SF er tilsyneladende hoppet med på en politisk præmis, betinget af en New Public Management ideologi, som indbefatter øget markedsgørelse, konkurrence og frit-valg ordninger

af Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS)
Begejstringen hos formanden for Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem, Jens Terp, fik mandag den 17. august frit løb i Information.
I artiklen, 'Politisk flertal for flere selvejende institutioner' fremgår det, at der er politisk flertal på Christiansborg for flere selvejende institutioner. Det er forståeligt nok, at Jens Terp er glad for udviklingen. Det kan imidlertid undre, at politikerne på Christiansborg uden slinger i valsen køber de overfladiske klichéer fra Jens Terp.
Mere arbejdsglæde, lettere administration, effektiv styring, direkte borgerindflydelse, besparelser uden serviceforringelser og mere selvbestemmelse. Det er ikke pæne ord det skorter på, når Jens Terp skal rose de selvejende institutioner fortræffeligheder.
Effektiv styring og lettere administration er to af de påstande, som slynges ud i luften som argumenter for flere selvejende institutioner. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer.
I artiklen fremlægges ingen saglig argumentation for, at det skulle være tilfældet. Udmeldingerne virker derfor som ren overlevelsesstrategi fra Jens Terps side. Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem ser det nærmest som en naturlov, at selvejende institutioner er bedre til styring og administration end de offentlige. Det er ingenlunde tilfældet.

Myterne
Tværtimod nyder de selvejende institutioner godt af kommunernes administrative og økonomiske håndsrækning. Kommunerne betaler nemlig et ekstra særligt administrationsgebyr til de selvejende institutioner. Ikke alene koster administrationsbidraget kommunerne tid, penge og resurser - det koster også velfærd.
Merudgiften for kommunerne til de selvejende institutioners administrationsselskaber, kunne i stedet bruges til at højne kvaliteten i de kommunale institutioner. LFS så gerne en kommunalisering af institutionerne. Det er den billigste og velfærdsmæssige mest forsvarlige måde at sikre alle børn i Danmark lige muligheder, hvor ingen glemmes i markedsgørelsens hellige navn.
LFS peger desuden på reel kommunal afbureaukratisering med mindre kontrol og dokumentation som første skridt til at sikre bedre styring og administration. Det ville sikre de kommunale daginstitutioner pædagogisk og ledelsesmæssig autonomi og metodefrihed og dermed sikre mere demokratisk indflydelse til både medarbejdere og forældrebestyrelser.
Ifølge Jens Terp og Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem skaber selveje også bedre betingelser for mangfoldighed, og ingen 'besværlige' børn vil blive sorteret fra, siger formanden. Der er god grund til at være kritisk.
Den logiske konsekvens af selveje er i sagens natur, at de resursestærke forældre vil søge derhen, hvor resurserne og overskuddet er størst. Det betyder, at forældre og børn med få resurser vil blive tilbage i det kommunale system. Hvis udviklingen fortsætter mod selveje, privatisering og flere besparelser i det offentlige, vil resursesvage familier blive efterladt med det næstbedste.
Selveje vil dermed være en medvirkende årsag til at fremme uligheden i samfundet allerede fra barnsben. Dermed bliver mangfoldigheden i samfundet begrænset - ikke fremmet.
Idéen om, at selveje skulle sikre bedre mangfoldighed, bygger på den liberalistiske misforståelse, at alt der er offentligt er lig med: ensretning, standardisering, betonstyring og manglende engagement.
Virkelighedens verden ser naturligvis ganske anderledes ud. Der findes utallige gode eksempler på mangfoldighed inden for den pæda-gogiske, ledelsesmæssige, strukturelle og organisatoriske praksis i de kommunale institutioner - det er bare at tage en tur rundt på institutionerne, så vil man hurtigt opdage det.

