Civil ulydighed, folkeret, ikke-vold, militærnægtelse og pacifisme er så nære slægtninge, at det i praksis er næsten umuligt at holde de forbundne kar adskilte

af Holger Terp
Civil ulydighed er sprogligt, historisk og politisk et mere end normalt sammensat begreb, hvis hovedformål er socialt forsvar.
For at kunne forstå, hvad begrebet indeholder, må vi derfor først splitte det op i dets enkeltdele og søge at analysere og beskrive dem enkeltvis og sluttelig komme med en syntese, der bringer os lidt videre.
En 'civil' er en person, der ikke er i uniform, og som opfører sig pænt og nobelt, i denne forbindelse ikke anvender vold. Altså kan soldater, politi, hjemmeværnsfolk og lejesoldater ikke være civilt ulydige, også selv om de nægter at adlyde ulovlige ordrer.
Alle andre, herunder embedsmænd og andre offentligt ansatte, kan godt være civilt ulydige. Skillelinjen er, om der anvendes vold eller trusler om vold. Væbnede oprør, frihedskampe og revolutioner er altså ikke civil ulydighed, når der anvendes uniformeret beklædning og vold.
Generelt var modstandskampen under besættelsen ikke civil ulydighed, også selv om enkelte elementer - så som folkestrejken i august 1943 var det.
At være ulydig forudsætter, at der er en myndighed, der kan fabrikere love, ordrer og bestemmelser, samt at de, der udsteder lovene, har den nødvendige autoritet og magtmidler til at gennemføre dem, eventuelt med trusler om sanktioner og forskellige former for straffe.
Civil ulydighed forudsætter altså en vis samfundsmæssig organisering, samt undertrykkere og undertrykte.
Og sådan har verden set ud lige siden oldtidens plebejere og martyrer i det gamle romerrige og til den aktuelle modstand mod kernevåben med mere.

Formålet
Formålet med civil ulydighed som socialt forsvar er propaganda, som afspejler målet. Den eller de aktionerende vil have ændret uretfærdige love til retfærdighed for alle.
Alle, som igennem historien har anvendt denne taktik til sociale forbedringer, har i sagens natur skullet begrunde og redegøre for deres handlinger, samt være bevidste om handlingernes konsekvenser.
Også deres forsvarere, anklagere og dommere har skullet forholde sig til disse handlinger. Retssager og domme er dermed vigtige kilder til denne historie, som er så almen, at der ikke kan udpeges en eller flere enkeltpersoner som ophav til ideen - på samme måde som der ikke er nogen, der aner, hvem der opfandt grydeskeen.
En konsekvens heraf er også, at definitionerne på civil ulydighed er næsten lige så gamle.
Der er det hovedproblem, at civil ulydighed, folkeret, ikke-vold, militærnægtelse og pacifisme er så nære slægtninge, at det i praksis er næsten umuligt at holde de forbundne kar adskilte.
Civil ulydighed er derfor et metodemæssigt meget rummeligt begreb, og der kræves overhovedet ingen elitære forudsætninger for at kunne deltage i aktioner inden for disse rammer.
Alle undertrykte og folk, som er solidariske med dem, kan og må være med. Den amerikanske forsker Gene Sharp anvender i 1973 tæt ved 800 tætskrevne sider på at analysere 198 ikke-voldelige metoder, blandt andet inspireret af den danske bog Kamp uden våben fra 1937.
Er forholdene for at anvende civil ulydighed forskellige, når der ikke er tale om diktatur, men repræsentativt demokrati? Kan begivenhederne omkring Brorsons Kirke sættes ind i en civil ulydighedssammenhæng?
At skjule flygtninge er ulovligt, men at offentliggøre, at man vil gøre det, er civil ulydighed. Det springende punkt er selve meddelelsens offentliggørelse.
Love kan, når vi ser bort fra naturlove, laves om. De politiske forhold er afgørende for, om denne proces er legal eller ulovlig.
Det vidste man godt allerede blandt juristerne, som i middelalderen beskæftigede sig med naturretten. Her opstod der en diskussion om, hvorvidt krige er retfærdige, og hvilke betingelser der skulle til, for at fyrsterne og krigene befandt sig indenfor disse endog meget snævre rammer.
Opdagelsen og erobringen af Amerika forstærkede denne debat blandt juristerne, og naturretten blev løftet ud af teologien til folkeretten.

