Hvis temperaturstigningen skal holdes på 1,5 grad, bør de rige lande samlet reducere CO2-udslip 40 procent frem til 2020, mens udviklingslandene må reducere deres CO2-udledning 15 til 30 procent

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund

Temperaturstigning på 1,5 eller to grader?
En global temperaturstigning på to grader indebærer risiko for, at temperaturstigningerne ikke kan tilbageføres og i stedet accelererer og risiko for en betydelig havstigning og oversvømmelse af en række lavtliggende områder, herunder ø-stater. Derfor bør en klimaaftale sigte på en temperaturstigning på 1,5 grader og ikke på to grader.

Skal CO2-udledninger toppe i 2015 eller 2020?
FN`s klimapanel anbefaler, at CO2-udledningerne topper senest 2015. Siden deres seneste rapport synes drivhuseffekterne tilmed at være accelereret, for eksempel i form af hurtigere afsmeltning af is og sne fra gletsjere og indlandsis. Derfor må det være målet for en klimaaftale, at de globale udledninger topper i 2015 og ikke først i 2020.

Skal C02-reduktionen i 2050 andrage 50 procent eller mere?
FN`s klimapanel anfører i sin seneste statusrapport fra 2007, at de globale udledninger af drivhusgasser samlet bør reduceres med mindst 50 procent i 2050 i forhold til 1990-niveauet. Men senere forskning har peget på, at - givet det nuværende høje og stigende udledningsniveau og givet at det under alle omstændigheder vil tage tid at bremse det op - kravet om reduktioner bør stige i den senere del af perioden. På den baggrund bør en klimaaftale gå højere end 50 procent reduktion i 2050.

Skal de rige lande reducere CO2-udslip med 25 eller 40 procent i 2050?
FN`s klimapanel har her anslået, at verdens rige lande skal reducere udslippet af drivhusgasser mellem 25 og 40 procent af 1990 niveauet frem til 2020 for at holde den globale temperaturstigning mellem to og 2,4 grader. Men hvis temperaturstigningen skal holdes på 1,5 grad, bør de rige lande samlet reducere CO2-udslip 40 procent frem til 2020, mens udviklingslandene må påtage sig en forpligtelse med at reducere deres CO2-udledning samlet 15 til 30 procent frem til 2020.

Hvor store midler bør overføres fra I- til U-lande til støtte for CO2-reduktioner?
En klimaaftale bør overføre mellem 150 og 200 milliarder dollars årligt i 2020 fra I- til U-lande, og disse midler skal ikke tages fra eksisterende U-lands støtte. Midlerne bør administreres af et internationalt organ, hvor både U- og I-lande har indflydelse.

Kontrol af effekten af CO2-reduktion?
En klimaaftale bør etablere internationale organer og procedurer for kontrol med udviklingen i og reduktionen af CO2-udslip.

Skal Kyotoaftalen fortsætte eller tavlens viskes ren?
En række lande kom aldrig med i Kyotoaftalen, først og fremmest USA. At sløjfe Kyoto helt i forbindelse med indgåelse af en eventuelt ny aftale i København ville imidlertid medføre, at de forpligtelser, som en række I-lande trods alt påtog sig i henhold til Kyoto frem til 2012, ville bortfalde og dermed ville det indebærer et dårligere udgangspunkt for en ny Københavner aftale. En ny klimaaftale bør derfor videreføre Kyotoaftalen for de allerede omfattede lande og inddrage disse + øvrige lande under en ny aftale efter 2012.

Mekanismer til 'juridisk gennemførelse' af en ny klimaaftale.
Med Kyotoaftalen kom en række markedsmekanismer ind, først og fremmest kvotehandel. Disse har imidlertid været særdeles ineffektive, og i forbindelse med en eventuel klimaaftale i København eller en opfølgningsaftale bør disse 'markedsmekanismer' luges ud og erstattes med aftaler om fælles indførelse af afgifter på fossile brændstoffer.