09 Dec 2021  

KBH: Overskyet, 2 °C

Erik Stinus er død

Erik Stinus er død

Onsdag, 18. november, 2009, 00:00:00

Han var det blideste menneske, og det venligste, men med den stærkeste nerve i sin poesi og i sin evne til at sige tingene i kunstnerisk ligefremhed, uden at de blev banale

af Knud Vilby
Den sidste tid havde kræften kroget Erik Stinus` krop, men hans poetiske kraft og vilje lod sig ikke bøje. I foråret havde han ment, at han næppe fik kræfter til at skrive flere egne digte, men han fortsatte med at oversætte poesi, og da Brorsons Kirke blev ryddet i august, skrev han digtet 'De ansvarlige'. Det stod i Politiken 18. august, og det slutter med strofen: 'Sorgen og gråden i denne nat og vredesråbene fra gaden dagen efter vil stå indskrevet i historien, dem til skam, deres modstandere til ære.'
Han fortalte selv, at en af de ansatte på plejehjemmet var kommet ind til ham med tårer i øjnene og havde fortalt, hvad der var sket i kirken. 'Så græd vi sammen', sagde han. Og så skrev han. Og da han læste digtet igennem efter at have sovet, var der kun en enkelt rettelse.
Han var det blideste menneske, og det venligste, men med den stærkeste nerve i sin poesi og i sin evne til at sige tingene i kunstnerisk ligefremhed, uden at de blev banale.
Sidste år udkom hans udvalgte digte i samlingen 'En tusindedel træ i vinteren'. Her skriver Peter Poulsen i forordet om ham som modernisten, der ikke kan sættes på litterær -isme eller i skole, men som er som de landskaber 'han betragter og er del af'.
'Hans engagement i verden, hans stillingtagen, hans solidaritet og alt, hvad der gør ham elsket (og hadet) er til stede i hans digte, men poesien sætter kursen', skriver Peter Poulsen også.
Livets og den poetiske kurs var præget af samme livslange engagement. Erik var, hvor han skulle være, og han var altid til at regne med. Han brugte sig selv og sin kunst, og han gjorde det på de svages side og på anstændighedens, men han lod sig ikke bruge. Og han kunne ikke sættes i bås.
Han og Sara var uadskillelige, både som ægtefæller og som venner og kunstnere, og da hun døde for få år siden, virkede det også som en åndelig amputation. Kunne han fortsætte sit centrale og vigtige arbejde?
Det kunne han, og han havde travlt med at nå det, der skulle nås, inden det blev for sent. I 2008 udkom også hans store, varme og mangfoldige kollektivroman 'Matumaini', der tager afsæt i hans unge år som ulandsfrivillig i det netop selvstændige Tanzania, og samme år udkom sonetterne 'Mod kalenderen'.
Et par af sætningerne i denne samlings sidste sonet lyder:
'Jeg fulgte vinternattens strenge ordder lød: Det bedste gemmer vi til sidst,hver pligt skal være udført, intet spormå ses af sommer, efterårets fristmed høje himles blå og blades glød,på hvidt skal sort og rent det hele stå,mit værk, min sang. Da stiger solen rødog jeg kan synge lidt for dig og gåden bedste sidste vej i selskab medden skat jeg drømte om, beskue denpå jordisk plan, fra pligter løst, i fred.'
Eriks sidste tid var smertefuld. Også denne tid tog han med tålmod og pligtfølelse. Han fulgte med og tog del. Nu er han løst fra pligterne. Men hvor vil vi savne ham.

Erik Stinus bisættes på lørdag den 21. november klokken 13 i Esajas Kirke, Upsalasgade / Malmøgade, København Ø

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp