Kun en samlet front af arbejdere - nationalt og internationalt - der erkender, at klassekampen aldrig har været hårdere end i dag, vil kunne ændre det dystre billede. Og her er en Anker ikke lederen

af Ove John Nielsen, Solrød Strand
Louis Bülow fra Århus skriver den 2. december et langt, rosende indlæg om Anker Jørgensen (AJ).
Det er naturligvis hans ret. Louis skulle prøve at huske tilbage, for eksempel til 1972, hvor Folkebevægelsen mod EF og med den en række politisk tænkende mennesker, blandt andet kommunister, stærkt advarede mod de forudsigelige konsekvenser af et ja.
Han ville da huske, at AJ på det tidspunkt var formand Arbejdsmandsforbundet i Danmark. Der var netop holdt kongres i forbundet, som med stort flertal anbefalede et nej ved den kommende afstemning om EF.
I stedet for som formand at bakke denne afgørelse op, gik socialdemokraten AJ til offentligheden og anbefalede et ja.
Det er min påstand, at med dette forræderi sikrede AJ et knebent ja. At Jens Otto Krag umiddelbart efter trådte tilbage som dansk statsminister for at overlade posten til netop AJ sætter dette forræderi i et særligt relief.
At modstandernes spådom om følger af et ja er gået i opfyldelse, ses dagligt. Privatisering af sundhed og omsorg og en række andre offentlige forpligtelser er kendsgerninger.
Det fagretslige system undermineres, og retssikkerheden er skudt i sænk. Terrorlovenes fascistoide tendenser gør en ende på de sidste rester af demokrati.
Kun en samlet front af arbejdere - nationalt og internationalt - der erkender, at klassekampen aldrig har været hårdere end i dag, vil kunne ændre det dystre billede. Og her er en Anker ikke lederen.