Også i dag står valget mellem at kæmpe for at fastholde selvstændigheden eller tilpasse sig de herskende forhold. Endnu engang - kamp eller tilpasning

af Lars Ulrik Thomsen
I år er det 90 år siden fundamentet til DKP blev dannet. Det skete ved en sammenslutning af Socialistisk Ungdoms Forbund og Socialistisk Arbejderparti, som i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti.
Partiet har oplevet store sejre og også nederlag, men vi har hver gang overvundet vanskelighederne gennem en ideologisk afklaring.
I virkeligheden er partiets historie endnu ældre, idet vi viderefører traditionerne fra dannelsen af Internationale i Danmark i 1872. Vi har meget til fælles med pionererne fra arbejderbevægelsens start og dens revolutionære traditioner.
Der er skrevet en del om partiets historie, og det bliver der også i jubilæumsåret. Kvaliteten er svingende, men interessen viser, at det ikke er en døgnflue der omtales, men en bevægelse med dybe rødder i folkets historie.
Her vil jeg begrænse mig til et tema, som er helt centralt i det politiske arbejde, nemlig forholdet til Den europæiske Union.

Foragt for demokratiet
Det har længe stået klart, at EU og dets institutioner er uforenelige med en normal demokratisk proces. Efter forkastelsen af Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen i juni 1992, blev vi blot præsenteret for en ny udgave med de fire forbehold.
Da Frankrig og Holland forkastede den første forfatningstraktat, skulle der holdes en tænkepause. Da den var slut, fortsatte arbejdet med EU-traktaten uændret, men nu under et nyt navn: Lissabon-traktaten.
Det samme fupnummer er gentaget i Irland. Denne foragt for demokratiet er et grundlæggende træk ved EU og noget, som det har fælles med besættelsestiden fra 1940-45.
Hvordan kan det være, at denne periode, som er forholdsvis kort, kom til at betyde så meget for vores historieforståelse? Den dag i dag er Anden Verdenskrig og datidens begivenheder det mest centrale for vores forståelse af frihedsrettigheder og national suverænitet.
Her skiltes vandene mellem dem, som ville tilpasse sig forholdene, samarbejdspolitikerne, og dem som ville kæmpe for landets frihed. Dermed blev det et valg, som alle danskere blev stillet over for - enten at tilpasse sig eller at tage kampen op. Det var det tema, Hans Kirchhoff formulerede i sin bog 'Kamp eller Tilpasning'.

Dengang som nu
Kan man sætte lighedstegn mellem EU og besættelsestiden?
Ja, klassemæssigt er det de samme kræfter som er på spil. Det var de store monopoler i bankvæsen og rustningsindustrien, som finansierede Hitler; det som senere blev til Kul- og Stålunionen.
Den hæmningsløse udbytning under krigen viste storbøndernes og kapitalens sande ansigt. De solgte vores frihed og selvstændighed for usselt mammon.
I dag er det de samme monopoler, som kontrollerer EU, blot i endnu større format. Derfor står valget i dag mellem at kæmpe for at fastholde selvstændigheden eller tilpasse sig de herskende forhold. Endnu engang - kamp eller tilpasning.
Vi mærker på alle områder, hvordan sociale forringelser og øget kontrol går hånd i hånd med begrænsninger i demokratiet. Prisen for kapitalens frie bevægelighed er en opgivelse af arbejderklassens rettigheder.
Som det skete under besættelsen, er kløften mellem rig og fattig blevet endnu dybere, nu som følge af vores EU-medlemskab.
Denne politik skabte i besættelsestiden en enestående folkelig bevægelse, som forbandt kampen mod nazi-regimet med kampen for bedre løn- og arbejdsforhold. Resultatet blev Folkestrejken og august-oprøret.
Vi har i dag samme mulighed for gennem Folkebevægelsen mod EU, som er landets største antimonopolistiske bevægelse, at skabe en bred folkelig modmagt.
DKP har en ærefuld andel i Folkebevægelsens start i 1971, og partiet viderefører den dag i dag enhedens metode og de vundne erfaringer fra frihedskampen.

Historieforfalskning
Det er ikke nogen tilfældighed, at partiets rolle under besættelsen forties og undertrykkes af nutidens historikere. Man undgår så vidt muligt at omtale partiets indsats, og hvis det sker, er det med et nedladende og fordrejet billede af virkeligheden.
Helt barokt er det, at borgerskabet og Socialdemokraterne, som jagtede og udleverede kommunisterne til tyskerne, i dag står som de 'sande' repræsentanter for frihedskampen.
Det er selvfølgelig en bevidst politik, fordi nutidens mennesker ikke må lære sandheden om krigens historie at kende. Antikommunismen kværner uafbrudt i medier, på uddannelsessteder og andre steder.
Kommunisterne forvandles til agenter for en fremmed magt med planer om lyssky aktiviteter. Disse påstande er aldrig blevet dokumenteret, men Goebbels forstod, hvordan en løgn forvandles til sandhed, hvis den gentages ofte nok.
Ved at undergrave kommunisternes autoritet i befolkningen ønsker storkapitalen at bane vejen for en afvikling af vores nationale selvstændighed og den fuldstændige underkastelse under EU-staten.
Derfor må DKP og alle progressive kræfter værne om den sande historie fra besættelsestiden. Vi må vise de store ofre, som folket gav for at vinde friheden, og hvordan resultatet ikke var nogen tilfældighed, men en målbevidst stræben.
Mange af DKP`s medlemmer betalte den højeste pris i koncentrationslejre, i tugthuse eller under torturbødlernes afhøringer.
Vi bør ære deres indsats ved selv at videreføre frihedskampens idealer, ved at lære af vores historie. Dansk arbejderbevægelses revolutionære traditioner lever, og vil også triumfere over egoisme og profitjageri
Vi stred ved andres side,Vor ungdoms blod der flødHjalp med til at befri osFor trældoms bitre nød.Men at vi endnu ånderI friheds åndedrag,Det skylder vi en større magtAt vor sag er alles sag.Otto Gelsted.
DKP har en ærefuld andel i Folkebevægelsens start i 1971, og partiet viderefører den dag i dag enhedens metode og de vundne erfaringer fra frihedskampen.