Det er vanskeligt at se en vej ud af demokratiets krise i Honduras, hvis det internationale samfund anerkender valgfarcen som et demokratisk fremskridt
af Jesper Nielsen, 3F
Desværre gentager mange internationale og danske medier de honduranske myndigheders version af historien om valget den 29. november, selvom det tydeligvis blev manipuleret.
For eksempel var der en tre timers time-out på valgaftenen med henvisning til tekniske problemer, hvor antallet af stemmeberettigede honduranere blev reduceret.
Enkelte medier har dog fundet anledning til at gå bag om. Da det for eksempel lykkedes journalisten fra The Real News at spørge lokale valgtilforordnede om stemmeprocenten, lå den på knapt 40 procent.
3F`s delegation kunne ikke lave et overslag med hensyn til valgdeltagelse, men vi holdt blandt andet øje med valgblæk på fingrene. Blandt hotelpersonale i hovedstaden og San Pedro Sula, blandt lufthavnspersonale, taxachauffører, folk på gaden, menneskeretsorganisationer og fagforeningsfolk mødte vi ikke nogen, der havde afgivet deres stemme.
Det bekræftede vores indtryk fra gaderne og valgstederne, hvor vi så ret få deltagere.
Udenrigsministeriets svar til Enhedslisten indeholder desværre følgende formulering:
'Danmark støtter EU-formandskabets erklæring af den 1. december 2009 som reaktion på valget.
Af erklæringen fremgår, at valget i Honduras anses som et vigtigt skridt i at løse konflikten i Honduras, og at EU afventer de videre drøftelser i den nationale kongres i Honduras.'
At valget skulle være et vigtigt skridt mod at løse konflikten er vi uenige i.
Vores observationer pegede tværtimod på, at man op til valget med åbenlyst militærdiktatoriske metoder foretog en række ransagninger og indsamlede store mængder materialer for at kortlægge netværket af mennesker, medier, organisationer med videre, der arbejder for demokratiets genindførelse.
Uafhængige medier blev lukket/chikaneret og ytringsfriheden var fraværende. Selve valget var et forsøg på hvidvask af et statskup.
Det er vores indtryk, at det oppustede tal for valgdeltagelse er udtryk for omfattende valgsvindel. Vi er derimod ikke i tvivl om, at 'Pepe' Lobo - den nationalistiske hardliner - fik flest stemmer, idet en stor del af det liberale parti boykottede valget.
Fortsatte overgreb
Der er rapporteret nye eksempler på forfølgelse og overgreb.
Den honduranske menneskeretsorganisation CODEH viderebringer rapporter om, at hætteklædte personer i kriminalpolitiets uniformer den 4. december klokken 15 kørte i bil ind i boligkvarteret Nueva Capital.
De tog Santos Corrales Garcia, medlem af den Nationale Modstandsfront, til fange. Klokken et om natten blev yderligere fire personer taget, muligvis af samme bil. De blev senere frigivet langt fra deres hjem.
Den 11. december blev Santos Corrales Garcia fundet død i kvarteret Lepaterique. Hans hoved var skåret af og blev ikke fundet. Denne metode bruges i bandekrigen. CODEH sætter drabet i forbindelse med politiske motiver.
Også i kvartererne Carrizal og Mery Flores rapporteres politiuniformerede personer at være trængt ind i private hjem for at søge efter medlemmer af modstandsfronten. Der blev ikke præsenteret arrestordre eller ransagningskendelse i forbindelse med aktionerne.
To personer trængte den 5. december ind på avisen El Libertador, som er imod statskuppet. De spærrede personalet inde på toilettet og tog en computer og et kamera med sig.
Solidaritet nødvendig
Det er vanskeligt at se en vej ud af demokratiets krise i Honduras, hvis det internationale samfund anerkender valgfarcen som et demokratisk fremskridt. MERCOSUR-regeringerne har heldigvis valgt at afvise anerkendelse af valget og dets resultater.
Der er risiko for, at den nationalistiske regering vil slå selektivt ned på modstandsfrontens ledere på baggrund af det omfattende materiale, den har indsamlet.
Paramilitære enheder bliver allerede brugt. Fabrikerede anklager og splittelsesforsøg overfor Den Nationale Modstandsfront er sandsynlige. Risikoen for øget vold er tilstede.
Behovet for international solidaritet med demokrati-forkæmperne er fortsat stort.
Noter:
The Real News findes på www.therealnews.com
COFADEH: Komitéen for pårørende til forsvundne
MERCOSUR: Medlemmer af Mercosur er Argentina, Brasilien,Uruguay og Paraguay. Venezuela ansøgte i 2006 om medlemskab og ventes godkendt inden for den nærmeste fremtid.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278