Irak havde et på mange måder yderst moderne niveau med fri skolegang og en stadig mere udviklet social- og sundhedssektor, i høj grad udformet efter skandinavisk forbillede
af Villy Frølund Thomsen, København
Det bliver mere og mere tydeligt, at der et afgrundsdybt misforhold imellem regeringens etiske og moralske værdinormer og de værdinormer, som befolkningen som helhed har lært sig.
Det gælder ikke mindst de evangelisk lutherske imperativer, som de er udformet dels i buddet om næstekærlighed, hvor buddet er, at du skal elske din næste som dig selv, også selvom han er din fjende.
Dels gælder det centrale budskab indeholdt i fortællingen om den barmhjertige samaritaner, at du skal hjælpe din næste, som er i nød.
Jeg hører til dem, som mener, at regeringen negligerer disse fundamentale pligter for os alle, når det gælder de irakiske asylansøgere i nød. De kan og skal ikke behandles på grundlag af denne grundlæggende kristne forkyndelse.
Vi har en lov, som forvaltes af et nævn. Nævnet og loven har talt, og lov skal holdes. Det er regeringens absolutte krav. Det kan og skal ikke diskuteres, så vi må prøve på en anden måde.
Flugten
Lad os derfor kigge lidt nærmere på, hvad og hvem det var, som drev dem på flugt. Pludselig stod de over for frygtelige anklager mod dem selv og især mod deres leder Saddam Hussein for at være en så gal og inhuman diktator, som man måtte nedkæmpe - både ham og hans forvoksede militærdiktatur - for at genoprette menneskelige forhold i det af regimet spolerede og umenneskelige samfund.
Det afgørende - skulle vi forstå - var denne diktators vanvittige opbygning af lagre af langtrækkende, varmesøgende, computerstyrede atommissiler, som spredte frygt langt ind i Det Hvide Hus` gemakker. Enhver levede i dødens forgård.
Verdenssamfundet in casu USA startede en massiv invasion af landet, nedkæmpede dets forsvar, tog præsidenten til fange, klyngede ham i galgen og knuste hans politiske bagland - Baath-partiet.
Denne politiske retning havde ført landet frem til et på mange måder yderst moderne niveau kendetegnet med fri skolegang, og med en stadig mere udviklet social- og sundhedssektor, som i høj grad blev udformet efter skandinavisk forbillede.
Samtidig havde man opbygget en forvokset militær styrke, som fuldt ud berettiger betegnelsen militærdiktatur. Staten var et led i militæret med den valgte præsident som øverstbefalende.
Verdenssamfundets - in casu USA`s - indmarch gjorde kort proces mod det regerende system. Baath-partiet blev revet op med rode og med de forudsigelige følger. Invasionshæren satte sig tungt på alle statslige funktioner. De righoldige oliekilder blev overtaget af invasionshæren.
De, som havde støttet den siddende præsident, måtte pludselig erkende, at verdenssamfundet in casu USA anså dem for nonkombattanter, som ikke nød nogen form for beskyttelse. De, der kunne, måtte flygte, og en del kom til Danmark og søgte asyl.
Noncombattanter
Uheldigvis og til deres ulykke havde Danmark tilsluttet sig invasionen og gjort den til sin. Dette burde ikke have nogen betydning for vurderingen af deres status som truet på livet-flygtninge.
Man kan dog ikke helt frigøre sig fra mistanken om, at de lige så stille betragtedes som nonkombattanter og derfor nærmere hørte hjemme i Guantanamo.
Asyl kunne ikke komme på tale. Det danske retssystem havde talt, og det måtte de rette sig efter. Deres frygt for at miste livet, hvis de blev sendt tilbage, måtte blive deres private bekymring. Det kan jo enhver komme og påstå.
I en sen nattetime læssedes de om bord i et fly og læssedes af der, hvor de flygtede fra. Nu under invasionshærens profitgivende, privatiserede krigsmaskines kontrol, som godt nok ikke skal, men dog gerne må arbejde inden for de anerkendte og gældende regler for krigsførelse.
Et sort kapitel i vor fælles historiebog.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278