Disse nedskæringer er blevet vedtaget i Erhvervsministeriet, og da kulturministeren blev spurgt om begrundelsen, vidste hun tilsyneladende ikke, hvad hun skulle svare

fra Franz Ernst, formand for Dansk Kunstnerråd
Til statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Kære Lars Løkke Rasmussen. Dansk Kunstnerråd skriver hermed til dig, fordi vi har konstateret en fejl i regeringens interne kommunikation.
Vi beder om, at fejlen bliver udbedret til gavn og glæde for os alle. Derfor denne henvendelse fra Dansk Kunstnerråd, der repræsenterer cirka 17.000 danske kunstnere.
Sagen er, at de enkelte ministerier i din regering tilsyneladende handler uden at undersøge, hvilke konsekvenser deres beslutninger har for andre ministerier, og det giver uro langt uden for regeringens egne rækker.

Uvarslet
Et eksempel: I foråret 2009 lavede Skatteministeren en lov, der påbød, at alle modtagere af royalties og kopieringsvederlag skulle betale arbejdsmarkedsbidrag heraf.
Det betød en reel beskæring af danske kunstneres indtægter med mindst fem millioner kroner, og for de berørte kunstnerorganisationer kom det som et lyn fra en klar himmel.
Det gjorde det vist også for kulturministeren, for Skatteministeriet havde ikke orienteret Kulturministeriet om ændringen.
Vi protesterede mod ændringen, men alligevel blev ordningen vedtaget, og danske kunstnere fremstod i offentligheden som en gruppe, der altid brokker sig, og det er ikke et image, vi er glade for.
Et andet eksempel: I forslaget til den kommende finanslov står der, at spillesteder, egnsteatre, de små storbyteatre og Københavns Teater får deres bevillinger beskåret med et tocifret millionbeløb.
Det viser sig, at disse nedskæringer er blevet vedtaget i Erhvervsministeriet, og da kulturminister Carina Christensen blev spurgt om begrundelsen, vidste hun tilsyneladende ikke, hvad hun skulle svare, for Kulturministeriet var ganske enkelt ikke blevet informeret.
Et tredje eksempel er den såkaldte huskunstnerordning. Det er en ordning, hvor skoler, gymnasier og fritidsordninger kan ansætte en kunstner i en kortere eller længere periode. Nu kunne vi pludselig læse i avisen, at den skal afskaffes.

Ingen høring
Et fjerde eksempel er fjernelsen af tilskuddet til kulturskoler og billedkunstneriske uddannelser. Vupti var de væk. Vel at mærke uden forudgående diskussion.
Tænk, hvis vi var blevet inddraget i drøftelserne om arbejdsmarkedsbidraget, om teaterstøtten, om huskunstnerordningen og andre foranstaltninger?
Det blev vi ikke, og nu er det ikke længere den offentlige debat, der tæller, nu kræves der et stort lobbyarbejde.
Vi synes ikke, det er en god måde at føre kulturpolitik på, og vi beder derfor om, at de kommunikationsbrist, der er i regeringen, bliver udbedret, så vi får en chance for at være konstruktive medspillere i udviklingen og vedligeholdelsen af dansk kunst og kultur.