Kyoto-aftalen stiller tre mekanismer til rådighed for stabilisering af CO2-udslippet. De fokuserer på omfordeling af udslippet i stedet for reel reduktion

af Sunniva Sandbukt, Roskilde, og Inge-Merete Hougaard, København
Tyfoner, orkaner og voldsomme regnskyl i Sydøstasien, oversvømmelser og tørke i Afrika, smeltende indlandsis på Grønland; der bør ikke være tvivl om at klimaforandringerne har voldsomme konsekvenser for verdens befolkning.
Desværre kan de ramte befolkninger sjældent løse klimaproblemerne alene, og derfor må det internationale samfund træde ind. Globale problemer kræver globale løsninger.
Der er tale om politik med en tids- og stedshorisont af hidtil uset karakter, som har vidtrækkende konsekvenser for fremtidige generationer over hele kloden. Det lægger unægtelig et pres på de politiske aktører - ikke blot for at skabe en aftale, men for at skabe en aftale, som ikke blot bliver et kompromis, som Kyoto-aftalen var i sin tid.
Dog var Kyoto-aftalen den første af sin slags, der forpligtede de industrialiserede lande til at stabilisere deres CO2-udslip; et lille skridt på vejen mod at nå et mål om rent faktisk at reducere udslippet af CO2.
Kyoto-aftalen er desværre hæmmet af både at være en klub som nationalstater frivilligt kan melde sig ind i efter forgodtbefindende, og af at mangle sanktionsmuligheder som for alvor kan lægge pres på regeringer. Derfor har aftalens gennemslagskraft været begrænset.
Kyoto-aftalen stiller tre mekanismer til rådighed, for at de industrialiserede lande kan stabilisere deres CO2-udslip. Disse fokuserer på omfordeling af CO2-udslippet i stedet for reel reduktion.
Carbonmarkedet handler om direkte handel med CO2-kvoter, mens Joint Implementation (JI) og Clean Development Mechanism (CDM) er baseret på en logik om, at man iværksætter et miljøvenligt projekt i udlandet, der optjener points, som man kan købe sig til, og dermed udlede lidt mere CO2 hjemme.
Der er med andre ord lagt op til, at markedsmekanismerne skal løse verdens klimaproblemer. Hvordan denne omfordeling i sidste ende skal føre til målet om at reducere verdens samlede CO2-udslip, er et uopklaret mysterium.
CDM er den af Kyoto-mekanismerne, som politikerne sætter størst lid til i opnåelsen af deres CO2-reduktionsforpligtelser. CDM fungerer ved, at et firma fra et i-lande starter et miljørigtigt energiprojekt i et uland og dermed generer CER-points (Certified Emission Reduction points).

Handel med varm luft
Disse points kan sælges på det globale carbonmarked eller til firmaets hjemland. Omkostningseffektivitet bliver prioriteret højere end miljøet og fremtidige generationers livsgrundlag.
På det tekniske plan kan CDM-projekterne deles op i tre kategorier: vedvarende energi (for eksempel vindmøller), energieffektivitet (for eksempel udnyttelse af affaldsmateriale), der begge begrænser CO2-udslip, og for eksempel skovprojekter, der omsætter CO2.
Et firma fra et i-land kan eksempelvis udvikle et vedvarende energiprojekt i samarbejde med regeringen eller et firma i et uland.
Man formoder, at ulandene vil dække deres fremtidige energibehov via en konventionel energikilde (som for eksempel et kulkraftværk), og for at komme dem i forkøbet, investerer i-landene i miljørigtige energialternativer (såsom vindmølleenergi).
Som eksempelvis i Kina, erstatter man et ikke-eksisterende kulkraftværk med en vindmøllepark. Det hypotetiske CO2-udslip, som det ikke-eksisterende kulkraftværk ville have udledt, kan sælges til et i-land i form af CER-points, så i-landet har lov til at udlede lidt mere. I sidste ende har man ikke reduceret noget som helst.
Desværre skaber systemet også incitament for en uhensigtsmæssig udnyttelse af systemet. Mange firmaer, som også tidligere har investeret i miljørigtige energikilder, kan nu kræve CER-points med tilbagevirkende kraft. Disse projekter hverken erstatter, stabiliserer eller reducerer eksisterende CO2-udslip.
Ikke nok med, at nogle CDM-projekters grundlag er meget tynde eller ligefrem ikke-eksisterende, man kan også sætte spørgsmålstegn ved godkendelsesproceduren. Udarbejdelsen af godkendelsesformularer foregår under implementeringsforløbet i et samarbejde mellem værtslandet, projektfirmaet og et internationalt konsulentfirma.
Efterfølgende skal projektet godkendes af en uafhængig instans fra CDM-systemets administration. Såfremt et CDM-projekt er godkendt, bliver den efterfølgende monitorering og evaluering udført af projektfirmaet og deres konsulent; der er altså ingen uafhængig part involveret.
Dette i sig selv er dybt problematisk: man kan ikke have folk til at monitorere og evaluere projekter, de selv har økonomiske interesserer i. Derudover bliver godkendelsen af disse evalueringsrapporter foretaget af den nationale repræsentant fra værtslandet, og det kan formodes, at enhver repræsentant fra et udviklingsland er interesseret i at se et CDM-projekt gennemført, da det bringer investeringer til landet.
Så længe aktørerne kun er ansvarlige overfor hinanden, vil der ikke være alvorlige konsekvenser ved at sænke standarden til laveste fællesnævner og blåstemple ethvert givet projekt som 'bæredygtig udvikling'.

