Man skal næppe undervurdere Herman og baronessen. Hvis man kigger nærmere efter, så er der tale om to personer, som i holdning og handling er helliget opbygningen af EU-staten

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
Det har vakt en del undren, at
EU`s statsledere under deres korte middag i torsdags hurtigt blev enige om at udpege den belgiske statsminister Herman Van Rompuy og den britiske EU-handelskommissær Catherine Ashton som henholdsvis EU-præsident og EU-udenrigsminister
Ikke alene var de to kommende topledere i EU stort set ukendte udenfor deres egen andedam, men de har også begge kendetegn af det stof, som undren er lavet af.
Herman Van Rompuy bruger for eksempel sin fritid på at skrive japanske haiku-digte, som i sin klassiske form er digte på tre linjer med i alt 17 skrifttegn. Uden at lægge for meget symbolik i indholdet lyder et digt af den store klassiske haiku-mester, Basho (1644-1694), som følger:
En gammel dam
En frø springer
Plask
Heller ikke Catherine Ashton er helt almindelig. Efter at have haft en række poster i den offentlige administration blev hun i 1999 udnævnt til medlem af det britiske overhus og fik dermed titel af baronesse.

Skræddersyet til EU
Hun er aldrig blevet valgt til noget, hvilket har fået en kommentator i Daily Telegraph til spydigt at konstatere, at 'hun er helt uplettet af nogen form for demokratisk erfaring noget steds i sin karriere. Hun er skræddersyet til EU'.
Dette ukendte par har fået allehånde EU-eksperter til at snakke om en 'konsensus-løsning' og om 'den laveste fællesnævner'. Nogle mener endog, at alle de flotte målsætninger om, at EU skal optræde som en rigtig supermagt på verdensscenen med en præsident og en udenrigsminister i spidsen, nu har lidt et tilbageslag. For dem havde en type som krigsforbryderen Tony Blair klart været at foretrække.
Imidlertid skal man som EU-modstander næppe undervurdere Herman og baronessen. Hvis man kigger nærmere efter, så er der tale om to personer, som i holdning og handling er helliget opbygningen af EU-staten.
For eksempel var det Catherine Ashton der, som formand, fik banket Lissabon-traktaten igennem Overhuset, hvilket ikke er nogen helt lille præstation i det EU-skeptiske Storbritannien.
Og som Mandelsons afløser som EU`s handelskommissær har hun det sidste år vist, at hun er præcis lige så hensynsløs i sin varetagelse af EU`s interesser overfor ulandede, som han var.
Og Van Rompuy kan andet end at skrive haiku-digte. Han er blandt andet kendt som en ihærdig føderalist, det vil sige som tilhænger af mere magt til EU i forhold til medlemslandene. For eksempel er han en varm tilhænger af en fælles EU-skat. Samtidig fik han entydig opbakning fra alliancen mellem Tyskland og Frankrig, som mere og mere udgør kernen i Unionen.

Skridt mod EU-staten
Selvfølgelig har personer og deres individuelle kvaliteter - og det modsatte! - betydning. Også når det gælder EU`s udvikling. Men de fungerer jo ikke i et tomrum. Ved siden af sig har de en hel EU-kommission, som er forpligtet til at arbejde for en stadig tættere Union, som det er formuleret i EU`s grundlæggende traktater. Skulle en af de to svigte, så er der næppe tvivl om, at den genvalgte kommissionsformand, Jose Manuel Barroso, står klar til at overtage initiativet.
I det hele taget kommer især Catherine Ashton til at være omgivet af et gigantisk apparat. Som EU-udenrigsminister tegner der sig i horisonten en udenrigstjeneste på 5-7000 medarbejdere og omkring 130 ambassader verden over.
Så måske er det ikke så meget udnævnelserne i sig selv, som er interessante, men mere det skridt i retning af EU-staten, som de repræsenterer.
Da Venstre ved forrige EU-parlamentsvalg skulle vedtage deres valgprogram, fjernede de ordet 'præsident' med den begrundelse, at det skabte 'forkerte billeder hos folk'. Det havde de jo nok ret i. Men nu er disse 'forkerte billeder' altså blevet en realitet.