Miljøorganisationerne, sociale og politiske foreninger samt hoved-parten af verdens lande kræver en bindende, bæredygtig og solidarisk klimaaftale. Mens klimabevægelsen står sammen om kravet, er vi splittet på metoden

af Julie Malling, landsledelsesmedlem, Kommunistisk Parti
På mandag starter klimatopmødet. Tusindvis af klimaaktivister vil strømme til København og indtage gaderne i protest mod de rige landes ansvarsløshed og passivitet overfor klodens problemer.
Miljøorganisationerne, sociale og politiske foreninger samt hovedparten af verdens lande - ikke mindst udviklingslandene - har længe arbejdet i samme retning. De står fast på kravet om en bindende, bæredygtig og solidarisk klimaaftale. Men en bæredygtig løsning, kræver at det globale pres på industrilandene - ikke mindst på USA - forstærkes. Men hvordan?
Mens klimabevægelsen i det store hele står sammen om kravet, er vi splittet på metoden.
Er det de store brede folkelige demonstrationer hvor vi viser, at vi er tusinder og atter tusinder, som kræver handling nu, der er vejen frem? Eller er det en aktion med civil ulydighed, hvor en gruppe af klimaaktivister vil forsøge at forhindre topmødet, som vil styrke vores kamp?

Civil ulydighed er mange ting
Jeg er tilhænger af første model. Jeg er ikke principielt modstander af civil ulydighed, men jeg er imod den pågældende aktion. Min holdning kræver naturligvis en forklaring.
Civil ulydighed foregår hver eneste dag og kan tage hundredvis af forskellige former.
Der er tale civil ulydighed, når forældre blokerer deres børns daginstitutioner imod nedskæringer, som det skete i København under budgetforhandlingerne. Og der er tale om civil ulydighed, når fartglade tosser hver dag sætter speederen i bund og overskrider fartgrænsen til fare for dem selv og for andre.
Illustreret med disse to eksempler må det være tydeligt for enhver, at civil ulydighed både kan være hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig. Det er hensigtsmæssigt at anvende civil ulydighed, når det gavner sagen, når der kan sikres bred opbakning og når ens modstander er entydig. En overtrædelse af fartgrænserne kan ske i protest mod herskende normer, desværre bliver det bare ikke kun dem, men også alle de andre bilister, som bliver farttossens modstander.

Til kamp mod kul
I den nuværende klimakamp bruges civil ulydighed flittigt af aktivister verden over.
Det sker særligt i kampen mod kulkraft. Og det har ført til flere succesfulde historier, hvor kraftværker, efter at aktivister i bogstavelig forstand har lukket dem ned, ikke er blevet genåbnet. Civilulydighedsaktionen 'Shut it Down', hvor vi herhjemme i Danmark forsøgte at sætte en stopper for Amagerværkets kulkraft, betegner jeg ligeledes som en vellykket aktion.
I den sag er det politiske mål tydeligt for enhver, modstanderen er ikke til at tage fejl af, og ligeledes kan kravet sikre bred opbakning: vi skal have afskaffet kulkraften som det fossile brændstof, der udleder absolut mest CO2, og kullet skal erstattes med alternative energiformer, som allerede er opfundet.
Når politikerne ikke kan finde ud af at lukke kraftværkerne, fordi de er mere interesserede i at sikre fortsat profit til DONG, Vattenfall og andre store energiselskaber, end de er i klodens og menneskernes fremtid, ja så bliver vi tvunget til at tage sagen i egen hånd. Og hvis vi vil, kan vi gøre det i bred alliance, med de, som arbejder på kraftværkerne. Lukningen af kulkraft vil reducere CO2`en til gavn for os alle, men vil bevare arbejdspladserne i en ny og bæredygtig energiproduktion.

Vores allierede er bag muren
Ovenstående er et eksempel på velovervejet og rigtig brug af civil ulydighed i klimakampen.
Men hvorfor er det så lige, at jeg mener, det er forkert at søge at stoppe topmødet med civil ulydighed?
Den korte version er, at denne aktion ikke vil gavne vores politiske sag, ikke har bred opbakning, og fordi den modstander, man vil aktionere imod, heller ikke er entydig.
Efter min mening er COP15 et helt legitimt møde indkaldt af FN. Det virker ugennemtænkt at ville storme det. Konsekvensen vil formodentligt blive, at de krav, som tusindvis af græsrødder står sammen om, vil drukne i tåregas og masseanholdelser. Jeg tror også at flere vil ende med at støtte regeringens Lømmelpakke.
Allerede nu har denne aktion skabt splittelse i klimabevægelsen. Jeg tør godt vove den påstand, at det kun er et meget lille mindretal af de titusinder, der går på gaden den 12. december, der mener at man skal aktionere for at stoppe COP15.
Inde bag Bella Centerets tykke murer befinder sig delegationer fra mange lande, der nu i årevis har kæmpet for en bæredygtig og bindende aftale i København.
Lad mig nævne repræsentanterne fra de fattige lande i Afrika. Her er store befolkningsgrupper allerede nu truet af den menneskeskabte globale opvarmning. Ikke at forglemme hovedparten af delegationerne fra Latinamerika, hvor stadigt flere lande tilslutter sig en alliance mod imperialismen. De er i fuld gang med at opbygge deres samfund efter bæredygtige og solidariske principper. De mest fremskredne af landene har kurs mod socialismen.

Klimakamp er klassekamp
Repræsentanterne fra disse mange lande vil på COP15 være i åbenlys opposition til USA, Danmark og andre rige industrilande, der ikke ønsker en bæredygtig og bindende klimaaftale.
USA og dets allierede kommer til København for at styrke deres egne imperialistiske ambitioner. De vil ikke tvinges til en markant reduktion af deres CO2-udslip, som kan true deres profit.
Klimakamp er klassekamp. Efter min mening er udfordringen derfor ikke at lukke COP15, men at styrke alliancen mellem de titusinder der vil demonstrere og aktionere i Københavns gader og de mange lande, der kæmper for de samme paroler som os.
CIVIL ULYDIGHED er åbenbart et mantra for nogen. Men det er form uden indhold, som vil skade det politiske budskab og gavne vores modstandere, uanset at hensigterne er det modsatte.
Lad os i stedet stå sammen om vores fælles krav og isolere USA og de industrilande, som er kommet til København for at sikre kapitalismens overlevelse.
Las os bruge COP15 til at forstærke det folkelige pres på de rige industrilande, som bærer ansvaret for klimaproblemerne. Det gælder under som efter klimatopmødet i København.