Ved domstolsophævelsen af behandlings-foranstaltningen er personen oftest fortsat syg og har behov for en tæt og omfangsrig behandlingskontakt
af Ellinor Palm Pedersen, kredsformand i Sind, København
Sindslidende lovovertrædere er i Danmark straffrie.
De kan således ikke straffes med fængsel efter straffelovens bestemmelser, men de bedømmes grundigt lægefagligt ved en metalundersøgelse (i retslægerådet, landets øverste lægefaglige ekspertise) og juridisk ved retten.
Når således en dommer efter almindelig rettergang finder personen utilregnelig på grund af sin sindslidelse, idømmer hun en psykiatrisk behandlingsforanstaltning i henhold til straffelovens paragraffer 16 og 68.
Foranstaltningen vil indeholde to hovedelementer, nemlig behandling og retssikkerhed, med det formål at undgå fornyet kriminalitet. For at opnå dette er overlægen tillagt vidtgående beføjelser, hvad angår frihedsberøvelse og behandling - om fornødent under tvang, som kan forløbe over mange år.
Sindslidende, som lægeligfagligt og juridisk er fundet utilregnelige, anses dels for at have handlet uden fortsæt og dels for i udtalt grad at være berøvet deres sunde fornuft og vilje, at befinde sig i et mentalt kaos, ude af stand til at overskue konsekvenserne af deres handlinger.
Fortsat behandling
En psykiatrisk behandlingsforanstaltning kan som nævnt strække sig over mange år, men ved domstolsophævelsen heraf er personen oftest fortsat syg. Patienten har behov for en tæt og omfangsrig behandlingskontakt, der omfatter pleje og social støtte, herunder tilkendelse af pension.
Sker det ikke, optræder der en forværring af lidelsen, yderligere social forarmelse, fare for fornyet kriminalitet og selvmord. I Danmark er kroniske sindslidendes selvmordsrisiko 10-20 gange forøget i forhold til normalbefolkningen.
Ved domstolsophævelsen vil de fleste udlændinge have et meget stort behov for fortsat behandlingsstøtte. Den gennemføres oftest frivilligt, men kan ske under tvang efter psykiatrilovens bestemmelser.
Denne gamle, humanitære retspraksis led skade i 1998 ved Folketingets vedtagelse af en ændring af udlændingeloven med virkning for straffeloven. Herefter kan dømte patienter efter hospitalsudskrivning udvises ved dom.
Inhuman
Ved udvisning af sindslidende lovovertrædere fra den tredje verden drejer det sig hovedsageligt om personer med kroniske sindslidelser. Når de begår den kriminelle handling, er lidelsen som oftest forværret, og den pågældende patient er uden kontakt til behandlersystemet.
Ved udvisning til tredjeverdenslande sker der et afgørende brud med behandlingstilbuddet med overordentlig stor fare for forværring af sygdommen.
Resultatet vil være social forarmelse - og dette hos en person, der på grund af sin sygdom er berøvet fornøden vilje og handlekraft. Risikoen for at gå til grunde er derfor meget stor.
Det er en umenneskelig behandling af vore psykisk syge udlændinge, som har handlet uden forsæt. Og det er inhumant for en udviklet kulturnation som Danmark at sende kronisk sindslidende ud af landet mod deres vilje ved behandlingsophør.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278