Myter har det med næsten at blive til sandheder, når de gentages. Lad os se på de fælles udfordringer uden at gøre den anden part til offerlam

af Ebbe Lilliendal, landsformand, Dansk Friskoleforening, Faaborg
Henrik Herløv Lund bringer i en kronik i Arbejderen den 27. oktober 2009 sit svar på, hvad der er galt med - ja, det hele. Privatisering.
Når det gælder folkeskolens deklassering skyldes det regeringens favorisering af 'private betalingsskoler, der friholdes fra de opgaver med sociale og etniske problembørn, som folkeskolens tynges af(!) Også her sker opbygningen af et privat skolevæsen til fordel for de økonomisk bedrestillede. Det er børn af ledere, virksomhedsejere og akademikere, som fylder privatskolerne', skriver Henrik Herløv Lund.

Fjenden er fundet - i live
Myten om friskolerne som enklaver for de velstillede, ressourcestærke, hvidhårede og uproblematiske børn får i forvejen næring i den aktuelle valgkamp.
Fjendebilledet er til at få øje på, og friskolernes stigende elevtal bruges som undskyldning for folkeskolens samlede udfordringer.
Umiddelbart ville det give større mening at se indad - på 'produktet' - for at blive klogere på, hvorfor andelen af frie grundskoleelever især i Københavns Kommune stiger markant. Måske kunne man forestille sig at markant øgede ressourcer til folkeskolen og helt nye måder at gribe integrationsudfordringerne an på, ville løfte sagen.

Friskolerne er ikke for de velbjærgede
Danmarks Statistik har i foråret udarbejdet en analyse, der fortæller den skinbarlige sandhed om de familier, der søger både folkeskolen og de frie grundskoler.
Konklusionen er nedslående for kritikerne. På landsplan er der ingen store forskelle mellem folkeskolerne og de frie grundskoler, når man ser på forældrenes uddannelsesbaggrund, indtægtsgrundlag og bopælsstatus.
Hvis man sammenligner friskolerne (og ikke privatskolerne) med folkeskolerne, er der endda en anelse flere veluddannede i folkeskolerne og dermed højere gennemsnitlige indtægter.
Billedet ændrer sig, når man sammenligner hovedstadens privatskoler med hovedstadens folkeskoler, hvor forskellene er mere markante. Ja, der er forskel på de frie grundskoler, nøjagtigt ligesom der er forskel på folkeskoler. Den diskussion har også noget med den førte boligpolitik at gøre.

Socialt ansvar har mange ansigter
Skolernes sociale ansvarlighed har ikke kun med integration at gøre. Socialt ansvar har ingen hår- eller hudfarve og er heller ikke geografisk bestemt. Behovet for specialundervisning er enormt. Det gælder elever i landskoler, byskoler, store skoler og små skoler, folkeskoler og frie grundskoler.
De frie grundskolers særlige udfordring i denne sammenhæng er, at alle specialundervisnings elever i frie grundskoler skal enkeltintegreres i klasserne, fordi disse skoler ikke har lovhjemmel til at oprette specialklasser. Det er en model, som folkeskolerne i stigende grad forlader for at oprette specialklasser og specialskoler. De frie grundskoler ville gerne have enslydende vilkår som i folkeskolen på dette område.
Myter har det med næsten at blive til sandheder, når de gentages. Lad os se på de fælles udfordringer uden at gøre den anden part til offerlam.