Den røde partistøtte er nemlig demokratisk og åben, mens erhvervslivets støtte til de borgerlige er udemokratisk og lukket

af Kirsten Normann Andersen, afdelingsformand, FOA Århus
Det er både grotesk og hyklerisk, når borgerlige politikere brokker sig over fagbevægelsens valgsamarbejde med Socialdemokraterne og venstrefløjspartierne.
Den røde partistøtte er nemlig demokratisk og åben, mens erhvervslivets støtte til de borgerlige er udemokratisk og lukket. I fagbevægelsen har valgte repræsentanter besluttet at støtte, og de medlemmer, der betaler, kan skifte repræsentanterne ud, hvis de er uenige.
Aftalerne mellem de røde partier og fagbevægelsen er offentliggjort, ja de er faktisk opreklamerede, så vælgerne kan læse dem, blandt andet på nettet.
Det kræver derimod et større research-arbejde at finde ud af, hvem der støtter de borgerlige, og hvad de pågældende firmaer og erhvervssammenslutninger producerer og distribuerer af varer og tjenesteydelser. Her slår ingen på tromme.
Det er derfor vanskeligt og ofte umuligt at købe mælk, kød eller grøntsager, uden at man støtter de borgerlige via prisen. Det er således også svært at stemme med pengepungen efter et valg, hvis man er uenig i erhvervslivets støtte.
Offentligheden kender heller ingen aftaler mellem de borgerlig partier og erhvervslivet; de er måske mundtlige eller stiltiende, vælgerne ved ikke engang dét.
Men alle ved, at ingen erhvervsfolk vil bruge en sum penge uden at få mere igen. I valgåret 2007 modtog S og SF tilsammen 3,3 millioner kroner fra fagbevægelsen og andre private organisationer. Venstre og Konservative modtog 37,8 millioner kroner. Så erhvervslivet skal altså have mere end ti gange så meget ud af deres investering som fagbevægelsen.
Lukketheden omkring den blå partistøtte betyder, at et tilbageblik er nødvendigt, hvis man vil se, hvad erhvervslivet får ud af deres investeringer. Og de borgerlige har gennemført meget, der ensidigt er til fordel for erhvervslivet og vendt mod lønmodtagerne.
Et eksempel er en skattereform, der giver store skattelettelser til direktørerne og andre rige, mens almindelige lønmodtagere bliver spist af med peanuts og får beskåret deres fradrag for fagforeningskontingenter.
Et andet eksempel er, at regeringen har ladet den offentlige velfærd skrante og samtidig har forgyldt privathospitalerne.
Jeg kunne fylde resten af avisen med dens slags eksempler, og derfor er de borgerliges klynk både upassende og ufrivilligt morsom.