Det handlede om NATO`s politiske, økonomiske og strategiske interesser i at udrydde de sidste rester af socialisme i Østeuropa og følgelig privatisere Jugoslavien

af Per Dørup Jensen, Ålborg
Det var forbløffende - og skræmmende let, at NATO-landene, med undtagelse af Grækenland, fik folkelig opbakning til overfaldet på Jugoslavien i 1990`erne.
Dét budskab, samtlige medier metodisk proppede ned i halsen på lønslaverne i USA og Europa, der angiveligt boltrer sig i frihed, demokrati og menneskerettigheder, var, at serberne krænkede de bosniske og kosovo-albanske muslimer humanitært og etnisk.
At det modsatte i mindst lige så høj grad skete, blev systematisk nedtonet. Politisk opposition og pluralistisk information, som politikere og medier ellers plejer at bryste sig af, var så godt som ikke eksisterende.
Så i en sort-hvid propagandastrøm, som ikke gav Goebbels meget efter, kunne regeringer - og meningsdannere herhjemme som Tøger Seidenfaden, Vibeke Sperling, Pernille Bramming, Birte Weiss og mange andre - også fra den såkaldte venstrefløj, kynisk udnytte produktivkræfternes manglende (udenrigs)politiske udvikling under kapitalismen.
Uden opposition og mod-information kunne de dæmonisere serberne og deres ledere.
Så ikke ét ord om, at det hele egentlig handlede om NATO`s politiske, økonomiske og strategiske interesser i at udrydde de sidste rester af socialisme i Østeuropa og følgelig privatisere Jugoslavien, hvor sidstnævnte motiv tydeligt konkretiserer sig den dag i dag.
Ligesom historien om 'Racak-massakren', der dannede optakt til NATO`s tæppebombardement af Beograd i 1999, er 'det største massemord i Srebrenica siden Anden Verdenskrig, hvor de bosniske serbere under Karadzic`s og Mladic`s ledelse angiveligt henrettede 8000 bosniske muslimer', omstridt.
Det kan enhver, der gider søge alternative oplysninger, forvisse sig om ved at gå på nettet.
For eksempel konkluderer Srebrenica Research Group i 2005, at 'dèt der skete i Srebrenica ikke var en enkelt stor massakre på muslimer, men snarere en række meget blodige angreb og modangreb over en tre-årig periode, der kulminerede i juli 1995.'
Men NATO har jo stadig behov for at retfærdiggøre ødelæggelsen af Jugoslavien. Så det er på forhånd givet, at den krigsdomstol som angrebsalliancen oprettede i Haag i 1993, dømmer Karadzic som krigsforbryder. Hvis han da ikke bliver likvideret forinden, ligesom kritikere påstår, var tilfældet med Milosevic.