18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Truslerne flyver i luften

Truslerne flyver i luften

Tirsdag, 22. september, 2009, 00:00:00

Selvom meningsmålingerne i Irland viser klart flertal for -Lissabon-traktaten, så har flertallet været vigende og mange har stadig ikke bestemt sig

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
Tilsyneladende går det godt. I fredags godkendte Forbundsrådet den lovgivning, som skal imødekomme den tyske forfatningsdomstols kritik af den tyske godkendelse af Lissabon-traktaten. Og i Irland er der ifølge meningsmålingerne stadig er stort flertal, som vil stemme ja ved om-afstemningen om Lissabon-traktaten fredag den 2. oktober
Alligevel breder der sig i EU-eliten en panisk rædsel for, at det kan gå galt. Det er en af årsagerne til, at man i øjeblikket kan fodre svin med alle de prominente EU-ledere, som fortæller den irske befolkning, hvor ualmindelig dumt det vil være, hvis den stemmer nej igen.
For eksempel José Manuel Barroso, der som en af sine første embedsgerninger efter genvalget til Kommissionsformand sidste onsdag, har kastet sig ind i den irske valgkamp.

Kommissær-kortet
- Den eneste måde, Irland kan sikre sig, at de altid har en kommissær, er at stemme ja til Lissabon-traktaten, udtalte han til lørdags-udgaven af Irish Times og insisterede på, at et nej vil skabe usikkerhed om Irlands plads i Europa og forværre den i forvejen kriseramte irske økonomi.
Ifølge Politiken (20/9) understregede han dog senere overfor irsk tv, at han skam ikke mente disse udtalelser som en trussel. Nej, naturligvis er det ikke en trussel at oplyse irerne om, at de vil miste indflydelse og fortabes i fattigdom, hvis de stemmer forkert. Det er ren og skær forbrugeroplysning.
Præcis som da den franske præsident, Nicolas Sarkozy, i torsdags truede med, at det vil få 'konsekvenser', hvis Tjekkiet fortsætter med at forsinke ratifikationen af Lissabon-traktaten efter et eventuelt irsk ja. Også her kan konsekvensen være, at landet fratages en kommissær.
Det er faktisk muligt i henhold til den gældende Nice-traktat, som slår fast, at antallet af Kommissions-medlemmer skal være mindre end antallet af medlemslande. Og hvad ville så være mere oplagt end at udelukke de lande, som ikke slår hælene sammen og makker ret, når EU-eliten har talt!

Fem hurdler for Lissabon-traktaten
Når den slags trusler nu flyver i luften, så skyldes det ikke et øjebliks ophidselse, men at Lissabon-traktaten langt fra er i hus. Forude ligger i hvert fald fem hurdler, hvor processen kan snuble.
For det første skal ratifikationen i Tyskland gøres færdig. Efter Forbundsrådets afgørelse er det nu op til den tyske præsident, Horst Köhler, at levere den endelige underskrift.
Men dette kan blive forsinket af nye klager til Forfatningsdomstolen over, at den vedtagne lovgivning ikke lever op til Forfatningsdomstolens krav. Og hvis først domstolen begynder at realitetsbehandle disse klager, så er den endelige godkendelse udskudt på ubestemt tid.
For det andet skal den irske befolkning stemme ja den 2. oktober. Selvom målingerne som nævnt viser klart flertal for traktaten, så har flertallet været vigende og mange har stadig ikke besluttet sig.
For det tredje skal den polske præsident skrive under på Lissabon-traktaten og dermed færdiggøre den polske ratifikation. Dette bliver formentlig den mindste hurdle, da den polske præsident har lovet, at han umiddelbart vil skrive under, hvis den irske befolkning stemmer ja.
For det fjerde skal den tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, skrive under som konklusion på sit lands ratifikationsproces. Og det kan vise sig at være lettere sagt en gjort. Den 68-årige Vaclav Klaus, som ikke genopstiller, har ved flere lejligheder vist sig som en meget principfast - nogen vil måske sige stædig - herre.
Ifølge rygterne skulle han for nylig have udtalt, at han hellere ville dø af et hjertestop end underskrive Lissabon-traktaten.

Britisk valg
Og for det femte skal hver af de foregående hurdler være passeret inden afholdelse af det næste britiske valg senest til juni næste år. Her står de konservative til at vinde stort over en stadig mere upopulær Gordon Brown fra New Labour.
Som led i valgkampen har den konservative leder, David Cameron, nemlig lovet, at han øjeblikkeligt vil udskrive en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, hvis den ikke allerede er trådt i kraft på det tidspunkt, hvor han kommer til.
At den britiske befolkning i så fald vil begrave Lissabon-traktaten med pomp og pragt er der næppe stor tvivl om. Det bekræftes af alle meningsmålinger. Og ikke nok med det. Så sent som i sidste uge viste en måling i 'Telegraph', at stillet overfor valget mellem Lissabon-traktaten eller forlade EU, så ønskede 43 procent, at Storbritannien forlod EU, mens kun 26 procent i så fald foretrak Lissabon-traktaten.
Set på den baggrund er det måske ikke så underligt, at truslerne flyver i luften!

www.sorensondergaard.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp