Efter knap en times march startede dette ubegribelige sceneri, hvor en række politibiler med fuld udrykning kom farende og afbrød musikken og blokerede vejen for os

af Susan Steffensen, Juelsminde
Vi - 150 Development Instruktører (internationale frivillige fra De Rejsende Højskoler, der forbereder sig til at tage til Afrika og Indien for at deltage i Humanas People to People`s projekter og kæmpe mod fattigdom) - gik i højt humør i lørdagens klimademonstration.
Vi havde torsdag og fredag afholdt vores egen konference omkring konsekvenserne af klimaforandringer i de lande, vi arbejder med, og med hovedvægten lagt på, hvad vi der kan gøre.
Diskussionerne var opmuntrende til trods for de alvorlige perspektiver.
Ligeledes var stemningen, da vi befandt os med vores delegation foran Christiansborg. Vi var varmt klædt på og med grønne huer med vores logo påtrykt. Vi sang afrikanske sange og dansede og havde det rigtigt godt.
Vi havde lejet en karet og her anbragt to folkemusikere/ protestsangere fra USA, inviteret til Danmark for at bidrage med deres sange og musik. Kareten bevægede sig fremad ved hjælp af cirka ti frivillige, som dels trak og dels skubbede bagpå - dette i stedet for en lastbil, for at spare CO2.
Efter knap en times march startede dette ubegribelige sceneri, hvor en række politibiler med fuld udrykning kom farende og afbrød musikken og blokerede vejen for os og kareten med vores musikere, samt alle de andre fredelige demonstranter, der gik ved vores side.
Bag ved os skete det samme, så vi var nu lukket inde og omringet af politi til alle side.
Dette i sig selv var særdeles ubehageligt, specielt da disse betjente, der stod overfor os i to tætte rækker, så særdeles bistre ud.
Det kunne dog ikke ødelægge stemningen, så sangene og dansene fortsatte, mens vi ventede på at 'uroen', som var årsag til dette magtopbud, blev opklaret og kom under kontrol, og vi kunne komme videre.
En betjent kom venligt hen og meddelte til os, der stod der tæt ved vognen, at vi nok skulle få lov til at gå videre med kareten, blot vi ville vente, til de fik styr på situationen.

Narret
Fra kareten forsatte musikken, mens en af os kunne fortælle fra sit gode udsyn fra toppen af kareten, at det så ud til at være en mindre gruppe sortklædte demonstranter, der var problemet, og at de var ved at blive arresteret under et større opbud af pressefotografer.
Vi ærgrede os over, at dette så ville blive udblæst i medierne frem for alle de overordentlig positive demonstranter, der fantasifuldt udtrykke deres modstand og krævede klima retfærdighed.
Vi sang videre, og forholdt os roligt som alle de andre, vi kunne se omkring os. På et tidspunkt fik vi tilbudt at gå igennem en sluse, og en del af vores frivillige benyttede sig af denne mulighed. Men da slusen ikke var stor nok til at få kareten igennem, blev vi cirka 15 stykker på og ved siden af kareten.
Det, der så siden skete, er ubegribeligt og efter min mening et groft overgreb mod grundlæggende demokratiske rettigheder.
Politiet beordrede alle til at sætte sig ned. Det var meget koldt og ubekvemt at sidde direkte på asfalten, men langt de fleste af de omkring 1000 mennesker gjorde dette. Fra toppen af kareten kunne en af vores folk rapportere, at politiet tilsyneladende arresterede folk fra en ende af. Vi skærpede muligvis tonen på vores protestsange.
Vi havde jo en aftale, troede vi. Men vi kunne se, at bagved os blev mange flere arresteret. Politiets kæder kom nærmere, og mennesker blev ført væk én efter én ofte af to betjente. For eksempel lige bag os en gruppe Hara Krishnas, som dansede og sang, til de sidste blev taget væk.
Så var turen kommet til os. Syv blev arresteret, heraf den amerikanske sangers mand sammen med to hovedansvarlige for vores delegation. Til trods for aftale, til trods for alt.
Vi forklarede og henholdt os til aftalen med politiet, det umulige i at gå fra en karet, vi havde lejet, med dyre musikinstrumenter og ligeledes det umulige i hele situationen, dårlig behandling af vores gæst, folkemusiker og protestsanger, og nødvendigheden af at kunne flytte kareten.
Til sidst blev vi bevilliget, som de eneste i hele dette afsnit af fredelige demonstranter, at krydse politikæden med vores karet.

Umenneskeligt
Vi tog kontakt til de andre, der var fortsat til Bellacentret, og fandt ud af, hvordan kareten kunne blive afhentet, og gav os til fods af sted mod DGI byen, hvor vores busser var parkeret. Vi ringede til politiet og fik at vide, at alle de anholdte ville blive kørt til klimastationen i Valby. Vi fik adressen og kørte af sted.
Imidlertid fandt vi så ud af, at vores syv kammerater stadig befandt sig på gaden, at de som så mange andre var bagbundet og tvunget til at sidde på den kolde asfalt - på dette tidspunkt var der gået tre-fire timer.
Vi tog derud og forklarede, at en af lederne havde to børn, der ventede på hende. Men som betjenten hånligt bemærkede: Så burde hun nok lige have tænkt sig om, før hun gik med i en sådan demonstration og i stedet være blevet hjemme.
I skrivende stund er de seks løsladt og hjemme. De blev sat af på seks forskellige stationer. Den syvende skulle være på vej, men klokken 00:30 havde vi endnu ikke fået kontakt til hende - en rumænsk pige uden mobiltelefon, som sikkert befinder sig på en for hende ukendt station.