Uanset hvordan COP15 ender, så mødte de gamle koloni- og imperialistiske magters slebne diplomati deres Waterloo i Bella Centret
Ugen har stået i den varme planets tegn. Blandt de mange forstemmende nyheder er undtagelser. Forskere har fundet nye planeter, der har træk til fælles med jorden. Den sidste er GJ 121b, der har en diameter der er 2,7 meter større end jorden.
Den er godt nok lidt varm - cirka 200 grader. Så, når alt kommer til alt, hvad piver vi så for. Måske har Lomborg alligevel ret - vi skal bruge pengene på at finde en anden planet.
COP15 har været en interessant begivenhed. Der har været meget at lære, og måske viser det sig at blive skelsættende i historien. Hidtil har de vestlige lande domineret kloden - og er derfor kaldt det udviklede og rige vesten.
Redskaberne har været slebent diplomati og militær magt, nå ja og så penge selvfølgelig. Det har været de redskaber, der har været nødvendige for at køre de fattige lande og folk over. Det er sket åbenlyst arrogant og via diplomatik.
Stole på hvem?
København blev stedet, hvor det viste sig, at dén går ikke længere. Der er rykket rundt på styrkeforholdene. Kina, Indien og Brasilien har enorme økonomiske potentialer og en stor økonomisk dynamik.
Den slags giver også politiske ambitioner og politisk styrke. Samtidig er der en stor gruppe af fattige lande, der har lært spillet. De kræver nu deres ret til udvikling.
De vil ikke holdes nede af grænser for udledninger, der er blevet nødvendige på grund af de rige landes rovdrift på råstoffer og atmosfære. De har naturligvis ret til udvikling. Og de hårdt ramte områder har krav på klimamål, der sikre dem overlevelse.
Uanset hvordan COP15 er endt, så er der en lære her. Det slebne diplomati, der er udviklet af de gamle koloni- og imperialistiske magter, mødte sit Waterloo i Bella Centret. Det betyder ikke, at statsledere og regeringer er overflødige, men det bety-der, at der gælder andre værdier, spilleregler og standarder.
Det er blevet tydeligt, at det er de folkelige bevægelser, der har initiativet. Dem er det, i al deres mangfoldighed, der trækker læsset. De har også forstået, at de ikke kan have tillid til de hule regenter. De må stole på sig selv og gør det i stigende grad.
Derfor var for eksempel den manifestation, der blev gennemført i onsdags, hvor aktivister ude foran Bella Centret blev mødt, eller forsøgt mødt, af deltagere fra COP15, en interessant symbolsk manifestation.
Det var en aktion, der viste, hvor tyngdepunktet ligger. Det fik ikke lov at foregå ved Bella Centret, men dette møde mellem aktive græsrødder og politiske ledere fandt sted blandt andet på Klimaforum09 og ved ALBA-folkemødet i Valbyhallen.
Løsningen på klimaspørgsmålet og de skiftende livsbetingelser, klimaforandringer fører med sig, kan kun findes via udvikling af demokratiske og sociale dynamiske samfund.
Fra de rige landes side - eller måske specifikt for den danske regerings formands-skab - har strategien været at køre de fattige lande over og splitte gruppen, for at samle de gamle stormagter bag en aftale, måske suppleret med nogle af de fattige stormagter, som på den måde kommer med i klubben.
Magten ude i byen
Det andet ben i strategien har været magtarrogance i gaderne. Tusinder af politifolk er sat ind mod de folkelige bevægelser. Der er gennemført masseanholdelser som krænker enhver retsstats normer.
- Hvis nogen mener de er blevet uretfærdigt behandlet, så kan de bare klage, siger justitsminister Brian Mikkelsen og chefpolitiinspektør Per Larsen. Sagt på en anden måde, man skal bevise sin uskyld. Hermed er vi retsligt mange hundrede år tilbage, hvor anklagede var kriminelle, indtil de selv kunne bevise det modsatte. Det er en kriminalisering af befolkningen. Og politiet har fået et adgangskort til at gå fra gråzone, til gråzone til sortzone.
Summen af COP15 og omstændighederne omkring det må være, at statsminister Lars Løkke Rasmussen bør træde tilbage. Han har mistet den globale kredit. Det kan vi ikke byde hverken os selv eller andre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278