængelige informationer om emnet, oplyses det. Den palæstinensiske undersøgelseskommission består af sundhedsministeren, indenrigsministeren og ministeren for udlandsanliggende plus overordnede embedsmænd fra alle selvstyrets ministerier.
Dette initiativ bringer næppe større klarhed til emnet i første omgang, men det er blandt andet et signal til omverdenen om, at det er vigtigt, at få påstandene undersøgt.
Alison Weir, direktør for det amerikanske site If Americans Knew, skriver i en kommentar til Donald Boströms artikel, at på trods af den voldsomme kritik af hans artikel 'så er det imidlertid en kendsgerning, at dokumenterede beviser på offentlig og private organ-handel og tyveri og påstande om det, der er værre, er blevet vidt og bredt rapporteret i mange år. I den sammenhæng bliver de svenske beskyldninger langt mere plausible, end de ellers ville have været og antyder, at en undersøgelse meget vel kunne fremvise betydningsfuld information'.
(Alison Weir's artikel 'Israeli Organ Harvesting' (28-30 august 2009) kan læses i sin helhed på www.counterpunch.com).
Sagen har nu fået så megen opmærksomhed, at Israel kun kan være interesseret i en uafhængig international undersøgelse af de palæstinensiske påstande, så disse kan blive endeligt gendrevet, hvis det er, hvad der sker. Ligeså er det vigtigt, at palæstinenserne gennem en sådan undersøgelse får mulighed for at blive hørt med de følger, resultatet af en undersøgelse kan få.
Og endelig er det helt afgørende for Israels venner og allierede, som i forvejen støtter og accepterer Israels mange overgreb på palæstinenserne og politiske og militære handlinger, at der i det mindste i spørgsmålet om de påståede organtyverier skabes helt rene linjer. Det er vigtigt, at der trækkes en klar grænse for, hvad Israels venner, herunder Danmark, vil støtte og acceptere og dermed reelt vil lægge navn til.
Efter den vrede og voldsomhed, som den israelske regering har reageret på den svenske artikel med, så har Israel intet at skjule. En international undersøgelse af hele sagen vil derfor være til fordel for alle parter - ikke mindst for Israel selv.

Carlo Hansen er journalist, forfatter og har skrevet en række artikler og bøger om Palæstina og konflikten med Israel. Du kan læse flere af Carlo Hansens artikler på www.kaktusonline.dk