Når så store kapaciteter som CEPOS og Dansk Industri direkte advarer om masseflugt af danske millionærer, turde det være klart for enhver, at nu må der gribes ind
af Dan Schuwendt, Tåstrup
Den 2. september hørte jeg, at politiet havde foretaget 54 præventive anholdelser i forbindelse med, at en flok pladderhumanister og hel- eller halvkommunister i forvejen havde oplyst, at de ville protestere mod udsendingen af irakere fra Danmark.
Jeg mener bare, tænk hvad det ikke kunne have udviklet sig til, hvis disse personager havde kunnet udnyttet deres grundlovssikrede ret til at demonstrere.
Uroen havde jo kunnet brede sig som en steppebrand over det ganske land. Så var det, at det slog mig, det der med at flygte!
S og SF lancerede et skatteudspil, og først som altid var CEPOS (dem som hader fællesskab, men hellere end gerne nasser på det): Millionærerne ville flygte i hobetal fra Danmark, hvis skatteudspillet blev til virkelighed.
Indskudt sætning: Dansk Industri var også hurtigt ude og tale om misundelse. Og Dansk Industri er jo om nogen visionære og forudseende. De støttede jo allerede Hitler og den tyske krigsmaskine, for den var et hit.
Så når så store kapaciteter som CEPOS og Dansk Industri direkte advarer om masseflugt af danske millionærer, turde det være klart for enhver, og især Dansk Folkeparti, at nu må der gribes ind. Danmark må forsvares.
Der er to år til næste valg - og den nye regering - så hvilke lyssky forberedelser kan alle millionærerne ikke nå at træffe for at undgå unødige tab. Sætte huse til salg, søge hensættelse af gæld til såvel private som det offentlige og så videre, før de flygter.
Mulighederne er garanteret flere, end jeg kan tænke mig til, men som millionær har man sikkert folk ansat til at udspekulere sådant.
Jamen kan I ikke se det, får vi ny regering, vil millionærflugt destabilisere ikke blot økonomien, men også Danmark.
Så i nationens interesse vil det nok være klogt at holde millionærerne præventivt tilbageholdt, indtil valgresultatet foreligger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278