Kendsgerningen er jo, at det irske nej sidste år har givet resultater. Ikke så store og ikke så afgørende, som vi måske kunne ønske, men alligevel

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
Suset fra Kalvebod Brygge er det rene ingenting mod det lettelsens suk, som lød fra EU-eliten, da resultatet af den irske folkeafstemning blev offentliggjort. Med 67 procent ja og 33 procent nej har de irske vælgere truffet en klar afgørelse. Og det er vel også det mest positive, som man kan sige om dét
Kampagnen op til selve valgdagen har været præget af en massiv blanding af gyldne løfter og trusler. EU-kommissionen har ikke bare brugt enorme summer af skatteydernes penge på propaganda-materiale, men selveste EU-kommissionsformand Barroso har som en anden siciliansk mafiaboss rejst rundt og delt penge ud. Det samme har store private firmaer, som Intel og Ryanair.
Indholdsmæssigt er det lykkedes ja-siden, at fjerne fokus fra Lissabon-traktatens indhold, og om den er et skridt i den rigtige eller forkerte retning. I stedet har debatten handlet om, at Irland risikerede at ryge ud af 'det europæiske samarbejde' (læs: EU), hvis de igen dristede sig til at stemme nej.

14 procent er arbejdsløse
Naturligvis har den type argumentation en virkning i en situation, hvor Irland er hårdt ramt af den internationale økonomiske krise. Med godt 14 procent er arbejdsløsheden en af de højeste blandt de 27 EU-lande, og underskuddet på statsbudgettet svarer til 12 procent af bruttonationalproduktet.
I fraværet af stærke kræfter på den nationale politiske scene, som kan anvise en vej ud af krisen, er det måske ikke så underligt, at mange har valgt at tro på løfterne om, at et ja ville skabe job og økonomisk fremgang. Især fordi ingen betydeligere kræfter i Irland over en længere periode har udfordret EU som sådan.
Og her er måske en lære, som vi også skal huske på i Danmark. Den grundlæggende EU-kritik skal holdes ved lige i befolkningen. Hvis man glemmer - eller opgiver - dét, så risikerer man at betale prisen, når magthaverne vælger at gøre en folkeafstemning om et eller andet delspørgsmål til et spørgsmål om ja eller nej til EU som sådan. Hvis man vil undgå at blive blackmailet er det i den situation vigtigt, at der er forståelse for i bredere dele af befolkningen, at EU ikke er guds gave til menneskeheden.
Men når alt det begrædelige er sagt om slutresultatet af de to irske folkeafstemninger, så skal man altså også huske på det positive. For kendsgerningen er jo, at det irske nej sidste år har givet resultater. Ikke så store og ikke så afgørende, som vi måske kunne ønske, men alligevel.

Nej gav resultater
For det første er det lykkedes at få forsinket Lissabon-traktatens ikrafttræden. Kun derfor er der nu mulighed for, at den engelske befolkning - med lidt nødvendig hjælp fra den tjekkiske præsident - kan få lov til at stemme ved en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. En folkeafstemning, som blandt andet for nylig blev krævet af kongressen i det britiske LO.
Og for det andet er det faktisk lykkedes at få ændret Lissabon-traktaten. I den oprindelige udgave var princippet om en EU-kommissær til hvert land væk. Det havde alle regeringer accepteret, også den danske. Det stod ikke til at ændre, hævdede Anders Fogh og Per Stig.
Men hvad den danske regering var for uduelig til at opnå, det sikrede de irske vælgere med deres nej. Og hvis Lissabon-traktaten skulle træde i kraft på et tidspunkt, så vil hvert land have retten til at udpege en kommissær.
Det er ikke kæmpemæssige resultater. Men de er der. Og de beviser endnu engang, at det altid kan betale sig at stemme nej til noget, der kommer fra EU-eliten. For dels bliver det en smule mindre slemt. Og dels får man lov at stemme igen. Men stemmer man ja, så er det slut.
Husk det, når folkestemningerne om de danske undtagelser en dag trænger sig på!

sorensondergaard.dk