Økonomi før miljø
Aktørernes fokus på ansvar til hinanden frem for global ansvarlighed ses også i den regionale fordeling af projektbeliggenheder, hvor det er tydeligt, at økonomiske interesser rangerer højere end sociale og miljømæssige.
Det betyder, at projekter i Asien, hvor der findes et vist udviklingsniveau, bliver favoriseret frem for projekter i Afrika. Således findes der flere CDM-projekter i Malaysia, end der findes sammenlagt på hele det afrikanske kontinent!
I sidste ende kan CDM-systemets legitimitet afgøres ved at undersøge, om det opnår sine tre grundlæggende mål: at opnå global sænkelse af CO2-udslip, at sikre en overførsel af teknologi og viden fra industrilande til udviklingslande, og sidst, men ikke mindst, at skabe bæredygtig udvikling.
En nærmere undersøgelse af CDM-projekterne viser klart, at intentionerne ikke bliver opfyldt. Først og fremmest reducerer CDM-projekterne - som beskrevet - ikke det eksisterende CO2-udslip.
Derudover benytter adskillige projekter teknologi, der allerede eksisterer i værtslandene, og anvender internationale eksperter i stedet for at uddanne lokal arbejdskraft. Dette undergraver målet om at overføre teknologi fra i-lande- til udviklingslande.
Sidst, men ikke mindst, er kravet om at skabe bæredygtig udvikling ikke blot et svagt defineret koncept, men også et 'buzzword', som kan vendes og drejes alt efter sammenhængen. Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved, hvad begrebet egentlig betyder og indebærer.

En svag definition
Den alment accepterede definition af bæredygtig udvikling stammer fra Brundtland-rapporten i 1987: 'at imødekomme den nuværende generations behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationers behov.'
Det bliver dog hurtigt klart, at denne definition er utrolig svag og u-operationel, hvilket resulterer i divergerende tolkninger af begrebet. Det bliver svært at afvise et CDM-projekt for ikke at leve op til kravet om at skabe bæredygtigt udvikling, da det er op til de enkelte aktører at definere begrebet.
Bæredygtig udvikling bliver også ofte misforstået som ren økonomisk bæredygtighed. I deres iver efter at tiltrække investeringer sænker ulandene deres krav og standarder, og det bliver et spørgsmål om laveste fællesnævner. Nationale interesser vægter kortsigtede økonomisk gevinster højere end langsigtet miljømæssig bæredygtighed.
Når de tre hovedformål med CDM så nemt kan fordrejes eller direkte ignoreres, bliver de ikke opfyldt, og systemet mister sin eksistensberettigelse.
CDM-systemet er ikke en løsning, der både tager hensyn til miljøet og nationale økonomiske interesser. I-landene kan købe CER-points og fortsætte deres høje forbrug, mens ulandene kan tiltrække en masse investeringer og skabe udvikling.
Den danske ambassade i Malaysia, der administrerer CDM-projekter i landet, beskriver det som en win-win situation for alle involverede. Glemt er at man intet reducerer og dermed reelt ikke har opnået forbedringer for klimaet.
Det er positivt, at der bliver investeret i flere vindmøller, bæredygtig energi og klimavenlige strategier, men det skal understreges, at CDM-systemet ikke holder, hvad det lover, og at man ikke kan sætte sin lid til, at det vil kunne løse verdens klimaproblemer.
En fremtidig løsning skal være på klimaets, ikke markedets, præmisser. Dette kræver enten en seriøs stramning af hele CDM-systemet eller en helt anden løsning.
Det er nødvendigt, at de involverede parter når til enighed om en juridisk bindende aftale, der tager klimatruslen alvorligt. De må vise en ansvarlighed, der rækker ud i fremtiden og tager hensyn til kommende generationer.