Undertrykkelse
Dernæst må vi se lidt på, hvordan folk undertrykkes, for at kunne analysere deres modstand. De vigtigste undertrykkelsesformer er slaveri, krigsdeltagelse (soldatertjeneste) og censur.
En undertrykkelse, som paradoksalt nok forudsætter de undertryktes samarbejde. Samarbejdsnægtelse er derfor den vigtigste form for civil ulydighed.
Biologisk er alle mennesker stort set ens, bortset fra forskellen i køn. Alle er - noget forenklet - stort set lige stærke. Det indebærer for enhver, der vil undertrykke andre, at de er nødsaget til at have hjælpere.
I feudale stater havde kongerne adelen, godsejerne og officerer, som igen stod over forskellige embedsmænd, der kostede rundt med slaverne og soldaterne.
Embedsværket havde med sine regler, normer og traditioner tre hovedfunktioner: at være skatteopkrævere, og som gejstlige og som undervisere at indpode hoveriarbejderne og deres børn, hvad de skulle tro og mene.
Dette indebar, at der var forholdsmæssigt næsten lige så mange, der havde gavn af undertrykkelsen som dem, der blev undertrykt.
Ville en person ikke deltage i krige, deltage i fæstningsbyggeri, bygning af krigsskibe eller anden form for slaveri, havde denne person flere muligheder.
Der kunne klages til den overordnede, og der kunne klages helt op i systemet til selveste regenten - og det blev der. I enkelte sager blev klagerne taget til følge, og uret vendt til ret, men i langt de fleste tilfælde fik klageren ikke medhold.
Og så var gode råd dyre, for hvad skulle han så gøre nu, hvor alle ankeinstanser var udtømte? Han kunne bide i det sure æble og acceptere forholdene, som de var. Han kunne forsøge at lave dem om, eller han kunne bryde loven på forskellig vis, om det ikke lykkedes at lave om på tingene.

Desertører og debattører
Den første udbredte form for civil ulydighed er desertering, udeblivelse fra indkaldelse eller fra tjeneste i krig. Denne form for civil ulydighed er kendt i alle kulturer og i alle hære siden oldtiden.
Og den næste form for civil ulydighed er næsten magen til og lige så almindelig: udeblivelse fra session. Deserterede man eller udeblev man fra session, flygtede vedkommende fra myndighederne, i mange tilfælde ofte med emigration til følge.
Et klassisk eksempel på desertering i krigstid er Studenteroprøret 1657-1659 i København. Det skyldtes den opfattelse blandt studenterne, at krigen var uretfærdig.
Men kunne flugt ikke lade sig gøre, var selvlemlæstelse en anden mulighed. Højre pegefinger hugges af, så det ikke var muligt at skyde med et gevær.
Op igennem den europæiske middelalder blev bogtrykning mekaniseret, mere almindelig og stadig billigere. Dermed fremkom muligheden for at publicere uenighed med de enevældige regenter. Magthaverne reagerede ved at indføre forhåndscensur af skrifter om borgerlig frihed og pacifisme.
Et af de mere kendte eksempler på dette er den svenske botaniker Peter Forsskåls afhandling Tankar om Borgerliga Friheten fra 1759. Debatten om bogen førte til ytringsfrihed i Sverige nogle år senere.
Nægtelse af at betale skat til krigsformål er den tredje mest kendte form for civil ulydighed.
Denne metode anvendtes blandt andet af medlemmerne af de historiske fredskirker, der som nyreligiøse bevægelser af de etablerede kirker betragtedes som kættere og sværmere.
For eksempel henrettedes den amerikanske kvækerleder Mary Barrett Dyer i 1660 alene for sin overbevisnings skyld.
Sammenfattende er det her eksemplificeret, at civil ulydighed som socialt forsvar historisk set er så almindelig, at det ikke har krævet specielle forudsætninger at kunne bruge den.
Alle, der har oplevet noget uretfærdigt, har kunnet anvende denne metode. Og det gælder den dag i dag, fordi civil ulydighed er en af de vigtigste metoder til politiske og sociale forandringer og forbedringer.
Den græske Lysistrate viste det allerede i oldtiden, da hun med sin aktion satte en ny politisk dagsorden.

Litteratur:
Kamp uden Våben. Ikke Vold som Kampmiddel mod Krig og Undertrykkelse. Niels Lemberg, Gammelgaard Jacobsen og Karl Elish. 1937.
Danmarks første studenteroprør. Holger Terp. Informations kronik 29. maj 2007
The Methods of Nonviolent Action. Gene Sharp, 1973.
Protest og oprør: Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985. Flemming Mikkelsen (red.) 1986.