05 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forskere på bestillingsarbejde

Forskere på bestillingsarbejde

Lørdag, 19. september, 2009, 00:00:00

Landsorganisationen kender adskillige tilfælde, hvor ledige har været på kontanthjælp i årtier, hvor ansøgninger om førtidspension trækkes ud i årevis

af Gustav Bunzel, formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige, Åbyhøj
Sidst var det en kommission, en Arbejdsmarkeds-, - 'for i så`n en skal der altid sidde no`n', som Jørgen Reenberg sang i Admiralens vise - der endnu en gang ville skære i lediges rettigheder til dagpenge og efterløn.
Gang på gang vil man løse problemerne og 'redde' velfærden ved at gøre lavindkomster endnu lavere. Gør de fattige fattigere, så bliver alting godt.
Nu har samme kommission så bestilt forskning om førtidspension hos det en gang respektable Socialforskningsinstitut (SFI), som under denne regering (også) har skiftet navn til Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Jobcentrene formidler ikke arbejde, SFI forsker ikke længere i velfærd, men i offentlige besparelser og fremskaffelse af billig arbejdskraft. 'Regeringen har bedt kommissionen komme med forslag til, hvordan der kan komme 50.000 ekstra ud på det danske arbejdsmarked', skrev Politiken den 6.september.

'Parkering'
Man fremfører den efterhånden sædvanlige påstand, at alt for mange 'parkeres' (et nyliberalistisk modeord) på en førtidspension. Nogle kunne genvinde arbejdsevnen.
Samtidig fremfører regeringstalsmænd og -kvinder - når vilkårene for kontanthjælp kritiseres - at ledige ikke skal parkeres varigt på kontanthjælp, som kun er tænkt som en midlertidig ydelse.
Landsorganisationen af Arbejdsledige kender adskillige tilfælde, hvor ledige har været på kontanthjælp i årtier, hvor ansøgninger om førtidspension trækkes ud i årevis.
Og afvises med luftige begrundelser om tilstedeværelsen af en restarbejdsevne, ofte i modstrid med lægeerklæringer. En restarbejdsevne, som den ledige ikke kan bruge til noget, da ingen vil købe den.

Økonomisk motiv
Forskellen på en førtidspension og kontanthjælpen er en indviklet affære at beregne. For enlige over 25 er det forskellen på 15.700 og 9500 kroner før skat - en betydelig forskel på dette indkomstniveau. For kommunerne kommer forskelle i den statslige refusion.
Kommunen, og dermed dens sagsbehandlere, har altså klare, kontante motiver til at forsinke tildelingen af en pension. Det er vort klare indtryk, at de også gør det.
Og så parkeres syge mennesker varigt på en midlertidig ydelse, som ikke kan være meget over den definerede fattigdomsgrænse. Her skal de så aktiveres, helt og aldeles formålsløst. Med mindre de er for syge hertil. Og her respekterer man ikke egne lægeerklæringer.
Hvad bliver forskere betalt for at sidde i sådanne kommissioner og udføre sådant bestillingsarbejde? Kunne en journalist ikke en dag finde på at stille et sådant spørgsmål? Får de flere bestillinger, hvis de leverer andre resultater, end hvad bestilleren ønsker?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp