Ved at henvise til bureaukrati vil man fjerne ældrerådene, klagerådene, bruger- og pårørenderåd med flere. Altså undgå nærdemokrati og borgerinddragelse
af Ældrerådet i Halsnæs Kommune v/Jørgen Tved
Med overraskelse og skuffelse har vi hørt og læst om regerings såkaldte 'afbureaukratiseringsplan' for ældreområdet.
Overraskelse, fordi vi tidligere fra regeringen har hørt meget om 'borgerinddragelse', 'nærdemokrati' med mere.
Skuffelse, fordi man for at spare nogle ganske få kroner, og ved at henvise til bureaukrati, vil fjerne ældrerådene, klagerådene, bruger- og pårørenderåd med flere. Altså undgå nærdemokrati og borgerinddragelse.
At gøre det til en frivillig sag for kommunerne, om de vil have ældreråd eller ej, betyder i bedste fald, at man vil gøre ældrerådene helt tandløse ved eksempelvis at fjerne den høringspligt, kommunerne har i forhold til ældrerådene.
Af erfaring ved vi, at Halsnæs Kommune ikke bryder sig om, at blive kikket over skuldrene og sagt imod. Bare i 2009 har Ældrerådet bragt to sager om manglende høring frem til statsforvaltningen og i begge fået medhold.
Ældrerådet vil i forbindelse med den såkaldte af-bureaukratiseringsplan godt vide, hvordan de valgte folketingsmedlemmer fra vores område stiller sig til planen, lige som vi naturligvis også godt vil vide, hvordan vore kommunalpolitikere stiller sig.
Vi ved, at de store ældreorganisationer, som Ældre Sagen og Ældremobiliseringen ikke har sympati for regeringens plan om en hurtig eller langsom afvikling af ældrerådene.
Ældre Sagens landsformand Per Thestrup kalder det rigtig ærgerligt. Og Ældremobiliseringen afviser også regerings forslag.
Slut om Ældrerådet. Mød op på valgdagen. Afvis angreb på nærdemokratiet. Stem på en af kandidaterne til Ældrerådet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278