01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere velfærd og demokrati i Århus

Mere velfærd og demokrati i Århus

Lørdag, 31. oktober, 2009, 00:00:00

Kommunistisk Parti anbefaler at sætte kryds ved Enhedslisten eller KPiD. Men krydset gør det ikke alene. Det vigtigste arbejde foregår uden for byrådet

fra Kommunistisk Parti Århus
Der er mange valgløfter i luften i tiden. Men reelt har byrådskandidaterne allerede fået armen vredet om af den borgerlige regering.
Gang på gang dikterer Løkke og co. snævre budgetrammer og nyliberale, udemokratiske markedsløsninger. Det er på tide, at Århus siger fra over for regeringens diktater og insisterer på en politik for mennesker, ikke for markedet.
Privatisering og udlicitering og nye ledelsesformer er med til at nedbryde den solidariske, offentlige velfærd i Århus og resten af landet - blandt andet gennem såkaldt Frit Valg.
Men politikerne skal ikke kunne fralægge sig ansvaret over for vælgerne ved at udlicitere den kommunale service. De skal tage ansvar - så vi kan stille dem til ansvar.
Regeringens forsøger at gøre os til forbrugere, der bare kan købe en anden vare, hvis vi er utilfredse - og hvis vi har råd! Idealet for driften af kommunen er den moderne, profitorienterede koncern.
Men mere marked har betydet mere kontrol: Alt skal måles og tælles, og de offentligt ansatte bruger deres tid på bureaukrati i stedet for på mennesker.
Århus må sætte en stopper for kontrol-tyranniet og samtidig sikre de offentligt ansattes ytringsfrihed, så kritik ikke koster en skideballe eller en fyreseddel.
Vi har brug for et byråd, der har mod til at sige fra over for regeringens diktater om angreb på velfærden, og som også vil bekæmpe de EU-direktiver, der ofte ligger bag.
Den modstand har vi set alt for lidt til i den forgange valgperiode med Nicolai Wammen på borgmesterposten.
Kommunistisk Parti anbefaler at sætte kryds ved Enhedslisten eller KPiD. Men krydset gør det ikke alene. Det vigtigste arbejde foregår uden for byrådet.
Bliv aktiv i din fagforening, i forældreorganisation eller elevbevægelse, og kæmp gennem den for mere demokrati og mere velfærd i kommunen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp