LO`s beregninger viser, at dagpengene er udhulet med 35 procent inden for de sidste 25 år. Med en maksimal dagpengesats på 15.700 kr. om måneden har mange risiko for en social nedtur
fra 3F Sømændenes Forbunds a-kasse
Til regering og Folketing.
Mens regeringens skattelettelser og finanspakker på adskillige milliarder kroner i en lind og jævn strøm tilflyder de velstillede borgere og finansverdenen, har samme regering travlt med at sætte rekord i underskud på statens finanser.
Med den nye finanslov vil det lykkes regeringen at få et underskud på statens finanser på 85-90 milliarder kroner; et underskud, der skal betales af almindelige danske borgere og ved besparelser på det i forvejen udhulede velfærdssamfund.
Blandt andet har regeringen ved fastholdelse af uansvarlige skattelettelser sørget for, at ledigheden forsat vil stige.
LO`s beregninger viser, at dagpengene er udhulet med 35 procent inden for de sidste 25 år. Med en maksimal dagpengesats på 15.700 kr. om måneden har mange risiko for en social nedtur, som kan medføre, at man må gå fra hus og hjem. Dette er helt uacceptabelt og uholdbart både for de arbejdsløse og for vort samfund.
Samtidig forsættes hetzen mod de arbejdsløse, der på alt for små dagpenge og nærmest i døgndrift skal søge jobs og være til rådighed for et arbejdsmarked, hvor der intet arbejde er at få.
Som at strø salt i såret på de mennesker, der uforskyldt er kommet i denne ulykkelige situation, sendes de arbejdsløse på totalt unyttige og ligegyldige obligatoriske kurser hos private udbydere.
Vi frygter, at der efter kommunaliseringen af arbejdsformidlingen og vejledningsindsatsen vil ske en forringelse og en forskelsbehandling af de lediges vilkår, alt efter hvor i landet man bor.
* Vi forlanger, at de asociale skattelettelser stoppes.
* Vi støtter det dagsaktuelle krav, der er rejst på arbejdsplader og i fagforeninger om, at dagpengesatsen sættes op med 25 procent
* Vi kræver, at der indføres vækstpakker og igangsættes offentlige anlægsarbejder og renoveringsarbejder, samt udbygninger af blandt andet skoler, institutioner og ældreboliger.
* Vi opfordrer til, at ansvarlige politikere fjerner diskrimineringen i DIS-lovgivningen, der muliggør rederne at hyre billig udenlandsk arbejdskraft på bekostning af danske søfolk.
* Vi kræver, at der føres en anstændig og menneskeværdig politik i Danmark til gavn for den danske befolkning.
Vedtaget på generalforsamlingen den 10. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278