Den lave dagpengesats skal diskuteres i forbundshusene
af Morten Rasmussen, medlem af Kommunistisk Partis faglige udvalg
I 2008 lavede LO en undersøgelse, som viste, at værdien af dagpengene skrumper. I løbet af de sidste 25 år er dagpengene blevet 25 procentpoint mindre værd. Det betyder, at kompensationsgraden for LO`s medlemmer er helt nede på 52,4 procent.
En sådan udhulning af dagpengenes værdi er en direkte trussel mod den danske flexicuritymodel, en model som skulle gøre det let for virksomhederne at skille sig af med arbejdskraften (flex). Men som samtidig skulle give social sikkerhed i forbindelse med arbejdsløshed (curity).
Arbejdsgiveren kan stadig alt for let afskedige ansatte, lukke virksomheder, ansætte billig arbejdskraft, flytte produktionen til udlandet og anvende andre måder at nedlægge arbejdspladser på - udelukkende for at øge profitten.
Opgør med ledelsesret
Det kan ikke være rigtigt, at de samfundsskabte værdier og investeringer, som uddannelse, infrastruktur, indirekte og direkte tilskud til virksomhederne, forsvinder uden at virksomhederne bliver opkrævet en form for erstatning til staten, når de lukker eller flytter. Det er nødvendigt at få et opgør med arbejdsgivernes ledelsesret samt retten til at ødsle med de fælles samfundsværdier.
Udhulningen af dagpengene har skabt et marked for private lønsikringsordninger, hvor forsikringsselskaber scorer profit på arbejderes angst for arbejdsløshed. En angst som blandt andet skyldes den alt for lave dagpengesats.
Det er ikke alene et retfærdigt krav, at dagpengene skal hæves med 25 procent, det er et et afgørende nødvendigt krav, hvis flexicuritymodellen skal overleve.
Det drejer som dog ikke alene om en model. Det drejer sig først og fremmeste om de mere end 150.000, som er arbejdsløse, og de 10.000`erne, som er på vej ud i arbejdsløshed. Med en totalt passiv regering, som ikke ønsker at afhjælpe arbejdsløsheden, men tværtimod bakker op om det naturlige i en arbejdsløshed på mere end 150.000 mennesker, er det absolut nødvendigt med et politisk pres for at skaffe flere arbejdspladser.
Arbejdsløsheden er ikke et naturfænomen, arbejdsløsheden er skabt. Ligesom den kan skabes, kan den også afskaffes.
Støt kampagnen
Indtil vi får en regering, som vil en markant anderledes politik, må der bakkes op om de arbejdsløse og i første omgang bakkes op om, at de får en rimelig understøttelse.
Det er derfor vigtigt, at alle faglige kræfter bakker op om OK-2010`s igangværende kampagne: 'Hæv dagpengene nu'.
Opbakningen skal ikke blot være en underskrift på hjemmesiden, via sms eller på en af listerne. Den alt for lave dagpengesats skal diskuteres i forbundshusene , i fagforeningerne, i skurerne, i kantinerne, på arbejdspladserne, på uddannelsesinstitutionerne, i supermarkedet, i a-kasserne, overalt hvor vi færdes.
Kampagnen må og skal have første prioritet frem til Folketingets åbning den 6. oktober.
Kommunistisk Partis faglig udvalg hilser kampagnen meget velkommen og bakker naturligvis 100 procent op om den.
Skriv under og læs mere på www.ok-2010.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278