Behøvede kommunen at udlicitere privat? Nej, de kunne vælge at stå for indsamlingen af affald selv. En del af forklaringen skal nok søges i politisk- ideologiske tvangstanker ud fra devisen om, at alt privat er bedre end kommunalt og offentligt
af Niels Nielsen, skraldemand hos R98
R98, en af Danmarks største affaldstransportører, skal udliciteres og lukker efter planen i 2011.
Udliciteringen af den 111 år gamle virksomhed, der drives som en nonprofit fond, skal efter planen køre i tre tempi i løbet af de næste to år i forskellige regioner i København og Frederiksberg Kommune.
Baggrunden har været årelang kritik fra private vognmænd af længden af den oprindelige kontrakt, der løb til 2020. Specielt fra vognmand Marius Pedersen, som sjovt nok ikke selv har budt ind i det første udbud.
Godt hjulpet af effektiv lobbyvirksomhed skubbede daværende miljøminister Connie Hedegaard på for at få Konkurrencestyrelsen til at undersøge aftalen. Desuden mente EU, at længden af kontrakten var et brud på almindelig konkurrencepolitik.
R98 indgik i samarbejde med medarbejderklubberne på arbejdspladsen en frivillig ophørsaftale med kommunerne, da man på den måde ville få en ikke ringe indflydelse på udbudsmaterialet. Modsat blev man truet med en meget kort afviklingsperiode.
Da man i R98 troede, at man selv kunne byde ind på licitationen, har man i årevis effektiviseret og rationaliseret for at kunne konkurrere på lige fod med private udbydere. Det viste sig dog, at R98 ikke selv må være med til at byde på den opgave, som de i mange år har varetaget.
Som mangeårig skraldemand ved R98 vil jeg gerne fortælle om en helt unik arbejdsplads med usædvanlig stort fokus på arbejdsmiljø.
R98 har igennem de sidste to år reduceret antal kundeklager med 60 procent, og regulariteten (tømning til tiden) er også helt i top med 99,99 procent. Samtidig har medarbejderne en fraværsprocent på 4,2 procent, som mange virksomheder kan misunde.
R98 har også, i samarbejde med kommunen, særlige lærlingepladser forbeholdt utilpassede unge. Man har motionsrum, squashbane, sauna og billigt massagetilbud til medarbejdernes fysiske velbefindende, og skulle man som ansat få fysiske eller psykiske problemer, kan man få hjælp i netværksgrupper og af virksomhedsbetalt kiropraktor og psykolog.
Social ansvarlig
Den sociale ansvarlighed betyder, at de fleste medarbejdere er engagerede i deres arbejde og gerne tager et ekstra ansvar. Det er en virksomhedskultur, hvor korpsånd, stolthed og arbejdsbegejstring råder. Deraf også det lave fravær og den høje kundetilfredshed.
I R98 er der 469 ansatte, heraf 335 skraldemænd. Da man i udbuddene kun laver aftaler om virksomhedsoverdragelse af skraldemændene, er der 134 ansatte i administrationen og på værkstederne, som skal ud og søge ikke-eksisterende jobs og stille sig op i arbejdsløshedskøen.
Og da dagpengene ikke er noget, man ligefrem sparer op af, er det samtidig med lavere trækprocent også et tab af kroner i kommunekassen, da mange medarbejdere er bosat i København.
Behøvede kommunen at udlicitere privat? Nej, de kunne vælge at stå for indsamlingen af affald selv. Men man valgte at udlicitere en virksomhed, der i den grad er gearet til at matche enhver privat udbyder både miljømæssigt, servicemæssigt og prismæssigt.
En del af forklaringen skal nok søges i politisk ideologiske tvangstanker ud fra devisen om at alt privat er bedre end kommunalt og offentligt. Hvilket enhver med bare minimalt kendskab til udlicitering ved, ikke er sandt. Det fører ofte til både fordyrelser og forringelser.
I dag går glæden over privat udlicitering på tværs af partiskel, men oprindelig var det borgerlige politikere, der lancerede udlicitering. Godt hjulpet på vej af private virksomheder, som ville have sugerøret ned i de offentlige kasser.
Med i ryggen har man så Konkurrencestyrelsen og EU og på ideologiens alter ofrer man velfungerende arbejdspladser. 'I gamle dage' blev en given kommunal opgave styret direkte af kommunen, og de folkevalgte og deres embedsmænd var ansvarlige.
Nu kan man smøre en eventuel utilfredshed med en kommunal opgave af på en privat vinder af et udbud.
Kommunerne er gået fra at styre en opgave til at overvåge, om vinderen af et udbud overholder en kontrakt. Til det har man opfundet den kommunale tilsynspligt, som man i nogle tilfælde kan have sin tvivl om, bliver overholdt.
Berygtede HCS vandt
I Københavns Kommune har transportør H.C. Svendsens firma City Renovation vundet første udbud, og efter mange udsættelser overtager firmaet indsamlingen af dagrenovation i Valby, Vanløse, Brønshøj, Husum og Tingbjerg fra den 1. januar 2010.
H.C. Svendsen var i øvrigt den eneste byder, og hans firma er berygtet for ikke at overholde de udbud, han vinder. Senest er han blevet suspenderet fra et antal kommuner i Hovedstadsområdet.
Og han har også problemer med at overholde arbejdsmiljøloven og overenskomsten, hvilket flere hundrede sager mod ham hos Arbejdstilsynet og fagforeningen 3F vidner om.
Da en repræsentant fra firmaet var på besøg på R98 for at besigtige omklædnings- og badeforhold, var han imponeret. Hvis et lille skab til beskidt tøj og et andet til rent tøj plus nogle brusere til deling kan imponere i år 2009, siger det en del om virksomhedskulturen hos H.C. Svendsen. Eller manglen på samme.
Modsætningen mellem den overordnede dagsorden og den virkelige verden kommer også til udtryk i selve udbuddet. Da Københavns Kommune ynder at profilere sig på miljøet, må man tage sig til hovedet.
På R98 er der parkerings- og værkstedsforhold til skraldebilerne og omklædningsrum og kantine til medarbejderne klos op ad Amagerforbrændingen, hvor en stor del af det indsamlede skrald afleveres. Kommunen kunne have betinget sig i udbuddet, at man skulle bruge disse faciliteter, men det gjorde man ikke.
Miljøbelastning
I praksis betyder det, at en vinder af et udbud kan komme langvejs fra for at servicere borgerne i København. Hvis vinderen har biler stående i Hvidovre, Glostrup, Fakse eller Køge - H.C. Svendsen har endnu ikke oplyst, hvor de vil etablere City Renovation - skal skraldemændene køre til København for at tømme skrald og tilbage for at stille bilerne. En stor miljøbelastning.
Og hertil skal lægges, at de fleste R98-skraldemænd bor i Københavns Kommune, hvilket også afstedkommer mere trafik og forurening fra privatbiler.
Hvor ville det være opløftende, hvis der i Københavns Kommune var nogle ansvarlige politikere, der bare momentvis kunne præstere noget, der mindede om selvstændig fornuftig hjerneaktivitet.
I Frederiksberg Kommune har de besluttet kun at udlicitere farligt affald og glasaffald. Alt andet skrald kan de selv køre lige så billigt som en privat udbyder. Kommunen overvejer samtidig, om man vil leje R98-anlægget ved Amagerforbrændingen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278