Ægtefælleafhængigheden - en pest for mennesker på overførselsindkomst

⎙

Lørdag, 05. december, 2009, 00:00:00

Skulle det lykkes af få afskaffet ægtefælleafhængigheden, ville det betyde en stor forbedring både i økonomi og livskvalitet for de ringest stillede i Danmark

af Laila Ammitsbøl, Næstved eller Rødby
Da jeg var barn, gik min mor hjemme og var desperat husmor (og jeg mener virkelig desperat), mens far gik ud i verden og tjente penge. Der hvor jeg boede, var det slet ikke noget særsyn, at kvinderne var hjemmegående. Faktisk var der, så vidt jeg husker, blandt pigerne i min klasse kun en, hvis mor var udearbejdende.
Jeg voksede op i landsbyen Vålse på Nordfalster, meget længere ude end der hvor kragerne vender. Måske har statistikken været lidt anderledes der end i byerne, men under alle omstændigheder var det et normalt syn på den tid at se en kvinde, der blev forsørget af sin mand.
Dog var kønsrollerne under forandring. Kvinderne fik trang til at tjene egne penge og nyde godt af det selvværd og den selvstændighed dette medfører.
Nu, flere årtier senere, er det fuldstændigt normalt og indlysende, at alle har deres egen indkomst. Når man vælger partner, hvad enten man er mand, kvinde, homo- eller heteroseksuel, gør man det ud fra lyst og kærlighed og ikke efter forsørgerevne. Den tid er forbi, hvor den ene part i forholdet forventedes at skulle forsørge den anden, til gengæld for sex, børnepasning, tøjvask og medisterpølsestegning. Det er i dag en selvfølge at ethvert individ har sin egen indtægt med deraf medfølgende selvværd og autonomi.
Og dog, der er nogle mennesker i det danske samfund, der ikke nyder godt af denne selvfølgelige ret. Mennesker på overførselsindkomst lider under det, der kaldes den gensidige forsørgerpligt. Hvis en førtidspensionist forelsker sig og bliver enig med sin kæreste om, at de vil flytte sammen eller gifte sig, melder pludselig det store grimme spørgsmål om økonomi sig, for idet førtidspensionisten bliver samboende, mister hun eller han en stor del af sin indtægt.
Vælger de to nyforelskede at tage det økonomiske smæk og flytte sammen alligevel, kan de regne med endnu en svidende lussing, hvis den arbejdende ægtefælle på et tidspunkt er så heldig at få et bedre job med mere i lønningsposen. Så snart hun eller han stiger i indtægt, bliver de ekstra kroner i kassen nemlig stjålet fra pensionisten. Parret står i en temmelig håbløs situation, hvor det nærmest er umuligt at forbedre den samlede husstandsindkomst og det på trods af, at det nærmest er et mantra for den siddende regering, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Også kontanthjælpsmodtagere rammes. Helt absurd bliver det, når en voldsramt kvinde må flygte fra sin mand. Da hun stadig på papiret er gift med ham, beregnes hendes indtægt nemlig ud fra, hvor meget manden tjener. Hun efterlades altså uden indkomst overhovedet, som det kunne læses i artiklen 'Kontanthjælpsregler efterlader voldsramte kvinder uden indtægt' i Information den 10. november.
I min frustration over forsørgerpligten har jeg henvendt mig til flere politikere. Desværre virker det, som om man skal så langt til venstre som til Enhedslisten for at møde forståelse for, hvor urimelig lovgivningen er på dette område. En kendt socialdemokrat svarede følgende på min mail:
'Vedrørende forsørgerpligten vurderer man, at det er billigere at leve to mennesker sammen, end hver for sig. Udgifter til husleje, varme, el og mad bliver samlet set mindre per person, når man er to til at betale, hvorfor pensionen også bliver tilsvarende mindre.'
Ja, det er billigere at bo to sammen. Det er det i hvert fald for alle andre mennesker. Hvorfor skal førtidspensionister og andre på overførselsindkomst ikke have den økonomiske fordel ved at bo to sammen? Hvorfor denne forskelsbehandling? Hvorfor skal man som førtidspensionist eller kontanthjælpsmodtager opleve den ydmygelse det er, at ens økonomi ikke er ens egen, men reguleres i forhold til, om man er samboende/gift eller ej? Hvorfor skal man risikere at stå i den situation, at man simpelthen ikke har råd til at flytte sammen med sin partner?
Forsørgerpligten rammer desuden hårdest hos de fattigste, for hvis den arbejdende ægtefælle har en stor indtægt, betyder det jo ikke så meget økonomisk, (men dog stadig for pensionistens selvværd) at pensionisten trækkes i indtægt. Hos et par hvor ikke-pensionisten har et job, der giver i omegnen af 200.000 brutto på årsbasis, er forsørgerpligten derimod dybt desillusionerende for lysten til at yde noget ekstra.
Hvis den samlede husstandsindkomst går lidt op, tages det nemlig fra pensionistens boligsikring og pension, hvilket resulterer i at parret har en meget ringe mulighed for at forbedre den samlede husstandsindkomst. Og giv det lige en tanke, at det, der bliver taget fra parret, procentuelt svarer til meget mere end topskatten, som de allerrigeste har så ondt i røven af at skulle betale.
Ægtefælleafhængigheden og de forskellige satser, der er afhængige af, hvornår og hvilken type førtidspension man har, giver kæmpeforskelle i det, man kan få udbetalt. Er man så heldig at være bevilget den højeste førtidspension efter gammel ordning, og er man enlig, har man 16.625 kroner før skat og en tillægsprocent på 100, hvilket vil sige, at man får betalt tandlægeregninger, briller og så videre.
Værst ser det ud, hvis man er på mellemste pension efter gammel ordning og er samboende eller gift, for så må man nøjes med 10.279 før skat og en tillægsprocent på 0. Det betyder, at man ingen som helst hjælp kan få til nødvendige ekstraudgifter som for eksempel tandlægeregninger. Desuden trækkes der yderligere i ens indkomst, hvis ægtefællen bare tjener noget, der ligner en SOSU-assistents løn (2009-satser).
Tallene for øvrige førtidspensionister ligger mellem disse to yderpunkter.
Førtidspensionister er mennesker, der på en eller anden måde er ramt af livet, enten fysisk eller psykisk, og derfor er der ikke mange resurser at gøre godt med. Mange førtidspensionister har simpelthen ikke kræfterne til at gå ud og kæmpe mod noget så urimeligt som ægtefælleafhængigheden.
Lønmodtagere, arbejdsgivere og andre grupper med særlige interesser har penge og magt til at tale med store bogstaver overfor de stemmehungrende politikere. Førtidspensionisterne derimod er aldeles uinteressante for politikerne og har ingen magtfulde organisationer, der taler deres sag. Ingen går rundt i gangene på Christiansborg og i Bruxelles og kæmper for os. Ingen store pengestærke forbund bakker os op.
Sidder du nu forarget og tænker, at førtidspensionister er flok snyltere, der lever af dine surt tjente skattekroner, så husk på, at hvis man er førtidspensionist, er det ikke fordi man er en doven hund, der storgrinende udnytter de stakkels, hårdtprøvede skatteydere. Førtidspensionist bliver man, efter man er blevet undersøgt i hoved og røv, på den ene led og den anden, blevet hevet i og nevet i af 47 forskellige eksperter og har fået belyst de dunkleste afkroge af sit sind.
Efter alle disse ulidelige undersøgelser er det med usvigelig sikkerhed konstateret, at man har en sygdom af fysisk eller psykisk beskaffenhed, der gør at man ikke kan passe et arbejde.
Overvej et øjeblik om du er sikker på, at du i al fremtid vil have dit gode helbred og dit gode job. Føler du dig sikker på at kunne undgå traumatiserende ulykker og invaliderende sygdom eller erkender du, at det en dag kan være dig selv eller en af dine nærmeste der rammes og får brug for hjælp?
Personligt har jeg ikke tidligere haft mod på at protestere. Man har jo hele tiden den tanke, at skatteyderne, der forsørger ens usle person, kan smide i hovedet på en, at man bare skal være taknemlig og lade være med at bide den hånd der fodrer en. Sådan noget siger de faktisk! Hvad fanden skal man sige til den slags argumenter? Det er jo rigtigt, at man lever på samfundets nåde.
Og selvom man ikke har råd til tandlægeregning, briller med glidende overgang og nyt tøj, har de jo ret i, at man ikke er fattig som de små børn i Uganda.
Efterhånden er jeg og mange andre dog blevet trætte af at dukke nakken og holde kæft. Tanken er opstået, at blot fordi vi er syge, skal vi vel for pokker ikke pisses på? Vi har vel trods alt stadig et demokratisk samfund, hvor vi har ret til at sige vores mening.
For eksempel retten til at tale imod den dybt asociale satspulje. Vi er blevet trætte af at slå os selv i hovedet med de andres argumenter, trætte af at sige til os selv, at vi ikke duer til noget og ikke er til nytte for nogen. Vi har indset, at alle deres argumenter er sat i verden for at undertrykke og få os til at holde kæft. Folk har bare fået nok! Det syder og bobler af protester i Underdanmark.
På Facebook er der opstået grupper, der kæmper for bedre vilkår for førtidspensionister og imod ægtefælleafhængigheden. Folk er begyndt at tale og skrive sammen og dele erfaringer. Pludselig sidder man ikke helt alene med sin bekymring og frustration.
Skulle det lykkes af få afskaffet ægtefælleafhængigheden, ville det betyde en stor forbedring både i økonomi og livskvalitet for de ringest stillede i Danmark. Nu venter vi bare på, at folkestemningen vender, og at politikerne åbner deres hjerter og hjerner og afskaffer denne forældede og dybt uretfærdige lov.