Er det en bevidst strategi, at Nordisk Film ikke promoverer en film, som kunne ramme ned midt i en betændt dansk diskussion om Irak og mulighederne for at overleve i landet?

af Jan Lars Nielsen, filmanmelder på Arbejderen
Flere filmanmeldere har undret sig over, at Nordisk Film har valgt at sende den anmelderroste film 'The Hurt Locker' ud i kun to af sine biografer.
Filmen beskriver Bagdad som en by, hvor det er umuligt at opretholde en normal tilværelse. Hovedpersonen siger selv, at han har demonteret 873 bomber.
Filmen bygger på den amerikanske journalist Mark Boal`s erfaringer og snak med soldater, hvis opgave det har været at fjerne vejsidebomber i byen.
Tallet lyder ekstremt højt og kan være et resultat af den kunstneriske frihed, som filmmediet har. Men under alle omstændigheder giver The Hurt Locker et billede af et land, som man ikke udviser sin værste fjende til.
Filmen vandt fire priser ved Venedig Film Festivalen sidste år, blandt andet Den Gyldne Løve for bedste film. Festivalen har ry for at holde et højt kunstnerisk niveau. Mette og jeg gav den da også en positiv anmeldelse her i avisen (den 17. september).
Det er ikke en ny Platoon eller Full Metal Jacket, men den hidtil mest seværdige film om Irakkrigen. Det er en film, som burde have alle muligheder for at blive en publikumssucces.
Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge: Er det en bevidst strategi, at Nordisk Film ikke promoverer en film, som kunne ramme ned midt i en betændt dansk diskussion om Irak og mulighederne for at overleve i landet?
Et par ting taler for det. Film fra Venedig Film Festival ville i København normalt blive vist i en af Nordisk Films mere lødige biografer - Dagmar, Grand eller for den sags skyld Falconerbiografen. Selskabet har valgt at sætte den op i Palads, som er kendt for sit tjubang-repertoire.
Måske har jeg overset noget, men jeg mindes ikke at have set det sædvanlige forskræp og efter premieren fremhævelse af de fantastiske anmeldelser i annoncer i aviserne. Det ser ud, som om distributionsselskabet ønsker filmen en stille død.
På sin vis er det Nordisk Films egen beslutning, om de vil betale en mindre formue for retten til at vise en guldløvevinder, og derefter vælger ikke at få det maksimale ud af deres investering.
Problemet er, at Nordisk Film på biografmarkedet i Danmark har en de facto monopolstilling. Det gælder import, distribution og visning. Milliardforetagendet ejer hovedparten af biograferne her i landet. Så bliver det pludselig et demokratisk problem, hvis min mistanke er rigtig om bevidst censur.
Men det kan selskabet vel svare på?