04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi kan ikke løfte den stillede opgave

Vi kan ikke løfte den stillede opgave

Lørdag, 03. oktober, 2009, 00:00:00

Randers kommune har i dag enorme problemer med at overholde lovgivningen indenfor området

fra Henrik Manero Hald, Dansk Socialrådgiverforening, Jette Husum, Randers lærerforening, Elisabeth Sørensen, Ergoterapeutforeningen, og Jesper Kragh, BUPL, på vegne af FTF i Randers Kommune
Vi kan konstatere, jævnfør Intern rapport: 'Screening af sager' og 'Afdækning af dagtilbuddenes ressourcetildeling', at Randers Kommune ikke med de nuværende ressourcer inden for Børn- og Skoleområdet kan løfte opgaven både at hjælpe de børn/unge, hvis udvikling afviger fra det normale eller er truet, samtidig med at medarbejderne skal udføre det lovmæssige og pålagte arbejde.
Set fra den vinkel virker det uansvarligt og kaotisk at fortage reducering i ressourcer til et udsultet område.
FTF`s kommunegruppe i Randers har med bekymring konstateret, at de lokale politikere arbejder med besparelser på anbringelsesområdet i forbindelse med budget 2010.
Disse besparelser, som er blevet anbefalet af kommunernes revision gennem den såkaldte BDO rapport, udmøntes blandt andet i en række omstruktureringer indenfor familieområdet.
Familieområdet har tidligere i 2007 været udsat for massive omstruktureringer, hvor man blandt andet opdelte området i distrikter. Konsekvensen af disse ændringer medførte blandt andet stor udskiftning i personalegrupperne, meget sygefravær på grund af øget arbejdspres og utydelighed i kompetencefordelingen mellem distrikterne og på ledelsesniveau.
Allerede dengang udtalte mange af de ansatte, samt nogle af de faglige organisationer, at 'prisen' for disse ændringer kunne blive dyr, både økonomisk og fagligt. Desværre fik man ret. Randers kommune har i dag enorme problemer med at overholde lovgivningen indenfor området. Selv om de ansatte er pressede til det yderste, kan de ikke nå de tidsfrister og den sagsbehandling, som loven foreskriver.
Det går ud over børn med problemer. FTF`s organisationer og deres medlemmer mærker dette i deres daglige arbejde.
Når man eksempelvis i skoler eller daginstitutioner 'spotter' børn med problemer og underretter til familieområdet, handles der ikke i tilstrækkelig grad på henvendelserne. Dette faktum truer hele den forebyggende indsats overfor børn med problemer.
Problematikken angående truede børn bliver ikke mindre af, at vi ligeledes som FTF-gruppe har konstateret, at man fra politisk side ikke har været opmærksomme på de reelle udgifter i forbindelse med indarbejdelsen af OK 08 indenfor det pædagogiske område.
Herunder betyder ressourcetildelingen i øvrigt, at alle institutioner (daginstitutioner, skoler, ældrecentre med videre) generelt får et udmeldt budget beroende på en fiktiv gennemsnitsløn, der er for lav i forhold til den reelle lønudgift.
Eksempelvis kan vi på daginstitutions- og skoleområdet anslå afvigelsen til 17-20.000 kroner per fuldtidsansat. Konsekvenserne af denne fejlberegning kommer i værste fald til at betyde, at de ansatte får dårligere normeringer og dermed også dårligere tid til det enkelte barn.
FTF frygter, at dette yderligere pres på børneområdet, gør det vanskeligere at arbejde med og følge op på en tidlig indsats overfor truede børn i kommunen.
Randers kommune har vedtaget en visionspolitik med titlen: Sammenhængende politik for børn og unge med særlige behov for støtte. Heri står der blandt andet:
'Byrådet forventer, en tidligere og forebyggende indsats i forhold til risikobørn, hvor dagtilbud, skole- og fritidstilbud, specialpædagogisk indsats og sundhedsplejen er centrale i forhold til den generelle og særlige indsats.'
FTF er enige i denne vision og strategi og finder den i dyb modsætning til de foreslåede direkte besparelser på anbringelsesområdet og de indirekte besparelser på daginstitutionsområdet.
Randers kommune har heldigvis indtil dato være forskånet for alvorlige kommunale svigt overfor børn, som dem, vi tidligere har set i andre kommuner for eksempel Tønder og Århus.
Vi er dog ikke i tvivl om, at hvis man fortsat ønsker at spare enten direkte eller indirekte på børneområdet, risikerer vi i værste fald, at der opstår tilsvarende sager i Randers Kommune.
FTF anbefaler politikerne at tage alle nedskæringer indenfor børneområdet ud af budgetforslaget, både de direkte og de indirekte nedskæringer, og i stedet tilføre området de nødvendige økonomisk og kompetencemæssigt ressourcer for at sikre truede børn og deres familier den nødvendige sociale indsats.
Vi anbefaler ledelse og politikerne at give vores medlemmer arbejdsro til at løse de opgaver, de er ansat til, og som minimum sikre en lovlig praksis i området, inden yderligere omstruktureringer finder sted.
Vi anbefaler ledelsen og politikerne at indgå i en tæt dialog med de ansatte i løsningen af områdets problemer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp