Man kan håbe, at regeringen ikke har planer om ændringer af lediges vilkår det næste år. At intet nyt er godt nyt. Men ændringer plejer at komme med mindst mulig forhåndsomtale

af Gustav Bunzel, formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige, Åbyhøj
Statsministeren begyndte sin åbningstale med at fortælle, hvor godt det går i Danmark. Da han har været i regering de sidste otte år, må rosen vel betragtes som selvros.
Intet om, at stadig flere faktisk bliver fattigere. At flere bliver hjemløse, selv om ministre i årevis har lovet at gøre noget herved, som er et direkte resultat af regeringens bevidste politik.
I september fortalte pressen om 71.000 ledige, der hverken kunne få dagpenge eller kontanthjælp. Intet herom. Intet om dagpenge, sy-gedagpenge, kontanthjælp, starthjælp, førtidspension, folkepension.
Han lovede forenkling af lovregler, hvad han med en beskeden selvironi måtte erkende, at man havde lovet før uden synlige resultater. Han omtalte områder, hvor reglerne skulle forenkles, arbejdsmarkedet blev slet ikke nævnt.
Er dette en ubevidst indrømmelse af, at på ledighedens område er regeringen godt tilfreds med den frembragte uoverskuelighed? Ledige, der ikke kender deres rettigheder, er lettere at hundse med.
Man kan så håbe, at regeringen ikke har planer om ændringer af lediges vilkår det næste år. At intet nyt er godt nyt. Men ændringer plejer at komme med mindst mulig forhåndsomtale. Så statsministerens tavshed er nok snarere ildevarslende for de ledige.

Arbejdsløshed
Han talte selvfølgelig om den stigende ledighed, især de unges, og hvad man ville gøre herved. Det synes svært for politikere at forstå, at beskæftigelsespolitik ikke gavner de ledige.
At nogle ledige får arbejde, gavner ikke de fortsat ledige. Tværtimod. Denne regering har benyttet faldet i antallet af ledige til at forringe vilkårene for ledige, hvad mange flere nu vil opleve.
Ungdommen blev kaldt samfundets vigtigste ressource. Hvis borgerne er samfundets ressource, hvad består samfundet så af? Jeg troede egentligt, at borgerne var selve samfundet, og ikke blot en ressource. Dette svarer nøje til regeringens forskellige værdsættelse af borgere. Det er stadig her den egentlige værdikamp foregår.
Udviklingen i ungdomskriminaliteten ville regeringen møde med 'konsekvent handling'. Man ville sænke den kriminelle lavalder til 14 år. Regeringen har intet gjort for at undersøge udviklingens årsager, måske aner den, at svaret ville blive enkelt: dens egen politik.

Ressourcer i spjældet
Regeringen har forringet lediges vilkår, myndigheder har konsekvent ydmyget ledige. Regering og medløbere har udbredt foragt for ledige. Ligesom reglerne har opsplittet i grupper med særinteresser.
Omkring 15 år begynder borgeren at blive en ressource og skal til at tænke på den kommende beskæftigelse. For en stigende procentdel er svaret for øjeblikket: Ingen.
Disse er så mange, at de ikke er isolerede, men kan slutte sig sammen i flokke, også kaldet bander, hvad man gør i den alder.
Disse kan ikke trues med økonomiske forringelser, da man allerede skraber bunden, så er der kun straf tilbage. Så man kan putte konfirmander i spjældet. Dette kan godt kaldes konsekvent, da det er en konsekvens af regeringens egen politik.