Vi er forberedte og klar til en eventuel konflikt, såfremt Dansk Industri ikke er indstillet på at opfylde disse krav
fra Metal Århus
Generalforsamlingen må med bekymring konstatere, at over 10 procent af afdelingens medlemmer nu er arbejdsløse og dermed er blevet ofre for finansspekulanternes hærgen.
Med en dagpengeydelse, der i dag ligger betydeligt fra ens normale indtjening, trænger arbejdsløshedens forbandelser langt ind i såvel sjæl som økonomi på de metalfamilier, der er blevet ramt. De seneste masseafskedigelser dokumenterer endvidere, at såfremt den danske såkaldte flexicurity-model skal opretholdes, vil det kræve en betydelig forhøjelse af det nuværende dagpengeniveau.
Vi må konstatere, at en række arbejdsgivere efterhånden tror, at vores overenskomster og andre basale ansættelsesregler er rene ta`-selv-borde, når der skal skæres ned.
Arbejdsgivernes omklamring af det såkaldte 'grå guld' viser sig at være uforpligtende skåltaler alene til brug for offentligheden eller i arbejdsgiverforeningsregi.
Realiteterne er i virkeligheden, at en betydelig del af virksomhederne med anbefalinger fra Dansk Industri skiller sig af med mangeårige medarbejdere med høj anciennitet for at undgå de særlige forpligtelser overfor den type medarbejdere, som de seneste domstolsafgørelser har fastslået.
Andre skabte krisen
De århusianske metalarbejdere må derfor forlange, at der ved de kommende overenskomstforhandlinger endegyldigt gøres op med de alt for lempelige regler, der eksisterer, for at skille sig af med ældre medarbejdere med lang anciennitet.
I Metal Århus nægter vi at lade os true af hverken Dansk Industri eller andre, når de forud for overenskomstforhandlingerne 2010 proklamerer nul-løsninger.
Vi må på det bestemteste afvise, at det er os, der har skabt den økonomiske krisesituation, som vi befinder os i. Tværtimod har vores medlemmer lagt ryg til de økonomiske nedskæringer i virksomhederne med arbejdsfordelinger og afskedigelser til følge.
Generalforsamlingen vil derfor fastholde vores absolut rimelige overenskomstkrav og giver vore forhandlere fuld opbakning til disse overenskomstforhandlinger. Vi er forberedte og klar til en eventuel konflikt, såfremt Dansk Industri ikke er indstillet på at opfylde disse krav.
Ved kommunalvalget den 17. november er det vigtigt, at venstrefløjen styrkes ved at stemme på Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten.
Kun ved at stemme på ét af de tre arbejderpartier kan vi sikre en fortsat udbygning af den kommunale velfærd:
* At kommunaliseringen af arbejdsformidlingen ikke forringer de lediges muligheder for hurtigt at generhverve beskæftigelsen.
* At regeringens hovedløse udliciteringspolitik ikke bliver gennemført i kommunen.
* At byrådet fortsat arbejder for målsætningen om, at 95 procent af alle unge i 2013 skal have en kompetencegivende uddannelse.
* At samarbejdet mellem kommunen, uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedets parter udvikles og udmøntes i konkrete initiativer.
Enighed om tiltag
Som et nødvendigt supplement til privatbilismen er det endvidere afgørende, at den kollektive trafik udbygges, herunder at:
* Der etableres en Kattegat-broforbindelse.
* Der sker en fortsat udbygning af letbaneprojektet.
De tre partier og LO Århus er op til valget blevet enige om en lang række politiske tiltag, som er konkretiseret i en kommunalpolitisk aftale.
Det hilser vi velkomment og udtryk for vilje til et konstruktivt samarbejde om en god udvikling for den brede del af den århusianske befolkning.
Vedtaget på generalforsamlingen den 19. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278