Jeg har stået i lære hos den bedste læremester, og jeg kan i dag sige, at uden Harrys måde at tænke og arbejde fagligt og politisk på ville jeg ikke kunne være formand for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening

af Henrik Lippert, formand, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening
Natten til onsdag den 4. november døde Harry Osborn, en af den københavnske fagbevægelses markante skikkelser igennem fire årtier. Harry blev født i 1934 og var murersvend af fag. Det med at lægge sten på sten i praksis kom imidlertid ikke til at præge hans liv. Derimod lagde han sten på sten i det faglige arbejde og skabte en række resultater, hvis virkning rakte ud over murerfaget til hele byggeområdet. Nøgleordet i den forbindelse var 'aktionsenhed'. Både i det faglige, i det politiske og i solidaritetsarbejdet.
Harry Osborn blev opmåler i 1962 i København og siden i Ballerup, siden kasserer og formand samme sted i 1963. Med det udgangspunkt arbejdede han for opbygning af fagforeningen i København, hvilket i 1972 kronedes med formandsposten i en sammenlagt og stærk murerfagforening, en post han havde til 1996. Han var også med i ledelsen af Murerforbundet. Harry var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og tog igennem årene sine kampe med andre i fag- og arbejderbevægelsen om politik, men altid med aktionsenhedens nødvendighed som udgangspunkt.
Med sin basis som formand lagde Harry også hele sin vægt bag udviklingen af det faglige arbejde, senere også fra midten af 1970`erne som formand for Byggefagenes Samvirke i København, en post han varetog til 1996.
Fagligt var udviklingen af et sikkerhedsarbejde for byggehåndværkere en hjertesag for Harry, som medvirkede til at sætte Byggefagenes Sikkerhedspatrulje sammen og til at få skabet et tæt samarbejde om arbejdsmiljøet i byggeriet med akademikere i Aktionsgruppen AAA, for eksempel i den såkaldte Epoxy-sag fra Lynetten.
For Harry var fagligt arbejde ikke kun et spørgsmål om priskuranter og arbejdstider. Det var også solidaritet i Danmark og udlandet.
Politisk markerede Harry sig i det udenomsparlamentariske gennem Formandsinitiativet, og som formand for Byggefagenes Samvirke bidrog han i 1970`erne og 1980`erne til at lægge pres på både Anker Jørgensen-regeringer og på Schlüter-regeringerne for en ny politik, som bekæmpede arbejdsløsheden. Altid skete det med det formål at bygge den bredeste enhed og nå resultater frem for abstrakte erklæringer.
Jeg har stået i lære hos den bedste læremester, og jeg kan i dag sige, at uden Harrys måde at tænke og arbejde fagligt og politisk på ville jeg ikke kunne være formand for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.
Æret være hans minde.