Det betyder, at staten, regioner og kommuner skal igangsætte ekstraordinære anlægs- og renoveringsopgaver, der kan skubbe gang i økonomien

af Christian Juhl, Enhedslisten i Silkeborg
Er år er gået, siden den store USA-bank Lehman Brothers gik konkurs og udløste en kædereaktion i finanssektoren rundt om kloden.
Også i Danmark havde bankerne været ude i kreative låneaktiviteter, der bristede som sæbebobler.
Det er ikke overdrevet, at vore banker stod overfor et kollektivt sammenbrud, da regeringen i Danmark greb ind og bevilgede store beløb. Finanskrisen slog over i en rigtig økonomisk krise.
Tilbage står, at store værdier er væk, folks pensioner er smuldret, mange er blevet arbejdsløse, og vi skubber en kæmpe regning foran os.
Vi står midt i den værste krise siden 30`erne. Og selvom vi håber og tror på de spåmænd, der taler om, at krisen er ved at være overstået, ligger der en regning og venter.
OECD har oplyst, at de rigeste lande foreløbig har brugt 10 billioner US-dollars (10.000.000.000.000) på at bekæmpe krisen. I forståelige tal betyder det, at hver eneste borger har måttet yde 50.000 kroner på krisebekæmpelse. I England alene har man brugt der, der svarer til et års bruttonationalprodukt.

Dereguleringen
De fleste af pengene er brugt som garantier for bankernes uansvarlige opførsel. Alan Greenspan, tidligere centralbankdirektør i USA forklarede krisen med, at - det er den menneskelige natur. Men det er ikke sandt.
Årsagen til krisen skal findes i, at regering efter regering har afviklet de reguleringsordninger, som skulle hindre, at finanskapitalen spillede hasard med økonomien.
Det begyndte i 80`erne med ophævelse af valutasamarbejdet, afskaffelse af kapitalkontrollen og afregulering af markederne. Denne fjernelse af demokratisk kontrol skete ifølge politikere og økonomer for at genvinde væksten i økonomien. Det skulle give større økonomisk vækst og dermed større velstand for os alle.
I stedet for økonomisk vækst, velstand og udvikling fik vi en meningsløs og destruktiv kasinokapitalisme, der først og fremmest var baseret på valutaspekulation og udvikling af finansielle produkter, der ikke bidrog med nogen værdiskabelse i samfundet.

Omfordelingen
Og vi fik en omfordeling af værdierne uden sidestykke i historien. En omfordeling, der gik fra offentlig til privat, fra arbejder til kapital og fra fattige til rige. Men hvad skal der så til ?
I første omgang skal regeringerne vise lige så stor vilje til at afdæmpe den økonomiske krise - som de gjorde overfor bankerne.
Det betyder en regulering af arbejdsløshedsunderstøttelsen, der i dag kun dækker 50-60 procent af lønnen, når man bliver arbejdsløs. For 25 år siden dækkede understøttelsen for de fleste 90 procent af lønnen.
Det betyder en direkte adgang til uddannelse for ledige. Og for alle, der siger ja til at uddanne sig, skal understøttelsen forhøjes i uddannelsesperioden.
Det betyder, at staten, regioner og kommuner skal igangsætte ekstraordinære anlægs- og renoveringsopgaver, der kan skubbe gang i økonomien.
Det betyder, at der skal genetableres en statslig kontrol med finanskapitalen. Den skal styres for ikke igen at skabe nye, skadelige sæbebobler.
Det er markedsøkonomien, der er i krise. Den kan ikke styre sig selv til gavn for os alle. Derfor skal den reguleres og holdes i kort snor, hvis vi skal undgå finansielle og økonomiske kriser.