Påstande
Det påstås også, at borgerindflydelsen øges, hvis de selvejende institutioner får bedre muligheder for at etablere sig. Argumentet er noget vrøvl. De seneste års mange erfaringer med forældrenes og borgernes aktive deltagelse i kampene for bedre vilkår på børn- og ungeområdet viser, at argumentet ikke holder.
Borgerne sætter god service og kvalificeret pædagogisk arbejde over retten til at vælge mellem offentlige og private tilbud. Myten om borgernes frie valg er opstået som en del af en bevidst ideologisk og politisk strategi, der skal fremme markedsgørelsen af den offentlige sektor.
LFS mener, at politikerne skal bruge deres energi på at forbedre de offentlige tilbud. Der skal skaffes flere hænder og mere plads til frirum for pædagogisk udfoldelse. En sådan politisk prioritering vil skabe de bedste forudsætninger for, at alle børn i Danmark kan se frem til en hverdag i landets daginstitutioner, hvor medbestemmelse og inddragelse ikke er en by i Rusland.
Selveje har tilsyneladende opbakning fra hele det politiske spektrum. At de borgerlige hopper med på vognen kan ikke undre nogen, men at SF med Pernille Vigsø Bagge i spidsen hopper med på galejen kan undre.
SF mener, at kommunerne 'har gjort helvede hedt for de selvejende institutioner'. Det undrer LFS, at SF - tilsyneladende med stor iver - er hoppet med på en politisk præmis, der er betinget af en New Public Management ideologi, som indbefatter øget markedsgørelse, konkurrence og frit-valg ordninger.
En ideologi, som hver dag er til stor gene for de ansatte og børn, der rammes af den liberalistiske uppercut. SF har tilsyneladende glemt, at det er velfærdssamfundets grundpiller, der sælges ud af, når partiet ønsker at skabe mere plads til selvejende institutioner.
LFS vil gerne bruge denne lejlighed til, at spørge Pernille Vigsø Bagge og SF, om de vil være med til at umyndiggøre den offentlige sektor ved at adoptere en liberalistisk myte? En myte, hvis fremmeste formål er at underminere tilliden til den offentlige sektor.
Pernille Vigsø Bagge og SF mener desuden, at kommunerne har 'monopoliseret' daginstitutionsområdet for at genere de selvejende. Det er derfor relevant at spørge, hvilken medicin SF vil bruge for at bryde 'monopolet'.
Vil SF bruge selveje, privatisering og udlicitering af tidligere kommunale opgaver for at få det 'fri' konkurrenceelementet ind i den offentlige sektor, eller har partiet stadig tiltro til fælles ansvar og løsninger?

Ansvarsløst
Det kunne tyde på, at politikerne simpelthen har givet op i forhold til de offentlige daginstitutioner. I mange år har politikerne forsømt mange chancer for at få de offentlige daginstitutioner til at fungere optimalt.
Tankegangen er øjensynligt, at det er besværligt at styre de offentlige daginstitutioner - så hvorfor ikke lade private prøve kræfter med det. I stedet for at tage fat om roden på problemerne vælger politikerne den nemme, ansvarsløse og dovne løsning - privatisering og udlicitering.
Manglende mod til at tage ansvar og lave gode offentlige løsninger er dog kun en del af problemet med udvidelse af selveje og privatisering.
Såfremt denne udvikling vinder yderligere lydhørhed, vil det også betyde, at det offentlige forærer sin ekspertise og sit veluddannede personale til private arbejdsgivere, og dermed er politikerne med at til smadre sammenhængskraften i det offentlige system.
LFS vil en helt anden vej. Vi vil afprivatisere i stedet for at privatisere. Samfundsmæssigt og velfærdsmæssigt vil der være god fornuft i at udvide den offentlige sektor. Politikerne vil få bedre mulighed for at planlægge efter samfundets samlede interesser.
Politikerne vil også få flere kort på hånden til at levere en god service til borgerne, hvis de mange strukturelle og organisatoriske barrierer mellem de selvejende/private institutioner og kommunen blev nedbrudt.
Det kan kun ske, hvis opgaven ligger suverænt hos det offentlige.